Danske kvinder: Derfor overvejer vi plastikkirurgi
Ny undersøgelse viser, at hver 12. kvinde overvejer at få en plastikoperation. Her fortæller nogle af kvinderne hvorfor.
- Nu har vi muligheden for at få lavet nogle ting om, som vi er kede af. Hvorfor skal vi så ikke lave det om? Hvorfor skal vi gå rundt og fortsætte med at være kede af det?
Sådan spørger Trine Korsgaard, der har valgt at fortælle åbent om sine overvejelser omkring plastikkirurgi.
Hun er blandt de 8 procent af danske kvinder, der, ifølge en ny undersøgelse fra Voxmeter foretaget på vegne af privathospitalerne Aleris-Hamlet, lige nu går rundt med planer om eller overvejer at få foretaget en plastikoperation i det kommende år.
Ifølge sociolog Ulla Holm har kroppen udviklet sig til et aktiv for kvinder, især på grund af sociale medier.
- Sociale medier har ændret den måde, vi viser vores krop frem på. Især på instagram stiller vi vores kropsdele til skue som kunstværker.
- Flere kendte - som for eksempel Kim Kardashian og danske Caroline Wozniacki - bruger deres afklædte krop som en del af deres markedsføring. Det er med til at præge danske kvinders forhold til deres kroppe. Og det bliver blandt andet afspejlet i den stigende efterspørgsel på plastikkirurgi, siger Ulla Holm.
Læs mere om de kvinder, der har valgt at fortælle åbent om deres overvejelser med plastikkirugi i mosaikken her.
De mest populære plastikoperationer
Der findes flere former for plastikkirurgi. Især brystoperationer er en populær form for plastikkirurgi. Både brystforstørrende- og brystreducerende operationer samt brystløft er yderst populære. Det viser en opgørelse fra American Society of Aesthetic Plastic Surgery, der blev publiceret i 2015.
Se de mest populære, og hvad de koster i grafikken her.
Flere kvinder i hovedstaden vil under kniven
Undersøgelsen viser også, at der er flere kvinder i hovedstadsområdet, der har planer om eller overvejer at få foretaget en plastikkirurgisk operation. Her er det hver tiende kvinde, der går i med de planer, mens det i Nordjylland kun er hver tyvende.
Sociolog Ulla Holm forklarer de geografiske forskelle med, at man i storbyen i højere grad befinder sig blandt fremmede.
- Vi er genstand for hinandens objektiverende blikke, fordi vi omgås som fremmede i byen. Det øger betydningen af kroppens ydre, siger hun.