Sundhed

Seks myter om alkohol: Bliver man mere fuld af at drikke med sugerør?

Sugerør, kulde eller tom mave. Der findes mange myter om, hvornår man bliver mest fuld af alkohol. Her får du svar på, hvad der er op og ned.

Måske kender du påstanden om, at man bliver mere fuld af at drikke med sugerør. At alkoholen slår hårdere, når man kommer udenfor - eller at man får en større brandert, når man blander.

Junglen af alkoholmyter kan være kringlet. Og det er langt fra alle påstande, der er hold i, fastslår professor og alkoholforsker Janne Tolstrup fra Statens Institut for Folkesundhed.

Overfor videnskab.dk afliver hun myten om, at man skulle blive mere fuld af at drikke med sugerør.

- Det er meget svært at forestille sig, at man skulle kunne blive mere fuld af at drikke med sugerør. Altså hvis man drikker hurtigere med sugerør, bliver man måske hurtigere fuld, men i sidste ende bliver man ikke mere fuld, siger Janne Tolstrup.

Men hvad så med alle de andre alkoholmyter? TV 2 har opstillet en række for Janne Tolstrup, der herunder afliver eller bekræfter dem alle én for én.

Seks påstande om alkoholbranderter

  1. Alkohol slår hårdere i kulden

    Falsk: Alkohol omsættes i leveren, og den proces påvirkes ikke af ydre omstændigheder, såsom varme eller kulde. Man kan dog godt føle sig mere beruset, når man har drukket og kommer ud i kulden, forklarer Janne Tolstrup.

    - Påstanden holder på den måde, at man ofte opdager, hvor fuld man er, når man skal foretage sig noget - som eksempelvis at finde sin cykel eller preje en taxa. Så bliver man mødt ansigt til ansigt med sin brandert.

  2. Man bliver mere fuld af at drikke alkohol med brus

    Sandt: Champagne eksempelvis gør dig hurtigere beruset, fordi kuldioxid (boblerne) øger optagelsen af alkohol i kroppen.

    - Der er lavet en - godt nok meget lille - undersøgelse, der viser, at man bliver lidt mere fuld af væsker med brus. Det skyldes, at når man får kulsyren ned i maven, så bliver alkoholen hurtigere optaget, men det er altså en ganske, ganske lille effekt, siger Janne Tolstrup.

  3. Man bliver mere fuld, når man blander alkohol

    Falsk: Det er mængden af alkohol, du indtager, der har betydning for, hvor fuld du bliver. Om det kommer fra øl, vin og/eller vodka, er kroppen ligeglad med. 

    - Det er svært at forestille sig, at det skulle have en effekt at blande alkohol. Interaktionen mellem to typer alkohol burde ikke spille ind. Det er nok nærmere noget med, at man generelt har drukket mere de aftener, hvor man også blander, siger Janne Tolstrup.

  4. Små mennesker bliver hurtigere fulde end store mennesker

    Sandt: Højde og drøjde har en indvirkning på, hvor hurtigt du bliver fuld. Derfor spiller køn også ofte ind. Drikker en mand og en kvinde eksempelvis lige mange shots, vil kvinden som udgangspunkt få en højere promille end manden, siger Janne Tolstrup.

    - Alkohol fordeler sig kun i den del af kroppen, der ikke er fedt. Derfor betyder køn noget, fordi kvinder ofte har en større fedtprocent og kropsstørrelse. En lille mand vil også blive mere fuld end en stor mand, siger hun.

  5. Når man drikker på tom mave, bliver man mere fuld

    Sandt: Din krop optager alkohol fra mavesækken. Og er din mave tom, når du drikker, vil alkoholen passere hurtigt videre ud i systemet.

    - Derfor bliver man mere fuld, når man drikker på tom mave, fordi det kommer hurtigere ud i blodbanen, siger Janne Tolstrup. 

    Har du derimod spist et godt måltid, vil det hele blive længere tid i mavesækken, og det giver enzymerne her tid til at nedbryde noget af alkoholen. Har du ikke spist hele dagen før en bytur, vil alkoholen derfor "ramme" dig hurtigere.

  6. Man bliver hurtigere fuld, hvis man drikker med sugerør

    Falsk: Selv om der ikke findes en videnskabelig test af spørgsmålet, har Janne Tolstrup et meget klart svar: Nej, sugerør gør dig ikke mere fuld.

    - Hvor fuld, man bliver, afhænger først og fremmest af, hvor meget man drikker på hvor lang tid. Så jo mere man indtager på kort tid, jo højere blodpromille får man - og jo fuldere vil mange føle sig, siger hun.