Sundhed

De ældres bedste råd: Sådan bliver det lange liv lykkeligt

Danskerne bliver ældre og ældre. Men hvordan bliver de mange år fyldt med glæde? En gruppe danske pensionister giver her svaret.

Siden 2001 er danskernes gennemsnitlige levealder steget med fire år. I dag bliver danske mænd i gennemsnit 78,6 år, mens kvinderne bliver 82,5 år gamle.

Men de mange år skulle jo også gerne være rige på kærlighed og fattige på problemer - og hvordan sørger man for det?

TV 2 har spurgt en række ældre mennesker om, hvad der gør livet værd at leve. Flere af dem nævner en aktiv livsstil og et godt helbred som altafgørende. Blandt andet Asbjørn Eriksen, der hver morgen svømmer 20 baner i svømmehallen i Tønder.

- Det er for at holde helbreddet i gang. Det er den bedste medicin, man kan få, siger han.

Ingrid Kvist fra Vejle er tidligere gymnast, men som snart 104-årig har hun droppet den aktive livsstil.

Laver du stadig morgengymnastik?

- Næ. Det gør jeg ikke. Nu nyder jeg livet og sætter mig ned og tænker på noget dejligt, siger hun.

Ingen panik over ældrebyrde

I takt med at danskerne lever længere, er der færre unge til at tage sig af dem. Men forsker i aldring, Kaare Christensen, synes ikke, at der er grund til at lade sig gå på af den såkaldte ældrebyrde.

- Det, at vi ikke er døde, er vel næppe den største udfordring, menneskeheden har mødt, siger han. 

Han peger på, at vores bedre livsvilkår og bedre muligheder for medicinsk behandling holder os i live længere.

Smil til verden

Mikael Christensen fra Vejle er 88 år. Han fortæller, at ensomhed kan være en del af det at blive ældre, når man for eksempel mister sin ægtefælle. Men selv efter det kan livet blive godt igen.

- Jeg savner hende meget. Og de sidste 20 år, der har jeg været helt alene. Så jeg har været glad for at komme her op (på plejehjemmet, red.) og snakke med andre, gå en tur sammen med en anden dame og den slags ting, siger han.

Han bor på samme plejehjem som Ingrid Kvist, der har et simpelt råd til at gøre det lange liv lykkeligt:

- Smil til verden, og den smiler til dig igen.