Sundhed

Når Morten dør har han en plan: - Jeg synes, at døden er et praktisk problem

Når Morten Wied engang dør, får han ikke en klassisk begravelse. Han skal derimod fryses ned, så han kan genopstå, når videnskaben tillader det.

Menneskets død er tragisk.

Det mener Morten Wied i hvert fald, og det vil han ikke tage til takke med. Derfor har han betalt 8000 kroner, så han efter sin død fryses ned i en beholder og forhåbentlig blive genoplivet mange år ude i fremtiden. 

- Jeg har da ligesom alle andre mennesker en basisangst for at dø. Men jeg gør det lige så meget ud af min kærlighed til livet, fortæller Morten Wied i 'Go' morgen Danmark'. 

- Den her mulighed er bare så meget mere spændende end en almindelig bisættelse efterfulgt af en kremering.

Klokken er 10.23 og Morten Wied er død

Når Morten Wied engang lukker øjnene og bliver erklæret død, går der en proces igang, som ikke er lig nogen som helst anden død.

- Så begynder man at køle min hjerne og min krop ned. I mit tilfælde kommer der et stand by team fra England, der tømmer blodet ud af blodårerne og ligger mit hovede på tøris, og så ender jeg i en stålbeholder på den anden side af Atlanten i Michigan, siger han. 

Ligesom organdonerer, allergikere eller andre med vigtige medicinske oplysninger, går rundt med en form for mærke, så går Morten Wied rundt med en halskæde, hvor der står numrene på en række mennesker, man skal ringe til i forbindelse med hans død. 

- Mig bekendt har den aldrig været afgørende for, om man blev frosset ned eller ej. Men det er en lille fin ting, som man kan vise. 

- Der er ingen garantier

Selvom Morten Wied har taget valget om at blive frosset ned, fordi han har en stor kærlighed til livet, er der ifølge ham selv ingen garantier for, at han kommer til at leve livet igen om 100 år. 

- Der skal ske to ting for, at det kan lade sig gøre at blive genoplivet. Hvad end jeg er død af, skal kunne kureres, og så skal man have fundet en forsvarlig genoptøningsproces. Og det eksisterer ikke i dag, så der er ingen garantier, fortæller Morten Wied. 

Men Morten Wied har ikke brug for garantier. Han ser sin nedfrysning som en såkaldt 'win-win'-situation, hvor han vinder lige meget hvad.

- Det er risikofrit at udfordre døden på den her måde, for jeg er jo allerede død. Så jeg har ikke noget at miste, men jeg har et eventyr at vinde. Så hvorfor ikke?

- Jeg synes, at døden er en tragedie, og jeg synes, at døden er et praktisk problem. Jeg har gjort, hvad jeg kunne, for at spille mine chancer. 

Mennesket har ingen sjæl

Morten Wied er allerede død, når han skal fryses ned, og derfor er vært på 'Go' morgen Danmark' Puk Elsgård interesseret i at vide, hvad der så bliver af hans sjæl. 

- Jeg tror ikke, at vi har en. Og hvis vi har, ja så virker det jo ikke, for så mangler der jo noget væsentligt.

- Hvis vi ikke har en sjæl, så er vi jo bare halvandet kilo gråt kød mellem vores ører, og det er der jo muligheder i, for så kan vi bevares. Og så er der måske mere perspektiv til menneskelivet, end det vi er blevet fortalt til at starte med, svarer han.

Og de muligheder det kan give, hvis mennesker blot er en klump kød mellem to ører, er Morten Wied vild med. 

- Det er en holdning, man kan have til tilværelsen, og jeg synes, at det skal være et eventyr.