Sundhed

Nej til elever: Skole forbyder energidrikke

På Hjordkær Skole i Rødekro må eleverne ikke længere slubre Red Bull og Burn i sig. Skolen har nemlig besluttet at forbyde energidrikke.

Børn og unges forbrug af koffeinholdige energidrikke er steget voldsomt. Hvert andet barn mellem 10 og 14 år får for meget koffein.

Det faktum har fået bestyrelsen på Hjordkær Skole i Rødekro til at tage et drastisk skridt. Fremover må eleverne på skolen nemlig ikke indtage drikkene i skoletiden, skriver JydskeVestkysten.

- Det er ikke, fordi det har været et stort problem her, men vi har oplevet, at elever har drukket det, så vi kunne lige så godt komme tingene lidt i forkøbet, siger skoleleder Lene Krabbe til Jydske Vestkysten.

Skolebestyrelsen har skrevet et brev til elevernes forældre, hvor de forklarer, at forbuddet er trådt i kraft, fordi Fødevarestyrelsen og WHO frarådet energidrikke til børn og unge.

Ubehagelige bivirkninger

I brevet beskriver de også bivirkninger, som kan indtræffe ved indtagelse af for meget koffein. En person, der vejer 50 kg kan ofte mærke bivirkningerne allerede efter en enkelt energidrik. Det bekræfter Giftlinjen på Bispebjerg Hospital, som ofte får henvendelser fra børn og unge, som bliver forskrækkede over bivirkninger.

- Jeg synes, bestyrelsen har gjort et rigtig godt stykke arbejde ved at give sig tid til at hente de mange oplysninger, så argumenterne er i orden. Jeg tror, folk generelt ikke ved så meget om, at det kan være skadeligt, fordi det er blevet kørt frem, som om energidrikke er sunde, siger skoleleder Lene Krabbe.

Siden 2009 er salget af energidrikke i Danark næsten tredoblet.

Bivirkninger ved koffein

Forstyrret hjerterytme, forhøjet blodtryk, hjertebanken, åndenød, mavepine, kvalme, angst, nervøsitet, søvnbesvær og i værste fald hjertestop.

42 procent af dem, der indtager energidrikke, har oplevet bivirkninger.

Kilde: DTU Fødevareinstituttet

Det anbefaler man

DTU Fødevareinstituttet anbefaler, at voksne over 18 år indtager mindre end 400 mg koffein om dagen.

Børn og unge under 18 år bør indtage mindre end 2,5 mg koffein pr. kilo kropsvægt om dagen.