Sundhed

Det her er det bedste tidspunkt at drikke kaffe på

Kaffe

Det handler om at dosere dit indtag af kaffe i forhold til din følelse af træthed, hvis du vil opnå den bedste virkning af kaffens koffein.

Du drikker måske en god kop kaffe, hvis du føler dig lidt søvnig og gerne vil kvikkes op. Men hvis du er meget træt, vil du faktisk ikke opnå den fulde effekt af koffeinen i din kaffe. Det lyder måske kontraintuitivt, men undersøgelser viser, at koffeinen i kaffe virker bedst, når du er udhvilet - og dermed ikke, når du er træt og netop føler et behov for kaffe. Det skriver journalist og forfatter Stephen Braun i bogen ’Buzz: The Science and Lore of Alcohol and Caffeine’, hvori Braun undersøger effekterne af alkohol og kaffe. Det skriver Bloomberg Business.

Forklaringen findes i koffeinens kemiske funktion. Ifølge Braun efterligner koffein et kemisk og naturligt forekommende stof i hjernen kaldet adenosin, som faktisk virker sløvende for hjernens aktivitet. Men netop fordi koffein ligner adenosin, kan stoffet også optages af de samme receptorer og således blokere for optagelsen af adenosin.

Koffein vil derfor ikke have den store virkning, hvis du er så træt, at de kemikalier, koffeinen blokkerer vejen for, allerede er opbrugt, skriver Braun:

"Koffein fungerer bedst, når du allerede har høje niveauer af disse ’acceleratorer’ - som når man har haft en god nats søvn eller har taget sig en lur," skriver han.

Hvis du er i søvnunderskud, vil du med andre ord ikke opnå den fulde effekt af koffeinen, og det kan derfor være en god idé at drikke en stor kop kaffe efter en god lur, hvis du skal præstere på arbejdet.

Det betyder ikke, at du skal droppe kaffen, når du er træt. Koffeinen har stadig en virkning på hjernen, uanset om du er træt eller ej. Den proportionale virkning er blot størst, når du i forvejen er frisk. Det kan derfor virker som et paradoks, at virkningen af koffeinen er mindst, når man har mest brug for den.