Din seng kan gøre dig søvnløs
Din seng kan blive forbundet med søvnløshed, men vil du sove godt igen, skal du blive liggende
Et knust hjerte, alvorlig sygdom i familien eller en usammenhængende økonomi kan være skyld i, at du ikke får sovet de timer, du egentlig har brug for.
De mange tanker og bekymringer, der kværner rundt i hovedet, kan faktisk resultere i, at du i en lang periode vil opleve at lide af søvnløshed, forklarer Jan Ovesen, der er overlæge ved Scansleep og specialist i søvnmedicin.
Søvnekspert: Så mange timer skal du minimum sove hver nat
- Det er helt rimeligt og naturligt, at folk, der i en periode oplever personlig stress i forbindelse med eksempelvis ulykkelig kærlighed, alvorlig sygdom eller en uholdbar økonomisk situation, reagerer med søvnbesvær. Men hvis man oplever at have søvnbesvær på grund af personlig stress i tilpas lang tid, kan det faktisk udvikle sig til at søvnbesværet bliver udløst af sengen og ikke af de personlige problemer, forklarer han.
Din seng bliver din søvnfjende
Problemet bliver dermed forstærket af, at din krop holder op med at forbinde sengen med et sted, hvor du sover, forklarer han.
- Helt ubevidst begynder kroppen at opfatte sengen som den faktor, der aktiverer søvnbesværet. Gradvist begynder kroppen altså at associere sengen med søvnløshed og dermed bliver søvnløsheden aktiveret af sengen. Og så kan man ende med at døje med søvnbesvær i meget lang tid, hvis man ikke gør noget ved det, siger Jan Ovesen.
Ekspert: Derfor skal børn tidligere i seng
Skift ikke sengen ud med sofaen
Mange, der ikke kan falde i søvn i deres seng, fordi sengene ubevidst aktiverer søvnløsheden, vil sandsynligvis ende med at vælge at sove et andet sted end i sengen for at få indhentet den tabte søvn. Men faktisk skal man gøre lige netop det modsatte, lyder rådet fra Jan Ovesen.
- Hvis man vil sin søvnløshed til livs, så må man ikke sove i løbet af dagen, ligesom man ikke må sove andre steder end i sin seng. Man skal altså ikke begynde at sove på sofaen i stedet, understreger han.
Gå ikke tidligere i seng
Derudover skal man – selv om man er træt – ikke gå tidligere i seng, end man plejer. Det vil blot forværre situationen.
- Nogle vælger at gå tidligere i seng, men så ender det med, at de ligger søvnløse endnu længere tid i sengen, og det er faktisk med til at understøtte, at sengen udløser søvnløsheden. Så går man tidligere i seng end normalt, vil man faktisk forværre situationen. Derimod skal man gå væsentligt senere i seng, end man plejer, så man er så træt, at man ikke har svært ved at falde i søvn, når man lægger sig, siger han.
Det kan tage sin tid, før du er rettet op
Ifølge søvneksperten bør du overveje at skyde din sengetid op til et par timer, så du sikrer dig, at du er rigtigt træt, når du lægger dig. Forvent dog ikke en mirakelkur den første nat. Ting tager tid.
- Det, man opnår, når man går senere i seng, er, at den aktiverende effekt som sengen har, bliver svagere og svagere, og på sigt kan man stille og roligt få stabiliseret sin søvn. Men det kan godt ende med at tage flere måneder, før man er tilbage til en normal søvn, siger han.