GRAFIK: Sådan ødelægger Alzheimers hjernen
85.000 danskere lider lige nu af demens - deraf har cirka halvdelen Alzheimers, som er den mest udbredte demenssygdom.
Og demens er et stigende problem. I 2040 vil dobbelt så mange være ramt af sygdommen, viser en fremskrivning fra Nationalt Videncenter for Demens. Derfor har man lavet en International Alzheimersdag. I Danmark kaldes den 'Huskedagen'.
- Her i Danmark har vi gjort det for at løfte demensen ud af glemslen. Der er mange misforståelser – blandt andet at demens kun rammer ældre. Den anden store misforståelse er, at det kun handler om hukommelsen, men det kan altså også gå ud over de vitale funktioner. Livet med demens er en udfordring på mange felter, fortæller Nis Peter Nissen, formand for Alzheimerforeningen, til TV 2.
- Samtidig er dagen en påmindelse om, at selvom man får sygdommen, kan man godt have et meningsfuldt liv. Vi kan alle sammen række hånden ud og gøre en lillebitte smule for de demente og pårørende, som udgør en halv million danskere, siger han.
Sådan udvikler Alzheimers sig
Alzheimers opstår, fordi der bliver ophobet protein i hjernen, som så spreder sig til hjernens neuroner. Det starter langsomt indefra og breder sig så ud til resten af hjernens dele.
Fra sygdommens første symptomer viser sig til, den medfører døden, går der som regel fem til ti år, men det er individuelt. Sygdommen udvikler sig i syv stadier ifølge Alzheimers Association og Nationalt Videnscenter for Demens.