Sundhed

Hunde er vejen til at undgå børneeksem

Jo flere hunde du har i hjemmet, jo mindre risiko er der for, at dit barn udvikler børneeksem. Det viser en ny undersøgelse.

Menneskets bedste ven burde måske hedde barnets bedste ven. Et studie viser nemlig, at børn fra hjem med hund har mindre risiko for at få børneeksem.

Hvad er børneeksem?

  • Hos børn med børneeksem er balancen i hudens immunsystem lidt anderledes end hos andre børn.
  • Ved børneeksem mangler huden de naturlige fedtstoffer, der limer hudcellerne sammen.
  • Nogle har få pletter med eksem en gang imellem, mens andre er hårdt angrebet af eksem på en stor del af kroppen.
  • Hos helt små børn starter eksemet som regel på kinderne, hagen og i hårbunden.
  • Hos større børn er børneeksemet mest i albuebøjninger og i knæhaser samt på hænder, håndled og anklerne.
  • Omkring 20% af alle børn, der bliver født i Danmark, udvikler børneeksem. I 1960 var tallet 3%.

Våd snude, fire ben og masser af pels. Det er åbenbart opskriften, hvis risikoen for, at dit barn udvikler børneeksem, skal falde.

Et dansk studie fra forskningscenteret COPSAC - Copenhagen Studies on Asthma in Childhood, viser nemlig, at risikoen for at udvikle børneeksem falder signifikant, jo flere hunde der er i hjemmet.

Vi er ret overraskede over resultatet. Det imponerer mig især, at risikoen daler med antallet af hunde.

Professor og overlæge Hans Bisgaard

Det skriver Videnskab.dk.

- Vi er ret overraskede over resultatet. Det imponerer mig især, at risikoen daler med antallet af hunde. Det er statistisk meget stærk dokumentation for, at der er en klar sammenhæng mellem hunde og risikoen for børneeksem, siger professor og overlæge Hans Bisgaard fra Dansk BørneAstma Center på Gentofte Hospital til Videnskab.dk.

Kender ikke forklaringen

Folkene bag undersøgelsen ved endnu ikke, hvorfor hunde påvirker forekomsten af børneeksem.

- Vi kender ikke de præcise årsager, men jeg formoder, at det har at gøre med bakterier. Hunde stikker næsen hen, hvor vi mennesker ikke gør. De er rent ud sagt uhygiejniske, og de spreder derfor en masse bakterier, forklarer han.

Peanutbutter kan også mindske allergi

Det er ikke kun de firbenede venner, der mindsker risikoen for allergi.

En undersøgelse viser, at peanutallergi kan forebygges ved at give spædbørn peanuts allerede fra en tidlig alder.

Og en anden undersøgelse viser, at børn, der deler sut med deres forældre har en lavere risiko for at udvikle allergi i en tidlig alder.

Vi kan jo ikke råde folk til ikke at gøre rent, men hvis vi hele tiden insisterer på at desinficere alt, der omgiver os, så slår vi også de gode bakterier ihjel.

Ph.d. og allergiforsker, Grethe Elholm

Forskerne bag undersøgelsen om børneeksem anbefaler, at man ikke er bakterieforskrækket i hverdagen.

- Vi kan jo ikke råde folk til ikke at gøre rent, men hvis vi hele tiden insisterer på at desinficere alt, der omgiver os, så slår vi også de gode bakterier ihjel. Men dem har vi altså brug for, hvis vi vil have et velfungerende immunforsvar, siger Ph.d. og allergiforsker, Grethe Elholm, fra Aarhus Universitet til Videnskab.dk.