Læge Søs Wollesen kommer med konkrete tips til, hvad man kan gøre og spise for at mindske symptomerne på overgangsalder.
Overgangsalderen er for nogle kvinder forbundet med tabu.
Læge Søs Wollesen kommer med sit bud på, hvordan det kan være, i 'Go' morgen Danmark'.
- Noget af det hænger sammen med, at du går fra den fertile alder til den ikke-fertile alder. Du går fra at kunne føde børn til ikke at kunne føde børn, siger lægen, der møder en del kvinder, der har det svært med overgangen.
Overgangsalder
Kvinder får i gennemsnit deres sidste menstruation omkring 52-års-alderen
Overgangsalderen er perioden omkring den sidste menstruation
I overgangsalderen er det almindeligt med blødningsforstyrrelser, hedeture og svedtendens
Med tiden kan der også komme knogleskørhed og tørre slimhinder
Rygere og tynde kvinder har flest overgangsaldergener
Den mest effektive behandling er hormonbehandling, der kan gives lokalt i underlivet eller systemisk (til hele kroppen)
Kilde: Sundhed.dk
- Det er helst noget, vi ikke taler så meget om. Hvis det endelig er, så prøver vi at joke med det for at holde det ud i strækt arm, siger hun.
Der er mange symptomer forbundet med overgangsalderen. De mest klassiske er:
- Hedeture, der kan blive efterfulgt af en svedetur. Så kan det være humørsvigninger, vægtstigning og hovedpine, siger hun.
Faktisk er der ifølge lægen cirka 200 forskellige symptomer forbundet med overgangsalderen - op til, under og efter.
Sus Wollesen kommer her med tre naturlige tips, der kan være med til at lindre symptomerne:
Lægens tre råd til kvinder i overgangsalderen
Spis det rigtige
Man kan først og fremmest tage et godt kig på sin kost, forklarer Søs Wollesen.
Her kan man skrue ned for kødet og op for bælgfrugterne (bønner, linser og ærter), kerner og krydderurter.
- Det indeholder planteøstrogener. De simulerer lidt østrogenerne indeni i vores krop - bare i en meget mild udgave.
- De kan godt gå ind og være med til at stabilisere og på den måde være med til at lindre nogle af de symptomer, der er.
Vær også opmærksom på, at eksempelvis stærke krydderier og kaffe kan tricke symptomerne.
Få pulsen op
Det er altid en god idé at holde sig i form og dyrke motion - også når overgangsalderen rammer.
- Du skal også dyrke noget mere motion, for det medvirker også til at stabilisere hormonerne, reducere hedeture og svedeture.
Prøv også at indføre regelmæssige rytmer i hverdagen, så stressniveauet ryger ned.
Sov godt
Om aftenen oplever mange at blive mere kuldskære.
- Normalt vil hjernen sige, at det er normalt. Men i den her fase af livet, vil den sige 'åh åh, jeg er i krise' og derfor vil den skrue op for temperaturen.
Ved at tage f.eks. sokker på om natten kan man stabilisere kropstemperaturen.
Og så bør man også spise flere bananer.
- Bananen indeholder et stof, der går op og medvirker til at danne melatonin som er vores søvnhormon, så på den måde kan det også bidrage til bedre søvn.