Sundhed

Brød og kakaomælk: Det skal du spise før og efter et løb

Kroppen skal tankes op med kulhydrater inden et løb, og til det formål er brød med Nutella optimalt, fortæller ernæringsekspert Michelle Kristensen.

Den helt store løbsbølge vælter ind over landet.

Alt for damerne, Femina og Københavns Kvindeløb er bare nogle af de løb, som tusindvis af danskere stiller op til i disse dage.

For at få den bedst mulige tid til løbet, er den forberedende træning selvfølgelig vigtig - men kosten spiller også en stor rolle. Din krop har nemlig brug for masser af kulhydrater og kun en lille mængde fedt og protein.

Løbemagasinet

TV 2s journalist Helene Jepsen har sat sig for at løbe et løb på ti kilometer denne sommer. Under sine forberedelser tager hun TV 2s brugere med. 

I løbemagasinet har TV 2 allieret sig med Thomas Skytte, Michelle Kristensen, David Guldager og Mark Abildhauge, der gør seerne klogere på skader, kost, løbeudstyr, intervaltræning, gadgets og alt det andet, du har brug for at vide for at gennemføre et løb.

Følg med på tv2.dk hver onsdag.

Trænings- og ernæringsekspert Michelle Kristensen kommer her med to bud på, hvad du skal spise til morgenmad.

Måltid 1

Det første måltid består af en havregrød lavet på vand og havregryn, som er rig på kulhydrater.

Havregrøden toppes med banan, som også indeholder kulhydrater, skyr, der er rigt på protein, samt peanut butter, der både indeholder protein og fedt.

Måltid 2

Den anden variant består af en grovbolle med Nutella, der er spækket med kulhydrater. Derudover indeholder Nutellaen også fedt.

Ud over bollen skal du spise et æg, der indeholder protein samt en banan, der indeholder kulhydrater.

Michelle Kristensen

Michelle Kristensen er bachelor i idræt med supplerende fag på kandidatuddannelsen i human ernæring. Hun er blandt andet kendt som ernæringsekspert i 'Go' morgen Danmark' og for sine MK Bootcamps, hvor hun har inspireret flere tusinde danskere til en sundere hverdag.

Du kan læse mere på michellekristensen.dk

Derfor skal du drikke kakaomælk efter løbet

Når løbet forhåbentlig er veloverstået, skal du sørge for at få lidt energi i kroppen i form at kulhydrat samt protein, der genopbygger musklerne og sikrer en god restitution. Til det formål anbefaler Michelle Kristensen en kakaomælk.

Nedenfor kan du se flere udgaver af Løbemagasinet.