Sundhed

Team Tvilling om livsprojektet: Måtte sælge cykelhjul for at få råd til huslejen

Du kan se Team Tvilling - Danmarks sejeste jernmænd' på TV 2 PLAY.

At gennemføre en ironman er i sig selv noget af en præstation. At gennemføre den med sin handicappede tvillingebror er om muligt en endnu vildere præstation.

Sådan ser Steen Mondrup dog ikke selv på det. For ham har det altid været helt naturligt at tænke sin tvillingebror med ind i sine planer.

- Hele mit liv, har jeg kunnet rende frit rundt, hvorimod Peder er super begrænset. Derfor har vi skabt denne mulighed, hvor vi kan være på lige fod, fortæller Steen Mondrup, der er aktuel i dokumentaren 'Team Tvilling - Danmarks sejeste jernmænd'.

Sammen har de 35-årige tvillinger gennemført adskillige løb og sågar en ironman.

Ville skubbe til de handicappedes grænser
De to tvillinger kom til verden i 1980 tre måneder for tidligt. Ved fødslen fik Peder ikke nok ilt, og blev derfor spastiker.

- Folk har talt til Peder som om, han var et lille barn, eller også har de kigget væk. Men Peder har altid være ligeglad med, hvordan han ser ud. Han har bare kastet sig ud for løverne. Derfor har folk brug for at blive mere oplyst, siger Steen Mondrup om grunden til, at de har startet Team Tvilling.

- Vi kan jo se, at det skubber til en masse grænser og forestillinger om, hvad man kan som handicappet. De handicappede bliver mere modige og er ikke længere flove over deres handicap. Vi har åbenbart fået nogle følelser frem i folk, siger Steen Mondrup.

En af de stærkeste historier de to tvillinger har affødt, kom til dem på mail fra en dame, der havde en mand, der var røget i kørestol på grund af en ulykke. Det havde ødelagt utrolig meget for ham. Han var blevet så sur på livet, at kærligheden mellem ham og konen var visnet, og han havde ikke længere kontakt med datteren. Men så læste han en artikel med Team Tvilling, og det blev et vendepunkt.

Manden tog sit liv op til revision. Han begyndte at se på sine muligheder frem for begrænsninger. Det fik ham blandt andet til at anskaffe sig udstyr til sin kørestol, der gør, at han nu kan løbe sammen med sin datter, og kærligheden til konen er der igen kommet liv i.

- Det er derfor, vi gør det her, fortæller Steen Mondrup.

Måtte sælge cykelhjul for at få råd til husleje
Når Steen og Peder deltager i løb, foregår det således, at Steen løber med Peder i en løbevogn.

- Har du ikke tænkt på, hvor langt, du ville kunne være kommet uden Peder?

- Det er ikke det, der er vigtigt for mig. Der er mange, der har pointeret, at jeg kunne været blevet en af de bedste udøvere i verden uden Peder. Men jeg ville røvkede mig på en cykel i seks timer uden Peder. Han sidder og synger og skaber god stemning, så på den måde er vi jo et godt team, siger Steen Mondrup.

Konceptet om at få løbere og handicappede parret op, prøver de at overføre videre til andre. De vil gerne have det ud i kommunerne, så de handicappede kan få lov at mærke friheden. Det er blevet deres mission.

- Jeg sagde mit job op sidste år før ironman. Det har været en sindssyg kamp.Vi skulle både have projektet ud og få samlet sponsorater, så vi kan leve af det. Den 1. januar havde vi 12.000 på kontoen, og jeg blev nødt til at sælge et cykelhjul for at få råd til min husleje. Men jeg troede på projektet, og det overskyggede alt. Projektet ville gøre en kæmpe forskel for os selv og mange andre mennesker. Det skulle lykkes, siger Steen Mondrup.

Se hele Team Tvillings historie torsdag klokken 20 på TV 2 eller TV 2 PLAY. Nedenfor kan du se de rørende klip fra Team Tvillings Ironman.

Team Tvilling gennemfører ironman: - Jeg glemte mit handicap