Sundhed

Stigende antal mænd fedtsuget: Farvel til 'dansehåndtag'

Et stigende antal danske mænd får skønhedsoperationer. Torben Andersen fortæller her, hvorfor træning ikke er nok for ham.

I går kunne TV 2 Nyhederne fortælle om et stigende antal danske kvinder, der lægger sig under kniven og får foretaget såkaldte 'mommy makeover'-operationer, hvor både bryster og mave får et løft. 

Men det er ikke kun de danske kvinder, der i stigende grad får hjælp af kirugerne i jagten på skønheden. 

De danske mænd kommer nemlig også oftere og oftere under kniven. I 2005 var der 5039 kosmetiske indgreb blandt mændene, mens det tal i 2014 var steget til 7190 operationer - såsom hængende øjenlåg og fedtsugninger. 

Farvel til dansedellerne

Det er dog særligt én type operationer, mændende får foretaget: Nemlig fedtsugninger omkring hofterne. Populært kaldet 'sidedeller' eller 'dansehåndtag'. 

Det er også tilfældet for 41-årige Torben Andersen, der har fået foretaget flere operationer, og som du kan se i toppen af artiklen.

Seks gange om ugen vægttræner bygningsmaleren i sin kælder lidt syd for Aarhus. 

Men selvom Torben Andersen både vægt- og løbetræner, har det alligevel været nødvendigt at få foretaget fire fedtsugninger. 

- Selvom jeg kom ned på 86 kilo, så havde jeg stadig store buler på hofterne. Også selvom jeg løb seks gange om ugen, fortæller Torben Andersen, der som mange andre danske mænd har fået en fedtsugning. 

Ekspert: Mænd skal være stramme

Ifølge psykoterapeut og forfatter Martin Østergaard er danske mænd blevet mere bevidste om deres udseende:   

- Det er ikke længere nok at være 'providers', vi skal også tjene masser af penge og se godt ud. Derfor er mænd blevet mere selvoptagede, siger mande-eksperten.

Du kan se ham uddybe udviklingen i videoen herunder. 

I grafikken her kan du læse mere om de forskellige typer kosmetiske operationer, danskerne får foretaget.