Sundhed

Smart trick: Sådan undersøger du dine cremer og kosmetik for farlig kemi

Med en app kan du tjekke, om dine produkter på badeværelseshylden indeholder skadelig kemi, ligesom flere produkter fra L'Oréal gør.

På trods af at 36 produkter fra skønhedsgiganten L'Oréal sidste år blev testet positive for det ulovlige stof PHMB, så er flere af produkterne stadig på hylderne i flere butikker. Det drejer sig blandt andet om cremer, renseservietter og make-up fjerner fra mærkerne Vichy og Garnier, som L'Oréal sælger i Danmark

Stoffet PHMB, som er i produkterne, er på EUs liste over ulovlige stoffer, da det mistænkes for at være kræftfremkaldende og kunne skade fostre og arveanlæg.

App kan afsløre farlig kemi

Og det er langt fra første gang, at der bliver fundet farlig kemi i de produkter, vi omgiver os med i hverdagen. Derfor har Forbrugrrådet Tænk og Miljøministeriet udviklet appsene 'Tjek Kemien' og 'Kemiluppen', hvor du lynhurtigt kan tjekke, om de produkter, du køber eller har hjemme på badeværelseshylden, er fyldt med kemi.

Ved at scanne stregkoden på produktet, får du direkte svar på, hvorvidt der er stoffer i produktet, som står på EU-listen over problematiske stoffer - ligesom det problematiske stof i L'Oréal-produkterne altså gør.

Appen kan ikke bare bruges til skønhedsprodukter, men også til elektronik, legetøj, møbler og tekstiler - varegrupper, hvor der også tidligere er fundet farlig kemi.

Appen bygger på en database, hvor leverandørerne leverer information om stofferne i produktet. Hvis man scanner et produkt, der endnu ikke er indberettet, har leverandøren 45 dage til at oplyse forbrugeren om de problematiske stoffer.

Flere butikker fjerner produkterne

De 36 omtalte produkter fra L'Oréal sælges ikke længere hos Matas og Coop, skriver Politiken. Men hos landets apoteker og i Magasin bliver produkterne stadig langet over disken, men Apotekerforeninen opfordrer nu landets apoteker til at fjerne produkterne med det samme, skriver Ritzau. 

Hele sagen har Forbrugerrådet Tænk nu indberettet til Miljøstyrelsen Kemikalieinspektion, som vil gå ind i den, eftersom L'Oréal ikke har fjernet produkterne, selvom det er et år siden, at den farlige kemi blev fundet i produkterne.

- Det er klart, at hvis myndighederne insisterer og beder os om at trække produkterne fra markedet, så vil vi gøre det, siger Sonja Christensen, pressechef i L'Oréal Danmark A/S, til Ritzau.