Sundhed

Hvis du gerne vil tabe dig, skal du passe på med proteiner

Et højt indtag af proteiner betyder ikke nødvendigvis et vægttab, forklarer klinisk diætist. Læs hvorfor her.

Hvis man spiser masser af proteiner, taber man sig langsomt men sikkert

Det er en påstand, som medlemmerne af Foreningen af Kliniske Diætister ofte støder på, forklarer formand for foreningen Mette Pedersen. Men det er en sandhed med modifikationer, forklarer hun.

- Protein er et næringsstof, hvilket betyder, at det giver energi. Får du for meget energi, omdanner kroppen energien til fedtvæv. Det protein, som kroppen ikke kan bruge, vil den lagre i fedtdepoter, siger hun og tilføjer:

- Der er ikke noget ud over vand, vi kan indtage ad libitum, hvis vi vil tabe os eller holde vægten, så der vil altid være en grænse, og sådan er det også med protein, siger hun.

Ser man isoleret på protein, indeholder det lige så mange kalorier som kulhydrat - nemlig fire kalorier pr et gram. Til sammenligning er der cirka ni kalorier i et gram fedt.

Sådan hænger protein sammen med vægttab

Man kan altså ikke bare køre det ene proteinrige måltid ned efter det andet og så regne med, at kiloene automatisk rasler af kroppen.

- Man taber sig, hvis man indtager færre kalorier, end man forbruger, så simpelt er det stadigvæk, forklarer Mette Pedersen.

Men hvorfor oplyses man stadig om, at protein slanker?

Det er der flere årsager til, forklarer hun. En af dem kan være, at protein mætter mere, hvilket kan have den effekt, at man spiser mindre.

En anden årsag kan være, at kroppen nedbryder henholdsvis protein og kulhydrat forskelligt, og at det i teorien sætter fart i forbrændingen, når man spiser proteinrigt, forklarer hun.

- Man får en lidt øget forbrænding ved at indtage et proteinholdigt måltid fremfor et kulhydratholdigt. Kroppen bruger lidt mere energi på at nedbryde protein sammenlignet med kulhydrat og fedt, og derfor taler man om en højere forbrænding, siger hun.

Men selvom man spiser proteinholdigt, og det kan give kroppen en lidt højere forbrænding, hjælper det altså ikke direkte på vægttabet, hvis man spiser meget mere, end man har brug for.

- Det er tit der, vi alle går galt i byen. Vi går all in på noget, men glemmer at skrue ned for noget andet, og så udebliver effekten og vi giver op, siger Mette Pedersen.

Myter om protein

Der findes en lang række myter om proteiner, og hvis du vil være klogere på, hvilke der er sande og falske, kan du læse artiklen herunder, hvor du får svar på fem gængse myter.

Der er nok mange i Danmark, der indtager diverse proteinbarer og proteindrikke, når de træner i fitnesscentret, for at være sikker på, at de er dækket ind med rigelige mængder protein.

Men de fleste mennesker i Danmark får flere proteiner, end de har brug for om dagen alene igennem maden. Så man behøver ikke være nervøs for, om man får nok protein, vurderer Mette Pedersen.

- Normalvægtige og raske har ikke proteinmangel i deres kost, så man har ikke brug for et boost af protein, medmindre man lever af franskbrødsmadder med syltetøj.

- Rigtige bodybuildere har brug for mere protein, og der er nok mange, der vil tro, at de er på det niveau. Men der skal rigtig meget til end nogle gange om ugen i fitnesscenteret, siger hun.