Sundhed

Thomas Uhrskov fortæller om dramatisk ski-styrt: Det gjorde svineondt

Se 'To på ski' på TV 2 PLAY

Ski-entusiasten Thomas Uhrskov er tilbage på skærmen med sit eget helt nye ski-program, 'To på ski', som man kan opleve de kommende tirsdage på TV 2 Fri.

Torsdag aften medvirkede han i Go' aften Danmark på TV 2, hvor han fortalte om optagelserne til ski-serien. Her afslørede han, at ham og hans medvært Rasmus Dalberg Jørgensen, faldt en del gange under optagelserne til programmet - men især kom ud for et voldsomt styrt, mens de filmede i Oslo. Han skulle øve sig i et hop, da han landede helt forkert og slog sin højre skulder voldsomt. 

- Det gjorde svineondt. Jeg kan slet ikke forstå, man kan have så ondt uden at besvime, fortalte 57-årige Thomas Uhrskov i Go' aften Danmark.

Kunne ikke bevæge armen

Han tilføjede, at han i dag stadig ikke kan løfte sin højre arm helt op i luften.

- Der gik lang tid, hvor jeg overhovedet ikke kunne bevæge armen, men det går fremad.  

Se videoklippet nedenfor fra optagelserne til 'To på ski', der viser værternes vilde styrt: 

Seerne vil opleve styrtet i program fire af 'To på ski'. I programserien vil Thomas Uhrskov sammen med Danmarks bedste freestyle-skiløber, Rasmus Dalberg Jørgensen, afsløre masser af tips og tricks til seere, der både vil underholdes i sofaen og finde inspiration til nye rejsedestinationer og skifærdigheder. Thomas Uhrskov har nydt at lave programmerne, fordi han elsker at stå på ski og har gjort det i mange år.

- Jeg stopper ikke, så længe jeg kan. Det, der er sjovt, når man er ung, bliver jo ved med at være sjovt, fortalte Thomas Uhrskov i Go' aften Danmark.

Garvet ski-vært

I slutningen af 1990’erne blev Thomas Uhrskov kendt i den danske offentlighed som skiløberen i den gule jakke, når han tog hele familien Danmark med 'På ski'. Derefter fulgte programmerne 'På Ski, Igen' og 'På Ski Igen, Igen'. Men mange vil nok også huske ham som en af de friske og naturglade værter på 'Frihuset', der sidste år kørte på TV 2 Fri. 

Se videoklippet øverst, hvor Thomas Uhrskov fortæller om sit ski-styrt i Go' aften Danmark. 

Thomas Uhrskov

Thomas Uhrskov er født i 1958 i København. Han er forfatter, foredragsholder og journalist med en fortid på Berlingske Tidende og TV 2 Nyhederne. I slutningen af 1990’erne blev han kendt i den danske offentlighed for skiprogrammerne 'På ski'. Siden har han også været vært i 'Frihuset' på TV 2 FRI.