Sundhed

Hjerte-professor: Man dør ikke af en puls på 240 slag i minuttet

Professor i hjertearytmi Jens Cosedis Nielsen forsikrer, at rytmeforstyrrelser i hjertet er ganske ufarligt, og at det ikke er noget, man dør af.

Selv om det utvivlsomt må føles meget ubehageligt, at ens hjerte galopperer af sted med over 200 slag i minuttet, hvilket er omkring fire gange normal hastighed ved hvilepuls, så er det ganske ufarligt.

Det konstaterer Jens Cosedis Nielsen, som er operationslæge ved Aarhus Universitetshospital og professor i specialet hjertearytmi (dvs. rytmeforstyrrelser i hjertet, red.).

- Vi gør meget ud af at indskærpe over for vores patienter, at man ikke dør af den slags godartede rytmeforstyrrelser i hjertet. For så længe hjertet er normalt, sker der ikke noget ved det, siger Jens Cosedis Nielsen til TV 2 og fortsætter.

- Det kan selvfølgelig være rigtig generende, hvis man som Mads (den 15-årige hjertepatient i 'Holder Danmark i live', red.) bliver utilpas og besvimer af det. Men det er stadigvæk ikke hjertet, man skal være bekymret for, men måske snarere, at man falder uheldigt og slår sig under et ildebefindende, konstaterer han.

I videoklippet fra 'Holder Danmark i live' øverst opereres 15-årige Mads Mathiesen for sin hjertearytmi

Et ekstra-slag kan udløse medfødt hjertearytmi

Ifølge Jens Cosedis Nielsen oplever alle mennesker indimellem, at hjertet slår et ekstra slag, selv om det ikke er alle, der mærker det. Men hvis man har et medfødt anlæg for hjertearytmi, kan sådan et ekstra-slag pludselig udløse et anfald, hvor hjertet løber løbsk med en meget hurtig puls.

- Som sagt er det ikke farligt, at hjertet slår så hurtigt som op til 270 slag i minuttet, og for spædbørns vedkommende helt op til 300 slag. Nogle mennesker lever med den slags anfald i årevis uden at gøre noget ved det, siger professoren og tilføjer.

Fakta Holder Danmark i live 2015

* En helt almindelig onsdag i september 2015 fulgte 100 kameraer ansatte og patienter på landets hospitaler og i lægepraksisser og indfangede alt, hvad der skete på operationsstuerne, i fødeafsnittene, på børneafdelingerne og i akutmodtagelserne * 'Holder Danmark i live', som programserien hedder, viser et øjebliksbillede af det danske sundhedsvæsen, som 95 procent af danskerne er i kontakt med hvert år, og giver et indblik i, hvordan vi dagligt prioriterer de over 100 milliarder kroner, der hvert år postes i det * Programserien bygger på 'Keeping Britain Alive', der er blevet sendt på BBC. 'Holder Danmark i live' har 10 afsnit og sendes hver tirsdag klokken 20.50 på TV 2

- Der kan gå år imellem anfaldene, men de kan også komme hyppigt. Så man kan ikke forudsige, hvornår det sker. Men hjertet vil altid finde tilbage til normal rytme igen efter noget tid, lyder det fra Jens Cosedis Nielsen, som har et enkelt godt råd til, hvad man skal gøre, hvis man pludselig rammes af et arytmi-anfald:

- Det bedste, man kan gøre, er at lægge sig ned og slappe så meget af som muligt, siger han.

Næsten 4000 opereres for hjertearytmi om året

Selv om det er sjældent, at man i så ung en alder som 15-årige Mads Mathiesen rammes af hjertearytmi, er det ikke ualmindeligt at lide af rytmeforstyrrelser i hjertet. Sidste år blev der foretaget næsten 4000 operationer på Aarhus Universitetshospital og Rigshospitalet tilsammen.

I videoklippet herunder vågner Mads op efter en vellykket hjerteoperation på Aarhus Universitetshospital

Som det fremgik af programmet, skal kirurgen under operationen være meget præcis, når han via et kateder fører et lille varmelegeme op i hjertet og brænder i vævet for at stoppe de forkerte impulser. Hvis han brænder et par sekunder for længe, kan han nemlig brænde forbindelsen helt over, så patienten skal have pacemaker resten af livet. Det sker dog meget sjældent.

- Statistikken siger, at det går galt i ét ud af hundrede tilfælde. Men reelt set er det kun i ét ud af 500 tilfælde, at patienten ender med at skulle have en pacemaker, siger Jens Cosedis Nielsen.

For alle de patienter, der gennemgår en vellykket operation, er det kun 5-10 procent, som oplever at få rytmeforstyrrelser i hjertet igen. Hvis man helst vil undgå operation, kan man i stedet vælge at få medicinsk behandling mod hjertearytmi.

Gik du glip af tirsdagens femte afsnit af 'Holder Danmark i live', kan du se det lige nu på TV 2 Play, hvor der også er snigpremiere på næste afsnit