Fuld plade

Vend dit barn på hovedet - hvis det græder, er det et skidt tegn

Danske børns motoriske udvikling går baglæns. Tiden bruges på tablets og siddelege, men børn skal ud og røre sig, mener ekspert og Sundhedsstyrelsen.

Det kniber gevaldigt for forældre at få stimuleret børnenes motorik. Vi er havnet i en tid, hvor børn sidder stille med tablets og andre skærme, og de skal alt muligt andet end at få rørt sig. 

Ifølge en ekspert, er vi blevet alt for fokuserede på at træne vores børns kognition, altså storhjernens udvikling, og glemmer omvendt helt den sansemotoriske udvikling, som i høj grad styres fra hjernestammen.

- Vi lever i en kultur lige nu, hvor vi stjæler børns leg. Vi sætter dem til alt muligt andet, fordi vi selv har så travlt, siger Anne Brodersen, motorik- og bevægelseskonsulent ved Vends Motorik- og Naturskole.

I januar 2016 udarbejdede Sundhedsstyrelsen også nye anbefalinger til, hvordan børns motorik trænes. Du kan læse dem her.

Vend dem på hovedet

Anne Brodersen har sammen med læge Bente Pedersen undersøgt 500 børn fra fødsel til de er tre år. Deres erfaring var, at ved syv måneder og 19 måneder går mange børn i stå motorisk. De bliver lettere svimle, kildne og fravælger naturligt lege, hvor disse sanser bliver udfordret.

Børn skal ud og lege. Kort sagt.

Anne Brodersen

De fleste forældre gør det naturligvis ikke bevidst, men faktum er, at det går baglæns med børns motoriske udvikling. Det er heldigvis noget, som man relativt nemt som forældre kan rette op på - endda igennem sjov leg. 

- Prøv at vende dit barn på hovedet. Hvis barnet bliver helt stiv i kroppen eller ligefrem begynder at græde, så er det fordi balancen ikke er blevet stimuleret nok. Øvelsen kan laves på børn i alle aldre, siger Anne Brodersen. 

En anden øvelse er også at dreje rundt fem gange med barnet. Hvis barnet bliver rundtosset, så skal der fokuseres på træning af motorikken. Det er også en oplagt mulighed for selv at tjekke sin egen balanceevne.

Et barn, tre sanser

Der er tre motoriske sanser, man som forældre skal have fokus på. Følesansen, stillingssansen og labyrintsansen. Følesansen handler om, at børnene skal røre og blive rørt. Stillingssansen er bevægelse i muskler og led, og labyrintsansen er balance og hovedets bevægelser.

- I alle aldre skal sanserne stimuleres, og træningen er faktisk den samme hele livet. Så man har også godt af den som gammel, siger Anne Brodersen.

Og det kræver faktisk ikke ret meget at træne alle sanser.

- Børn skal ud og lege. Kort sagt. Det skal være lidt anstrengende for dem. Tag på stranden og i skoven. Løft en sten og tag et insekt op, så barnet kan prøve at holde en bille. Hvis de klarer det uden at kvase den, så er det en fantastisk øvelse, siger hun.

Derudover skal tiden i klapvognen begrænses, så barnet kan gå selv mest muligt.

Byg et tårn af klodser

Fredag aften viste TV 2 programmet 'Fuld Plade', hvor et alderspanel skulle teste motorikken ved at bygge et tårn af 10 klodser på tid.

Du kan se børnenes forsøg i videoen øverst.

- Det kræver faktisk meget finmotorik at bygge et tårn. Små børn bruger hele armen og skulderen, hvor de ældre næsten kun bruger hånden. Men hvis man kan tricket med at holde en bille, så er det rigtig nemt at bygge et tårn, siger Anne Brodersen, motorik- og bevægelseskonsulent ved Vends motorik- og naturskole.