Sundhed

Er du bange for Thomas? Det var hans kolleger

Hver tredje dansker er utryg ved at have en kollega, der har bipolar lidelse - også kaldet maniodepression. En af dem, der har mærket det på egen krop, er Thomas Abildgaard.

20 timer om ugen arbejder Thomas Abildgaard hos antenneforeningen i Årslev på Fyn. Han er ansat i et fleksjob, fordi han har bipolar lidelse. En lidelse, hvor man svinger mellem maniske episoder med store energi og depressive episoder med stor nedtrykthed.

På trods af hans lidelse har kollegerne taget godt imod ham. Men sådan var det ikke i et tidligere job, hvor en kollega var decideret bange for ham.

- Jeg ville fortælle mine kolleger, hvorfor jeg kun arbejdede fire timer om dagen, mens de var fuldtids. Men dagen efter blev jeg bedt om at blive væk fra arbejdspladsen, fordi en af pigerne havde givet udtryk for, at hun var bange for, at jeg fik et anfald, fortæller Thomas Abildgaard.

Det var et hårdt slag for Thomas

Jobbet, han var ansat i, var en del af en virksomhedspraktik, som skulle få ham ind på arbejdsmarkedet igen efter et længere forløb med først en stresssygemelding, hvorefter han fik konstateret bipolar lidelse. Men hans tilbagetog på arbejdsmarkedet startede altså ikke helt, som ventet.

- Det påvirkede mig meget negativt, for man får jo lidt af et chok, for man er rimelig sårbar, når man er i et praktikjob, hvor man stille og roligt skal i gang igen efter en hård periode. Det er ligesom at få en våd klud i hovedet, siger Thomas Abildgaard.

Overlæge: Fordomme er skyld i frygt

Thomas Abildgaards oplevelse er ikke så mærkelig taget en ny undersøgelse i betragtning. Epinion har foretaget en undersøgelse for DepressionsForeningen, der viser, at hver tredje dansker er utryg ved at have en kollega med bipolar lidelse.

Men frygten er fuldstændig ubegrundet, ifølge Lars Vedel Kessing, der er professor og overlæge på Psykiatrisk Center i København.

- De har ikke øget risiko for at begå voldsomme kriminelle handlinger sammenlignet med andre mennesker, forklarer overlægen.

Alligevel er han ikke overrasket over, at så mange er bange for folk med bipolar lidelse.

- Vi ved godt, at der er meget tabu inden for psykiatrien. Der er mange fordomme omkring folk med psykiske lidelser, og det gælder også i forhold til bipolar lidelse, forklarer Lars Vedel Kessing.

I klippet nedenfor kan du høre, hvorfor overlægen ikke mener, vi bør være bange for at have kolleger med bipolar lidelse.