GO'

Ny videnskabelig bog om sundhed: Glem alt om kalorieindhold, kure og palæokost

Glem alt om kalorieindhold, kure og palæokost. Ifølge ny videnskabelig bog skal du blot 'spise med måde'.

Der er nu ikke noget som et godt gammelt udtryk som 'alt med måde'.

Et udtryk der, på lige fod med den græske digter Horats 'den gyldne mellemvej', betyder at være midt i mellem 'for meget' og 'for lidt'.

I virkeligheden ved vi jo godt fra forskningens side, at det altid handler om mængder.

Morten Elsøe, cand. scient. i ernæring og forfatter til bogen 'Slut med forbudt'

I en ny videnskabelig bog om mad og sundhed, bliver 'alt med måde' brugt som et mantra i en verden, hvor kurer, kalorie-indhold og alverdens kostråd, ifølge forfatterne, fylder for meget i borgernes hverdag. 

- Vi har desværre haft en måde at tale om fødevarer på, som om enkelte fødevarer har en magisk effekt, der kan få os til at tage på, tabe os, blive sunde eller usunde. Men det er ikke sådan, tingene hænger sammen. I virkeligheden ved vi jo godt fra forskningens side, at det altid handler om mængder, fortæller Morten Elsøe i 'Go' morgen Danmark'. 

Morten Elsøe er cand. scient. i ernæring, og har med forfatter Morten Svane skrevet bogen 'Slut med forbudt', der med udgangspunkt i videnskab og forskning gør op med alle de 'regler', der findes inden for 'mad- og sundhedskulturen'.

Væk med den dårlige samvittighed

Et af hovedbudskaberne i den nye bog handler om, at man skal droppe den dårlig samvittighed over at have spist en kage. 

- Hvis nu den dårlige samvittighed fik os til at ændre madvaner, så var det måske et okay redskab at bruge. Men det er ikke det, der sker. Folk får bare dårlig samvittighed. I nogle tilfælde kommer de til at spise mere på grund af den følelse. Det er egentlig kun en negativ følelse, som ikke har noget positivt udfald, siger Morten Elsøe.

Han kaster også myten, om at sukker og kulhydrater skulle være 'giftige' væk. Man kan man ifølge Morten Elsøe sagtens spise kage hver dag. 

- Selvfølgelig kan kage hjælpe til med kalorierne. Men faktisk kan du spise et stykke kage hver dag, uden at det behøver at have en skadelig effekt på kroppen. Både uden at du tager på, og så du stadig får de næringsstoffer, som du har brug for.

Dine børn bliver IKKE selvlysende af light-produkter

Det sødestof, der er at finde i for eksempel cola light er, ifølge Morten Elsøe, et af de mest udskældte stoffer nogensinde. Men stoffet er helt uden skyld.

- Det er sandsynligvis det mest gennemtestede stof i menneskets historie. Og der er ikke noget at komme efter. De doser, som der er i light-sodavand, har det ingen skadelige effekter overhovedet, forklarer Morten Elsøe. 

Du dør af at drikke for meget vand, men du dør også uden. Det samme gælder salt.

Morten Elsøe, cand. scient. i ernæring og forfatter til bogen 'Slut med forbudt'

Især fordi der i mange tilfælde skal rigtig store mængder af et skadeligt stof til, før det bliver farligt.

- Du dør af at drikke for meget vand, men du dør også uden. Det samme gælder salt, forklarer han.

Samtidig gør han opmærksom på, at man skal tage regler og råd fra autodidakte sundhedseksperter med et gran salt. Specielt fordi de ofte bygger deres råd ud fra egne erfaringer - modsat bogen 'Slut med forbudt', der bygger på videnskabelige resultater. 

- Anekdoter kan ofte være utroligt misvisende, og er det ofte.

Slut fred med din krop og din mad

Budskabet i 'Slut med forbudt' er simpelt: spis 'med måde', spis sundt, træn og undgå alt for meget sukker og alkohol. Men det kan være en god ide at starte et andet sted. Nemlig at slutte fred med din mad og din krop. 

- Hvis du hele tiden har et ekstremt stresset og anstrengt forhold til maden - som faktisk får dig til at overspise forskellige ting, når først du falder i - så er de kostråd egentlig rimelig ligegyldige.

Langt de fleste ved godt, at der måske skal lidt flere grøntsager på tallerkenen. Måske lidt flere proteiner og det er også godt at fjerne nogle af de kalorier som for eksempel komme fra sukker.

Morten Elsøe, cand. scient. i ernæring og forfatter til bogen 'Slut med forbudt'

- Langt de fleste ved godt, at der måske skal lidt flere grøntsager på tallerkenen. Måske lidt flere proteiner og det er også godt at fjerne nogle af de kalorier som for eksempel komme fra sukker. Men hvis du ikke er klar til at gøre noget ved det, fordi du sidder fast i en eller anden 'self-shaming' bobbel, så er det der, man skal starte, lyder rådet fra Moten Elsøe.

Hvad er 'med måde' så?

Når det så handler om 'alt med måde', så kan det være svært at vurdere, hvad der så er 'for lidt' eller 'for meget'. 

- Det kan være vildt svært at vurdere, derfor har vi heller ikke valgt at give nogle bestemte råd til 'du skal bare gøre sådan'. Hvis vi bare siger; 'Du skal gøre sådan', så negligerer vi, at nogle kan have vildt svært ved at ændre noget, mens det for andre er utrolig let.

- Så vi har valgt at gøre det, som for os giver mere mening, og det er gennem bogen, at lede folk i retning af deres egen lyst ved at stille nogle spørgsmål, som kan få folk til at reflektere over, hvor de skal sætte ind, siger Morten Elsøe.