Brækkede ryg og fik flere hjerneblødninger i cykelstyrt: Sådan kom Mads tilbage
Mads Herschend brækkede i 2014 ryggen i en voldsom ulykke. Han fortæller nu om ulykken og om vejen tilbage til et normalt liv.
I maj 2014 var Mads Herschend ude for alle cyklisters værste mareridt.
Han kørte frontalt sammen med en modkørende bilist.
Føreren af bilen overså Mads Herschend, og ulykken var så voldsom, at det svarede til et sammenstød med 230 kilometer i timen.
Mads Herschend fortæller i ‘Go’ morgen Danmark’, hvordan han og familien oplevede den voldsomme ulykke, hvor han blev slynget af sin cykel og landede oven på bilen.
- Jeg brækkede ryggen to steder, brækkede brystbenet, mine lunger klappede sammen, jeg fik voldsomme brud i ansigtet og fem hjerneblødninger, fortæller han i udsendelsen.
Ulykken skete, da Mads Herschend kørte cykelløb, og han lå i fronten af feltet. Følgebilen vinkede tre biler væk, men den sidste bil med en ældre fører så ikke anvisningen.
Han fortsatte og kolliderede frontalt med Mads Herschend.
Værst for familien
Mads Herschends skader var så voldsomme, at han blev lagt i koma på sygehuset. Derfor kan han heller ikke selv huske, hvordan ulykken skete og dagene derefter.
- Jeg var i koma og efterfølgende meget konfus på grund af hjerneblødningerne og morfinen. Så jeg kan ikke huske det. Men min familie skulle stå og vente og få at vide ved operationsgangen hvordan og hvorledes. De har oplevet det grimme, mens jeg “bare” har fået nogle bank, siger Mads Herschend.
Starter fra bunden
Efter ulykken skulle Mads Herschend starte forfra med mange ting. Blandt andet skulle han igen lære at gå.
- Jeg var lam i hele venstre side af kroppen og skulle derfor lære at gå igen. Jeg kan ikke huske noget fra det her tidspunkt, men jeg kan huske, at jeg efter tre uger skal på et løbebånd med min fysioterapeaut. Jeg var så stolt over, at jeg kunne presse farten helt op på seks kilometer i timen. Det var en sejr for mig.
Mads Herschend blev mere og mere rask, og hans helbred blev løbende bedre.
En dag gik det dog op for ham, at der var et psykisk traume fra ulykken, som gjorde det svært for ham at fungere ordentligt sammen med sin kæreste.
I videoen kan du høre Mads Herschend fortælle om oplevelsen, og hvordan han kom videre.
Det lykkedes efterfølgende endda Mads Herschend at komme tilbage på cyklen.
- Det var en sejr. Jeg ikke bare sad på cyklen, jeg kunne også stå op og cykle. Jeg kunne gøre det, jeg havde gjort før, fortæller Mads Herschend.