Sundhed

Healer: Jeg kobler mig på Gud og universet - det er helt naturligt

Steen Kofoed forklarer her, hvordan han i et nyt TV 2-program forsøger at heale en dreng, der lider af svær ADHD. Det hele sker ved tankens kraft.

11-årige Emil lægger sig op på briksen. Helt salig ligger han der, mens Steen Kofoed ligger sin hånd på Emil forskellige steder på hans krop.

Steen Kofoed er healer. I programmet 'Healing - Den sidste udvej' skal han forsøge at hjælpe Emil, der lider af ADHD i svær grad og er oppe på en meget høj dosis medicin. Steen Kofoed skal få Emil til at finde sin indre ro, så han kan smide medicinen.

- Jeg arbejder med en ren healing, som jeg kalder sindsro. Her går jeg ind og skaber kontakt med min dybe ro, som jeg kan overføre til Emil. Jeg sætter en form for spejl op, så Emil kan se min ro, for så bliver hans ro aktiveret. Jeg sætter mine hænder rundt omkring på hans krop for at overføre roen til alle steder, forklarer Steen Kofoed til TV 2.

Steen Kofoed har, lige siden han var barn, oplevet, at han havde claircoyante evner. Disse evner har han sidenhen arbejdet med som healer.

- Jeg har ritualer, jeg laver, inden jeg går i gang. Bevidsthedsmæssigt går jeg ind i mig selv og aktiverer de redskaber, jeg kan bruge – mine psykiske evner og clairvoyante evner. Når et menneske kommer ind til mig, skal jeg mærke, hvordan mennesket har det. Alle kender jo til det at komme ind i et rum, hvor man kan mærke, hvis et andet menneske ikke har det godt - nogle vil kalde det empati, men det er jo en psykisk sansning. Den egenskab har jeg så har trænet, siger Steen Kofoed.

Har clairvoyante evner

Foruden den rene healing, som han bruger på Emil i programmet, arbejder Steen Kofoed også med traditionel healing. 

- Ved den traditionelle healing kobler jeg mig på Gud og universet. Ved sindsro kobler jeg mig ikke på noget, men går ind i mit eget centrum og mit eget lys, siger han og forklarer, at Emils ro bliver synliggjort ved den rene realing, mens det ved den traditionelle healing er hans uro, der bliver synlig.

- Hans uro vil gøre ham mere forvirret. Ved andre patienter - for eksempel dem med psykiske problemer - kan den traditionelle healing have en god effekt, siger Steen Kofoed.

Healing - Den sidste udvej

I programserien 'Healing - Den sidste udvej' følger vi otte danskere, der alle forgæves har kæmpet for at slippe af med deres lidelser - hvad enten de er psykiske eller fysiske. De har prøvet alt, og den sidste udvej er nu healing. En behandlingsform, hvor patienterne helbredes med tankens kraft. Med tankens kraft bliver energier via en healer overført fra det åndelige univers til patienten, der får genoprettet sine ubalancer. 

Om det virker, kan du se på TV 2 mandage klokken 20 på TV 2 og TV 2 PLAY.

- Hvordan kobler du dig på Gud og universet?

- Det er også noget med at træne. Du har måske en sytrådsforbindelse til Gud, mens jeg har udviklet en trådløs mobilforbindelse til gud. Det har jeg trænet op ved at bede til gud.

- Hvordan ved du, at du er i kontakt med Gud?

- Det er en følelse, der kræver tillid. Det giver en glædesfølelse inden i hjertet, siger Steen Kofoed, der sommetider også oplever, at han ikke kan få hul igennem til de øvre magter, men for det meste lykkes det dog.

Eksperter kritiserer healingen

I healerens praksis kommer der folk, der lider af alt fra hovedpine til psykiske diagnoser. 

- Der har været folk i min klinik med psykiske diagnoser, der har smidt medicinen. Jeg har også oplevet rygproblemer, der helt forsvinder, siger Steen Kofoed.

I programmet 'Healing - Den sidste udvej' kritiserer flere videnskabsfolk, der arbejder med neurologi og hjernen, healing som metode, fordi den ikke relaterer sig til videnskab, men til det overnaturlige. Deres påstand er, at hvis patienterne mærker bedring, skyldes det den opmærksomhed, de får fra healeren, og at de er i et roligt miljø.

En af kritikerne er mikrobiolog og hjerneforsker Jon Wegener.

- Jeg ville først kunne blive overbevist, hvis der var nogle, der kunne forklare, hvilken mekanisme der skulle ligge til grund for, at det her skulle virke. Og hvis det man appellerer til er ånder eller noget andet immaterielt, vil jeg ikke kunne acceptere det, siger han.

I programmet mener eksperterne desuden også, at det også kan have indflydelse på patienterne, at de bliver fulgt af et TV-hold.

TV 2 har forholdt Steen Kofoed kritikken fra eksperterne.

- Jeg kan godt forstå, de er bange. Deres trosbillede bliver udfordret. De kæmper jo for at bevare deres trosbillede, så de prøver at bortforklare med alle de argumenter, de har. Med hensyn til TV-holder, så skaber det jo mere uro end ro, siger Steen Kofoed.