Sundhed

Eva Kruse: Billedet er ærgerligt for hele modebranchen

Billedet i Cover er en skam for det sunde ideal, som branchen har prøvet at fremme de seneste år, mener Eva Kruse, adm. direktør hos Danish Fashion Institute.

Modemagasinet Cover bringer i denne udgave et billede af en - i manges øjne - syletynd model. I hvert fald er de sociale medier eksploderet i vrede fra danskere, der er dybt forargede over, at Cover kan finde på at bringe sådan et billede af en model, der ser sygeligt tynd ud.

Men det er ikke kun brugerne på de sociale medier, der er forundrede over brugen af billedet.

Hos brancheorganisationen Danish Fashion Institute, der blandt andet står bag Copenhagen Fashion Week, tager de afstand fra billedet.

- Jeg synes, vi har at gøre med en model, som er tyndere end det skønhedsideal, vi har arbejdet for at fremme i en årrække. Det ser ud som om, at den her pige er meget undervægtig, siger Eva Kruse, adm. direktør for Danish Fashion Institute, til tv2.dk.

Hun er ikke nødvendigvis syg

Men hun vil nødig gå så langt som til at kalde modellen for spiseforstyrret, hvilket hun ellers er blevet beskyldt for i mange af de kommentarer, der er kommet ind på de sociale medier.

- Jeg kan ikke give en lægefaglig vurdering, så derfor vil jeg være meget varsom med at anklage hende for spiseforstyrrelse. Vi skal ikke stigmatisere de tynde, for man kan godt have et lavt BMI uden at være syg, siger Eva Kruse.

Der skal ikke indføres regler

Men modedirektøren ærgrer sig dog over, at Cover har valgt at bringe billedet. Alligevel går hun ikke ind for restriktioner for brugen af modeller i forhold til vægt og mål.

- Det er op til hver enkelt virksomhed, hvilken model de booker. Men vi vil henstille virksomhederne til at følge vores etiske charter, som vi har lavet sammen med Landsforeningen mod spiseforstyrrelse og selvskade. I det charter er der en lang række punkter om, hvad vi går ind for, og det er et sundt, slankt og naturligt skønhedsideal, siger Eva Kruse.

Cover erkender over for tv2.dk, at det var forkert af dem at bringe billedet af en så tynd model. For at sådanne fejl kan undgås, har man i nogle lande valgt at indføre BMI-grænser for modellerne. Men den løsning er - ifølge Eva Kruse - ikke optimal:

- BMI siger intet om folks psykiske tilstand. Du kan ikke bruge det til noget i forhold til folks psykiske tilstand, og nogle er bare naturligt tynde, ligesom andre kan være overvægtige uden at være psykisk syge. Vi skal ikke være branchens politimænd, forklarer hun.