Sundhed

GUIDE: Sådan får du en god nattesøvn i sommervarmen

Varmen er over os, og det betyder også endeløse nætter badet i sved og ganske få timers søvn, før en ny dag begynder. Derfor har TV 2 sammen med søvneksperterne Michael Rasmussen og Bjarne Toftegaard samlet en række tips, der kan sikre dig en god nattesøvn i sommervarmen, så du er frisk og veludhvilet til en ny dag - hvad enten den foregår på stranden eller kontoret.

1. Skærm soveværelset af

Hvis solen hele dagen har skinnet på soveværelset, kan der blive ulideligt lummert. Derfor foreslår Michael Rasmussen, at du skærmer vinduerne af ved at hænge noget op foran dem hele dagen.

2. Luft ud

Det er ikke nok at åbne vinduet, når du går i seng, for det skal være køligt allerede, når du lægger dig på puden. Ellers ligger du bare og bliver mere og mere knotten. En times tid inden sengetid skal du sørge for, at der kommer gennemtræk i soveværelset.

3. Anskaf dig en ventilator

Hvis de ovenstående to ting ikke er nok for at få en behagelig temperatur i rummet, kan du anskaffe dig en blæser eller måske endda en luftkøler. Med sådan et apparat sikrer du også, at der er behagelig luft hele natten og ikke kun, når du går i seng.

4. Skift dynen

Rigtig mange begår den fejl, at de sover med deres vinterdyne - også om sommeren. Men du bør skifte både dyne, hovedpude og topmadrasser ud med de svedabsorberende modeller, så du ikke vågner op midt om natten badet i sved. En idé kan også være at sove med et lagen frem for en decideret dyne.

5. Kolde omslag

På de hede nætter er det godt at være beredt inden, du går i send. Sørg for at have et koldt glas vand og en kold klud liggende på sengebordet, som du kan række ud efter fra sengen, så du ikke skal op midt om natten.

6. Et varmt bad inden sengetid

Et godt råd er at tage et bad inden sengetid, men det skal ikke være koldt, for så får kroppen et "chok", der gør dig frisk. Derimod skal du tage et varmt bad, for når du gør det, vil din kropstemperatur efterfølgende falde, når du komme ud af badet. En lav kropstemperatur får dig hurtigere i søvntilstand, for temperaturen falder, når du sover.

7. Sov nøgen

Af med kludene. Sådan lyder et af søvnekspertens råd. Det er nemlig lettere for din krop at komme af med varmen, hvis du ikke har tøj på.

8. Du skal ikke stresse

En dårlig søvncyklus starter ofte med, at vi stresser over ikke at kunne sove. Men der sker altså ikke noget ved, at der er et par varmenætter, hvor du ikke får sovet. Så drop bekymringerne, for det bliver først farligt, hvis bekymringerne starter en ond tilstand med mange søvnløse nætter.

Nedenfor kan du se, hvordan den optimale søvncyklus ser ud ved at klikke rundt på prikkerne.