Sundhed

Claus levede et dobbeltliv i ti år - det kostede ham 200.000 kroner og ægteskabet

Igennem ti år spillede Claus Sterregård Nielsen på alt, han kunne komme i nærheden af. Det kostede ham ægteskabet og 200.000 kroner.

Det kunne være alt fra en enarmet tyveknægt i den lokale kiosk til online gambling, der fristede Claus Sterregård Nielsen.

Igennem ti år løj han sig igennem livet. Både for arbejdskollegaer, venner og konen.

- Jeg levede jo et dobbeltliv overfor mine omgivelser - de vidste jo ikke, hvem pokker den anden person er, der render i spillehaller og låner penge alle mulige steder til alverdens ting og sager, fortæller Claus Sterregård Nielsen i 'Go' morgen Danmark' fredag.

Antallet af ludomaner er ifølge Center for Ludomani steget 50 procent de seneste ti år, og i dag lider cirka 10.000 danskere af sygdommen.

Spillede hver dag

Claus Sterregård Nielsen var ligeglad med, hvordan han spillede, bare han gjorde det - og helst gerne hver eneste dag.

- Det var jo i den lokale kiosk eller i den nærmeste spillehal og en lille smule online. Det var sådan set alle steder, det var muligt. Lige så snart jeg havde penge på lommen, så fandt jeg en smutvej til at få spillet et eller andet, fortæller han.

På trods af at Claus Sterregård Nielsen langsomt fik gravet sig ned i en stor gæld, så handlede spillet ikke om pengene.

- Lige når man har tabt, så spiller man jo for at vinde det tabte tilbage, men når man så har vundet det tilbage, så har jeg bare lyst til at spille igen, siger Claus Sterregård Nielsen.

Afsløret af bankrådgiveren

Igennem 10 år var Claus Sterregård Nielsen i en anden verden. Men sandhedens time kom alligevel en dag.

Jeg bliver trængt op i en krog og må gå til bekendelse.

Claus Sterregård Nielsen, tidligere ludoman.

Det var den 8. maj 2014. Claus Sterregård Nielsen og hans kone skulle lægge deres konti sammen, og bankmanden ringede til Claus' kone, fordi han syntes, der var noget, der ikke så helt normalt ud.

- Jeg bliver trængt op i en krog og må gå til bekendelse.

Jeg har brug for hjælp

Claus Sterregård Nielsen ville normalt have løjet sig ud af situationen, men denne gang så han ingen udvej.

Noget af det første jeg siger, det er, at jeg har brug for hjælp, husker han.

Claus Sterregård Nielsen, tidligere ludoman.

- Noget af det første jeg siger, det er, at jeg har brug for hjælp, husker han.

- Samme dag ringer vi til Center for Ludomani, og jeg kommer så i behandling.

Claus Sterregård Nielsens ægteskab kunne ikke holde til den mistillid, der var opstået mellem dem, og cirka et år efter han var begyndt i behandling, blev han skilt.

Ludomani kunne have kostet livet

Havde det ikke været for den behandling, som Claus Sterregård Nielsen fik hos Center for Ludomani, mener han ikke selv, at han ville have været her i dag.

- Jeg er overbevist om, at de har reddet mit liv, siger han.

Da Claus kom i behandling for sin ludomani skyldte han cirka 200.000 kroner væk. 

Det er i dag 2,5 år siden, at Claus Sterregård Nielsen har spillet et pengespil.