Jannie har været på kur i 29 år – se om denne kur hjalp hende

Jannie Moesgaard Jensen skal se, om hun kan smide fem kilo med en særlig otte timers fastekur.

Fedtforbrændingskur, suppekur, juicekur og så videre. 47-årige Jannie Moesgaard Jensen har forsøgt sig med alverdens forskellige slankekure, siden hun var 17 år og på et tidspunkt vejede hun næsten 100 kilo.

Det gør hun ikke længere, men hun drømmer stadigvæk om at smide de sidste fem kilo, der irriterer hende og gør, at hun aldrig rigtig har været tilfreds med sit eget spejlbillede.

- Når jeg kigger mig i spejlet, så er jeg træt af de der dansehåndtag, jeg har. Træt af de lange mormorarme. Jeg har aldrig nogensinde kunnet kigge mig i spejlet og tænke: ”Wauw, hold kæft, du ser sgu godt ud”, siger hun i programmet ’En kur der dur’, som hun har meldt sig til i håbet om, at tabe sig de sidste kilo.

Faste i 16 timer

I programmet tester diætist Irene Brøndum og læge Jerk Langer fem forskellige kure på ti forskellige personer for at se, hvilken kur der fungerer bedst. Og Jannie Moesgaard Jensen skal prøve 8-timers-kuren i otte uger.

Igennem alle de kure, jeg snart har været på, har jeg lært, at morgenmad er noget af det vigtigste gennem hele dagen. Men jeg har ændret syn,

Jannie Moesgaard Jensen, deltager 'En kur der dur'

Her må man spise, lige hvad man vil inden for otte timer, og så skal man faste de næste 16 timer for at have god tid til at forbrænde og fordøje sit madindtag.

- Vi har valgt otte-timers-kuren, fordi den begrænser de timer, man har til rådighed til at spise i, så får man automatisk lidt færre kalorier, og dermed vil man tabe sig. Mange af de kalorier, Jannie spiser, ligger i ydertimerne, foran fjernsynet om aftenen eller i et rundstykke med nutella om morgenen, forklarer Irene Brøndum.

Svært at undvære morgenmad

Jannie Moesgaard Jensen vælger at spise fra klokken 12 til klokken 20, hvilket betyder, at hun må undvære morgenmaden. Det har hun svært ved i begyndelsen, men hun får alligevel hurtigt vænnet sig til det. 

- Igennem alle de kure, jeg snart har været på, har jeg lært, at morgenmad er noget af det vigtigste gennem hele dagen. Men jeg har ændret syn, for det er ikke det mest nødvendige på hele dagen, siger hun.

Rent vægtmæssigt har kuren ikke betydet det store. Jeg har tabt lige knap to kilo. Jeg har fået noget ud af det rent velværemæssigt,

Jannie Moesgaard Jensen, deltager 'En kur der dur'

Til gengæld kan hun spise, hvad hun vil i de otte timer, og derfor tillader hun for eksempel sig selv lidt hjemmelavet lagkage.

Selvom Jannie Moesgaard Jensen er glad for kuren og umiddelbart synes, den er nem at følge, giver den hende dog ikke det store vægttab. Før hun begyndte i programmet vejede hun 68,8 kilo og i slutningen af programmet vejede hun 66,9 kilo.

TV 2 møder Jannie Moesgaard Jensen fem uger efter programmet. Hun følger stadigvæk kuren, selvom hun er begyndt at spise morgenmad med familien i weekenden, men hun har ikke tabt sig yderligere siden programmet sluttede. 

- Rent vægtmæssigt har kuren ikke betydet det store. Jeg har tabt lige knap to kilo. Jeg har fået noget ud af det rent velværemæssigt, blandt andet er jeg ikke længere oppustet - noget som mange mennesker lider af, siger hun, da TV 2 taler med hende efter programmet.

Så mange point gav eksperterne de fem kure

Jerk Langer og Irene Brøndum gav fem kure point. De kunne få et til ti point. 

