Sundhed

Derfor har du snasket voks i ørerne

Vidste du, at der findes to slags ørevoks, og ved du hvilken af de to typer, du selv avler i øregangen? Læs med, og bliv klogere på den gule substans.

Måske tænker du bare på dit ørevoks som generende og klistret - noget du bare skal have fjernet med en vatpind.

Men faktisk spiller cerumen - som er den korrekte betegnelse for ørevoks - en ikke-uvæsentlig rolle for dit velbefindende. Først og fremmest forhindrer ørevoks insekter i at kravle ind i din øregang, ligesom det også forhindrer din øregang i at tørre ud. Af samme årsag var de første læbepomader lavet af netop ørevoks, skriver BBC.

Dræbte bakterier

Nogle forskere mener desuden, at ørevoks har en antibakteriel funktion. I 1980 blandede to forskere ørevoks fra 12 personer i en alkoholopløsning, som efterfølgende blev smurt ud over flere bakteriegrupper.

I nogle tilfælde formåede blandingen at dræbe op mod 99 procent af bakterierne, og den havde klare antibakterielle virkninger på alle de ti testede slags bakterier.

I 2010 gennemførte en gruppe tyske forskere et lignende forsøg, som også konkluderede, at cerumen kan dræbe bakterier. Men i et forsøg fra 2000, var resultatet dog, at ørevoks faktisk fik bakterierne til at vokse.

En forklaring på de forskellige forskningsresultater kan være, at der er blevet anvendt forskellige former for ørevoks, oplyser BBC. Hypotesen er ikke endeligt bekræftet, men forskellen kan skyldes, at der i de to forsøg fra 1980 og 2011 blev der anvendt tør ørevoks, mens der i år 2000 blev brugt ørevoks, der var vådt. Den gule voks kommer nemlig i begge former - og det er genetisk bestemt, hvilken type du selv render rundt med i øregangen.

Gener bestemmer

Det er et enkelt lille gen, som afgør, om man har vådt eller tørt snask i øret - og det er det samme gen, som afgør, hvordan ørevoksen lugter. Samtidig er de to forskellige typer ørevoks udbredt i hver deres del af verden.

Derfor kan man også bruge ørevoks til at undersøge migrationsmønstre. Har man kaukasiske eller afrikanske rødder, har man størst sandsynlighed for at have våd ørevoks. Stammer man derimod fra Østeuropa, er det mere sandsynligt, at man gemmer den tørre version i den ydre ørekanal.

Opskriften på ørevoks er i øvrigt utroligt simpel - det består af hår, døde hudceller og andet organisk materiale. Tænk over det, næste gang, du finder vatpinden frem.