Sundhed

GRAFIK: Sådan ødelægger Alzheimers hjernen

Dansk forsker har lavet en stor opdagelse inden for Alzheimers. Bliv klogere på sygdommen i grafikken.

Den danske hjerneforsker Maiken Nedergaard har gjort en banebrydende opdagelse inden for Alzheimers. En opdagelse, der gør det muligt at teste, om man senere i livet vil udvikle Alzheimers.

Hun har påvist, at hjernen skylles igennem af væske hver nat, når man sover. Væsken skyller ophobede bakterier væk. 

Men hos nogle mennesker fungerer denne proces dårligere, så bakterierne i hjernen får lov at hobe sig op. Og det er altså dem, der er i fare for at udvikle Alzheimers.

Så mange lider af demens

I Danmark lever 70- 90.000 mennesker med en demenssygdom - heraf har ca. 45.000 Alzheimers sygdom.

Der er 8.000 nye tilfælde af demens i Danmark hvert år

En fremskrivning, som Nationalt Videncenter for Demens har foretaget, viser, at antallet af demensramte vil stige fra 90.000 danskere i dag til hele 165.000 i 2040. 

400.000 personer i Danmark lever i dag med en dement i familien.

Demens er den 5. hyppigste dødsårsag i Danmark - hver tredje person over 65 år vil dø med en demenssygdom.

Kilde: Alzheimerforeningen

- Det er et utroligt interessant fund for os. Denne viden giver os en basis for at forstå årsagerne til den invaliderende sygdom og dermed måske behandlingen af den. Vi mener også, at det nu kan blive muligt at lave en diagnostisk test af hjernen, så man kan se, hvem der vil udvikle Alzheimers demens senere i livet, siger professor Maiken Nedergaard, der i dag er professor ved Center for Basic and Translational Neuroscience på Københavns Universitet.

Kan tages i brug om et år

Alzheimers opstår, fordi der bliver ophobet protein i hjernen, som så spreder sig til hjernens neuroner. Når renseprocessen i hjernen ikke fungerer optimalt, bliver proteinerne altså heller ikke skyllet væk. Det starter langsomt indefra og breder sig så ud til resten af hjernens dele.

Allerede på et tidligt stadie - før Alzheimers er udviklet - vil man kunne scanne hjernen, og se om hjernens renseproces virker. Indtil videre er det testet på mus, men allerede om et år forventer man at kunne teste det på mennesker.

Fra sygdommens første symptomer viser sig, til den medfører døden, går der som regel fem til ti år, men det er individuelt. Sygdommen udvikler sig i syv stadier ifølge Alzheimers Association og Nationalt Videnscenter for Demens.

I grafikken nedenfor kan du klikke dig igennem sygdommens syv udviklingsstadier.