GO'

For fire år siden vejede Mathilde det dobbelte - nu er hun model

Mathilde Broberg er kæmpe modstander af slankekure. Alligevel har hun haft stor succes med vægttab.

I dag vejer 21-årige Mathilde Broberg fra Aarhus 66 kilo.

Men sådan har det ikke altid været. 

For fire år siden var hun næsten dobbelt så stor, og tanken om at slanke sig var helt uoverskuelig. 

- Når man vejer 120 kilo, så ved man godt, det ikke bare er fem eller 10 kilo, man skal tabe sig. Det er 30 eller mere, men når det er svært at tabe ét kilo, så bliver det bare så uoverskueligt, og man fejler gang på gang. Det er for stor en mundfuld, siger Mathilde Broberg, da hun lørdag morgen gæster Go' morgen Danmark.

Altid overvægtig

Mathilde Broberg har været overvægtig, så længe hun husker.

Første gang hun var til sundhedsplejersken i skolen, fik hun at vide, hun var en lille tung en.

Men sundhedsplejerskens advarsler hjalp ikke.

Noget så simpelt som at gå en tur var hårdt for mig.

Mathilde Broberg

Mathilde var glad for at sidde stille og tegne.

Samtidig var hun barn i en familie, der er glad for mad.

Som bare 16-årig vejede hun 120 kilo. 

- Jeg havde det meget svært med mig selv. Jeg følte mig meget fanget i min egen krop. Jeg havde det ikke godt. Jeg vidste, det kunne være bedre, så det var svært at være så stor, forklarer Mathilde Broberg. 

Mathilde Broberg vejede 120 kilo, da hun var tungest, og 57 kilo da vægten var helt i bund.

Så sandheden i øjnene

Utilfreds med sig selv gjorde Mathilde alt, hun kunne, for at holde sig væk fra rampelyset og kameraer. 

Men da hun på efterskole skulle spille hovedrollen i et teaterstykke, var det ikke længere muligt. 

- Jeg kunne ikke gemme mig bag de andre. Jeg blev konfronteret med det, og så tænkte jeg: "Jeg kan ikke tage i gymnasiet og være så stor". Folk er ekstra meget på dupperne omkring udseendet i gymnasiet, så jeg vidst bare, det ville være lettere for mig, hvis jeg tabte mig, fortæller Mathilde Broberg.  

Mathilde Broberg indså sin overvægt, da hun så billedet her fra et teaterstykke på sin efterskole.

Hun gik ikke på en decideret slankekur, men hun begyndte at holde sig fra ris og pasta i buffeten på efterskolen. 

Samtidig tog hun altid kun én portion. 

- Jeg ville have en kæreste og hygge mig ligesom mine veninder, men det var bare ikke muligt, så jeg fik nok og gik i gang. Jeg er kæmpe modstander af slankekure, men jeg begyndte at spise med fornuft, fortæller Mathilde Broberg. 

Slut med at skamme sig

Det første år tabte Mathilde Broberg 40 kilo.

Siden kom hun i gang med at træne og fik fjernet sit overskydende maveskind. 

Da hun var tyndest, vejede hun 57 kilo, men i dag står vægten på 66. 

- Jeg har fået mit liv tilbage. Der var meget, jeg blev holdt tilbage fra. Noget så simpelt som at gå en tur var hårdt for mig, og jeg kunne ikke gå med bare arme om sommeren. Nu skal jeg ikke længere skamme mig, og jeg kan gå en tur på Strøget uden at få de blikke og bemærkninger, jeg ellers ville kunne få, siger Mathilde Broberg.

Lever af sit udseende

Efter de overflødige kilo forsvandt, er Mathilde Broberg ikke bare blevet sundere. 

I dag lever hun af sit udseende som model og som personlig træner.

Historien om hendes vægttab er nået helt til udlandet, hvor den er blevet fortalt i blandt andet den engelske avis Daily Mail

Man skal aldrig se sig tilbage, men altid kun kigge fremad.

Mathilde Broberg

- Det er surrealistisk og overvældende, siger Mathilde Broberg. 

Hun har ét budskab til andre, der drømmer om at gøre det samme som hende. 

- Man skal aldrig nogensinde give op. Det gælder om at være i øjeblikket og tage en dag af gangen. Man skal aldrig se sig tilbage, men altid kun kigge fremad. Og så skal man også hvile i sig selv – for ens genetik kan man ikke ændre på, siger Mathilde Broberg. 

Hun understreger, at hun stadig er glad for mad og kage, men at hun i dag træner meget, så der er balance i tingene.