Sundhed

Stine tog til fertilitetstjek: Blev enormt bevidst om, hvor vigtigt det var

Flere hospitaler giver mulighed for, at man kan få talt sine æg eller vurderet sin sæd. For 26-årige Stine Yasmin Heidmann var det en stor beslutning.

Stine Yasmin Heidmann er en af de danskere, der har fået tjekket sin fertilitet ved en såkaldt fertilitetsrådgivning.

Hun opdagede muligheden gennem sit jordemoderstudie, men det var ikke nogen let beslutning, og det satte nogle store tanker i gang: Ville hun overhovedet kende svaret?

-  Jeg blev nødt til at stilling til, hvor vigtigt det var at reproducere mig selv, og jeg blev enormt bevidst om, hvor vigtigt det i virkeligheden var, siger hun til TV 2. 

Derfor frygtede Stine Yasmin Heidmann, der er single, også svaret. 

- Jeg frygtede selvfølgelig at få at vide, at "desværre, du kan ikke få børn". Eller "desværre Stine, du har travlt nu, hvis du skal nå at få børn". 

Sædkvalitet tjekkes og æg bliver talt

Ifølge Berlingske har Fertilitetsrådgivningen været et tilbud siden nytår på hospitalerne i Herlev, Hvidovre, Holbæk og Malmø samt Rigshospitalet, men rådgivningen startede allerede tilbage i 2011 som et forskningsprojekt.   

Både mænd og kvinder i den fødedygtige alder kan gennem rådgivningen få vurderet deres sædkvalitet og talt deres æg, og herefter får de svar på, hvordan deres fertilitet passer i forhold til alder - men også hvor længe, de kan regne med at kunne få børn. 

Det sker blandt andet ved hjælp af spørgeskema, en blodprøve og en sædprøve eller en scanning af æggestokkene. 

Over 2000 vurderinger

Det tyder på at være et populært initiativ. Berlingske skriver, at Rigshospitalet har op til fire måneders ventetid på en konsultation, og siden projektets start for fem år siden er der blevet gennemført over 2.000 vurderinger.

Professor og lægefaglig chef for Fertilitetsrådgivningen på Herlev Hospital, Sven Olaf Skouby, fortæller til TV 2, at både par og enlige kan komme til et tjek.

- Det med reproduktion interesserer par meget. Man går på medier, man diskuterer med jævnaldrende, man spørger sig selv: "Kan vi få børn, når vi vil have det? Har vi grund til at tro, at vi ikke kan få det antal børn, vi gerne vil have?". Herude kan man få konkretiseret sin viden, siger han. 

Vil ikke have børn lige nu

Stine Yasmin Heidmann endte med at takke ja til et tjek af to årsager: Hun ville gerne vide, om hun er i stand til at få børn - og i så fald, hvor travlt hun har.

Den 26-årige kvinde, der i dag arbejder som jordemoder, er nemlig ikke interesseret i at få børn, før hun når 30-års-alderen.  

- Lige nu - og på det tidspunkt - var det ikke det, jeg var klar til, men på sigt ville jeg det rigtig gerne. Hvis jeg havde fået et negativt svar, så måtte jeg handle aktivt på det, og selvfølgelig ville jeg blive glad for de udfordringer, et barn ville føre med sig, siger hun. 

Stine Yasmin Heidmann blev lettet over svaret. For alt var i den skønneste orden. 

- Det har betydet, at jeg kan fortsætte mit liv, som jeg havde tænkt mig, før jeg tog til fertilitetsrådgivning, siger hun.

Herunder fortæller lægefaglig chef ved Herlev Hospital, Sven Olaf Skouby, mere om rådgivningen