Overgangsalder: Her er tegnene på, du er tæt på
Kroppen viser dig helt klare tegn på, at overgangsalderen er nær – læs om dem her.
Vidste du, at der var noget, der hedder før-overgangsalder? Jo, den er god nok, hormonerne begynder for mange af os at drille allerede sidst i 30’erne. Den gode nyhed er, at det giver dig mulighed for at håndtere dem i god tid og dulme overgangsalderens irriterende følger effektivt.
– De symptomer på før overgangsalder, mange kvinder går rundt med, forveksles ofte med andre lidelser, da før overgangsalder desværre ikke er noget, der er fokus på i Danmark. Men symptomerne skønnes alle at være resultatet af ændret hormonbalance i årene op til overgangsalderen, siger læge Søs Wollesen.
Helt op til 10 år før overgangsalder
Hun taler om to faser, der optræder, lige inden man går i overgangsalder:
Første fase kan begynde helt op til 10 år før sidste menstruation, dvs. allerede i 30’erne for nogles vedkommende. Måske udebliver én eller to årlige ægløsninger, hvilket kan give symptomer som væskeophobning, humørsvingninger, grådlabilitet og PMS-følelse i forstærket grad. Men dog primært de måneder, hvor ægløsning udebliver.
Anden fase er de sidste knap fem år op til sidste menstruation. Her kan flere ægløsninger udeblive og symptomer såsom ømme led, kløende hud, døsigt hoved, maveproblemer, svimmelhed og følelsen af, at hjertet springer et slag over, dukker op.
Se også: Læs på Femina.dk, hvorfor en blød mave er meget sundere end en flad mave.
Her er symptomerne på, du er tæt på overgangsalderen – og hvordan du afhjælper dem:
1. Dine led smerter eller er ømme
Det skyldes svingninger i østrogenproduktionen, da østrogen påvirker leddenes funktion og mængden af ledvæske.
Sådan afhjælper du generne:
- Omega-3 er nødvendigt, da det gør dine celler mere modtagelige for nødvendige hormoner. De enzymer, der skal bruges for at optage omega-3 fra almindelig fiskeolie, har man ikke nok af, hvis man mangler østrogen. Så tag krillolie, der indeholder lettere optagelig omega-3.
- Tumeric virker antiinflammatorisk på de ømme led og stimulerer til dannelse af mere ledvæske.
- Motion frigiver væksthormon, som øger produktion af de andre nødvendige hormoner. Men drop alt for ledbelastende og voldsom motion og idéen om, at det skal gøre ondt for at gøre godt. Sats hellere på yoga, gåture og styrketræning, der ikke udmatter eller smerter dig.
2. Du føler dig døsig eller tåget
Koncentrationen svigter, du er tung og træt i hovedet, og du har problemer med at huske. Det skyldes sandsynligvis, at balancen mellem østrogen og progesteron i dine nerveceller er forstyrret.
Sådan afhjælper du generne:
- Allerførst: Husk, at de kognitive evner kommer igen efter overgangsalderen.
- Ginkgo biloba-tilskud hjælper beviseligt på blodets tilstrømning til hjernen. De aktive stoffer stimulerer de små kar i hjernen. Men vend det med lægen først.
- Skriv huskenoter, og sæt alarmer til at huske dig selv, så hovedet kan holde pause.
- Stil dig selv udfordringer, også selv om du føler dig tung i knolden.
3. Din hud klør
Med ændret østrogenbalance ændres kollagenet i huden, så huden kan begynde at klø, føles stram, tyndere og svagere. Og når østrogenet går ned i niveau, så får testosteronet – det mandlige hormon – mere råderum. Dermed kan akne og mere ”rå” hud opstå. Samt skæg på hagen.
Sådan afhjælper du generne:
- Planteøstrogener kan hjælpe. Der er tre typer i mad. Det ene er bønner, bælgfrugter, kikærter og lignende. Det andet er kerner som rug, spelt og byg. Krydderurter er den tredje slags. Desuden kan det fås som tilskud.
- Spis rodfrugter, der indeholder hyaluronsyre. Det gør huden mere spændstig, da det binder væske i huden.
- Spis gode olier såsom omega-3 og i mindre grad omega-6.
- Sov nok, og undgå stress hvis muligt.
4. Du har forskellige maveproblemer
Udsving i østrogen og progesteron gør, at fordøjelsen kan få hårde vilkår, da østrogenet påvirker fordøjelsessystemet.
Sådan afhjælper du generne:
- Prioritér regelmæssighed. Spis og drik jævnt over dagen.
- Nedsæt dit forbrug af alkohol, sodavand og koffein.
- Daglig motion får maden i maven ”i svingninger”, så det blandes ordentligt med mavesyre og kommer nemmere ud.
- Spis vandopløselige fibre. Dem fra fuldkornsbrød og morgenmadsprodukter er ikke vandopløselige, og de kan forværre problemet. Men fibre fra havregryn og linser er vandbindende og stimulerer tarmens væg og bevægelse.
- Mælkesyrebakterier fra yoghurt eller piller vil være gavnlige.
5. Dit hjerte springer slag over
De svingende østrogen-niveauer får blodkar til at udvide sig kortvarigt og pludseligt. Det mærkes ofte, når man slapper af eller sover. Samtidig har mange, der er i før overgangsalder problemer med blodsukkeret, da svingende hormoner øger produktionen af insulin og stresshormonet kortisol.
Sådan afhjælper du generne:
- Få udelukket hjerteproblemer hos lægen. Hvis alt er fint, så find ro i, at disse ”plop” i hjertet er normale.
- Få nok og ordentlig mad. Særligt midt på dagen med det allerstørste måltid.
- Undgå koffein og alkohol. Spis i stedet kulhydrat som del af din aftensmad, så der sættes gang i dannelsen af sovehormonet melatonin til din hjerne. På den måde kan du sove bedre og måske slippe for at opleve ”hoppene”.
6. Du er svimmel
Her har de svingende hormonniveauer indflydelse på hjernens kemiske beskedsignaler. Du danner samtidig mere kortisol med alderen, og insulinniveauet er øget. Blodtrykket reagerer på den nye situation i kroppen, så du bliver svimmel.
Sådan afhjælper du generne:
- Planteøstrogener kan hjælpe meget. Eller kosttilskud såsom humle, yams-rod, soja m.m.
- Drop dit indtag af salt.
- Dyrk motion, og husk dine pauser.
- Chokolade, kaffe, blåskimmelost, rødvin, larm og lignende kan være det, der trigger følelsen.
OBS! Vær opmærksom på, at alle symptomer på overgangsalder her i artiklen kan have en anden årsag end, at du er i før overgangsalder. Få dem altid tjekket ved lægen først.
Artiklen blev oprindeligt publiceret på femina.dk.