Fitness og løb er ikke nok: Her er øvelserne du IKKE må glemme
Hvis du træner, er det en god idé også at styrke balancen for at undgå skader. Her får du et par øvelser til, hvordan du kan træne din balance.
Det er kun få, der husker at træne balancen, når de løbe- og styrketræner.
Ifølge fysioterapeut og træningsekspert Mark Abildhauge er det vigtigt, at du styrker din balance for at undgå skader.
- Jeg plejer at sige, at der er kondition, styrke og balance. Og det sidste ben i træningen, glemmer folk rigtig tit, fordi det ikke er noget, man snakker om, fortæller Mark Abildhauge.
Når du øver din balance, forbedrer du din træning. Du bruger nemlig flere muskler i din træning af balancen end, når du styrketræner.
- Du bruger hele kroppen, når du er i gang. Og det er det, der er så smart, fortæller Mark Abildhauge.
Du kan selv teste, hvor god din balance er ved at se, om du kan tage sokker på, når du står op. Ifølge Mark Abildhauge er der mange, der ikke kan det.
- Det er helt forfærdeligt. Det skal man altså kunne, siger Mark Abildhauge.
Sådan træner du balancen
Du kan træne din balance på flere forskellige måder uden, at det er nødvendigt at klæde om. Du kan for eksempel gøre det på et vippebræt. Ifølge Mark Abildhauge træner du balancen på brættet, når du redder dig selv fra ikke at falde af det.
- Når du falder af, så laver du det, der hedder en afværgereaktion. Det er træning fordi, hvis du er ude at gå, når det er glat, og du ikke er vant til at lave afreaktioner, så falder du og brækker benet, forklarer Mark Abildhauge.
Du kan også øve din balance ved at sidde på en yogabold. Det gør du ved at sætte dig på den og løfte den ene fod, mens du prøver at holde balancen.
Hvis du hverken har et vippebræt eller en yogabold, er der andre måder, du kan træne balancen på. Du kan gøre det ved at stå på et ben og stå op, når du tager sokker på. Du kan også gøre det ved at stå ovenpå en pude og lave squats, mens du har lukkede øjne.
- Der sker det, at dine øjne får en masse impulser. De fortæller hele tiden, hvor vi er i forhold til hinanden, hvor væggene er, og hvor alting er. Når du lukker øjnene, skriger hjernen efter impulserne. Så lige pludselig skal du sende impulserne ned i musklerne, så der nu bliver fyret endnu flere impulser ned til dine muskler. Så du får trænet impulsen meget mere ved at lukke øjnene, siger Mark Abildhauge.