Undgå diarre og opkast: Vask dine hænder sådan her

Ikke alle er lige gode til at vaske hænder, og det kan være skyld i mere sygdom. I denne uge sætter en kampagne fokus på rene hænder hos skoleelever.

Skoletoiletter fremkalder hos de fleste minder om et halvulækkert sted med vådt toiletpapir klasket op i loftet. Eller det der er værre.

Det er ikke så underligt, for det er langt fra alle, der mestrer en god håndvask. Og det kan være skyld i mere sygdom.

- Man er i øget risiko for at få ting som diarre, opkast og feber, hvis man ikke gør det ordentligt, siger Inge-Lis Kyllesbæk Andersen, dyrlæge i Fødevarestyrelsens afdeling for foder og fødevaresikkerhed.

Så i denne uge arbejder kampagnen ’Bedre hygiejne’ for, at alle børn får styr på vandet og sæben.

Tarmbakterier på hænderne

Det er også vigtigt at være opmærksom på, at den grundige håndvask gælder hver gang, man har været på det lille hus.

- Man kan ikke undgå at få tarmbakterier på hænderne, som så kommer med ud fra toilettet, hvis ikke man vasker hænderne grundigt, siger Inge-Lis Kyllesbæk Andersen.

Så for at undgå at der ender for mange bakterier i madpakken, skal de ældre elever, i forbindelse med kampagnen, lære de yngre om god håndhygiejne. Og så er det meningen, at de selv skal blive mere opmærksomme, imens de lærer fra sig. 

Der skal gnubbes i lang tid

Det er dog svært at få overblik over, om det er en generel tendens, at folk ikke får vasket deres hænder ordentligt bag den lukkede toiletdør. Men Inge-Lis Kyllesbæk Andersen ved, at de færreste er klar over, hvor lang tid en god håndvask kræver.

- Der er mange, der er overraskede over, hvor meget man skal gnubbe, før bakterierne er væk, siger hun og fortsætter:

- Derfor er det en god rutine at få tidligt i livet, for dårlige vaner er svære at ændre.

Er du i tvivl, om du har helt styr på en korrekt håndvask, så tjek videoen øverst i artiklen. Ellers er der samlet et par gode råd nedenfor.

Tre råd til en god håndvask

Brug altid sæbe

​Det kan være fristende bare at skylle hænderne hurtigt, men alle toiletbesøg kræver, at hænderne vaskes med sæbe. Så undgår du at videregive bakterierne til dig selv og din familie.

Gnub i mere end 10 sekunder

De colibakterier, man ikke kan undgå at få på hænderne under et toiletbesøg, går ikke væk, medmindre der bliver gnubbet grundigt i mere end 10 sekunder.

Kør rundt om hver finger

Et sted mange glemmer er mellem fingrene. Her kan der nemt gemme sig både bakterier og snavs.

    Optagelser og råd stammer fra Fødevarestyrelsen.