Sense-kuren: Otte point

8-timers-kuren: Syv point

Alkaline-kuren: Seks point

Low Carb-kuren: Fem point

Sirt food-kuren: Fem point

Så mange point får kuren

Eksperterne giver kuren syv ud af ti point, den får især point for at være nem at følge, til gengæld er det problematisk, at man faktisk ikke behøver at ændre sin kost.

Det gode ved otte-timers-kuren er, at den er rigtig, rigtig simpel, man skal bare kunne klokken, lyder vurderingen fra Jerk Langer.

- Det, der trækker en lille smule ned, er, at hvis man vælger at spise noget, der ikke er særlig sundt hver dag i de otte timer, man må spise, så er det selvfølgelig ikke nogen særlig god kur, tilføjer Irene Brøndum.

Otte-timers-kuren ligger dermed på en andenplads over eksperternes favoritslankekur. Vinderen er Sense-kuren, der får otte point.  Du kan læse mere om de fem kure, der er blevet testet i programmet her:  

De fem kure

I programmet 'En kur der dur' testes forskellige kure, der er oppe i tiden.

Sirtfood

Sirtfood

Bog: 'Slank med sirt-kuren'

Principper: Sirt-kuren har fokus på fødevarer, der aktiverer sirtuinerne, som er de gener, der har med vægttab og sundhed at gøre. Kuren er opdelt i tre faser.

Fase 1 består af tre dage med 1000 kalorier (tre grønne juicer og et måltid baseret på sirt-foods + protein og fiskeolie, der fremmer optagelsen af sirt-foods).

Fase 2 består af fire dage med 1500 kalorier (to grønne juicer og to måltider baseret på sirt-foods + protein og fiskeolie).

Fase 3 består af vedligeholdelseskost uden kalorierestriktion (en grøn juice og 3 måltider baseret på sirt-foods + protein og fiskeolie + en til to valgfrie snacks.)

Fælles for alle faserne er, at aftensmaden skal indtages inden klokken 19. I de to første faser skal juicerne indtages mindst en time før eller to timer efter et måltid.

Sirtfood: Chili, boghvede, kapers, bladselleri, kakao, kaffe, ekstra jomfruolivenolie, grøn te (særligt matcha), grønkål, løvstikke, medjool dadler, persille, radicchio, rødløg, rødvin, rucola, soja, jodbær, gurkemeje og valnødder

Drikke: Den første uge må der drikkes vand, te (ok med mælk i) og kaffe. Desuden er juice baseret på sirtfood en del af kuren.

Kosttilskud: D-vitamintilskud anbefales fra oktober til marts og kosttilskuddet selen anbefales hele året. Andre kosttilskud anbefales ikke.

Træning: 30 minutter moderat aktivitet - for eksempel gang - fem gange om ugen.

Forventeligt vægttab: I løbet af den første uge påstår forfatterne til bogen, at du taber 2-4 kilo og samtidig opbygger muskelmasse. Derefter går man ind i vedligeholdelsesfasen, hvor vægttabet fortsætter - særligt hvis man er overvægtig.

Bivirkninger: Let hovedpine og forbigående træthed i fase 1.

Foto: Shutterstock / Shutterstock

Alkaline

Alkaline

Bog: 'Alkaline kuren'

Principper: Kuren har fokus på at skabe et basisk miljø i kroppen, for ifølge bogens forfattere bliver du sundere og slankere jo mere basisk, din krop er. Derfor har kosten i kuren fokus på basiske og syreholdige fødevarer. Den består af to faser.

Fase 1 er en udrensningsfase på tre uger, hvor du skal spise fire dele basisk til en del syreholdigt.

Fase 2 er fem uger med vedligeholdelseskost, hvilket vil sige dobbelt så meget basisk som syreholdigt.

Aftensmaden skal indtages inden klokken 18. Desuden skal du drikke en kop vamrt vand med citron eller lime, lige når du er stået op.

Det allervigtigste ved Alkaline kuren er, at maden skal tygges grundigt og spises langsomt. Sæt mindst en halv time af til hvert måltid.

Basiske fødevarer: Grøntsager, kartofler, avocado, quinoa, kokos, modne frugter, krydderurter, mandler, frø, koldpressede jomfruolier, fisk, knækbrød, fladbrød uden gær, honning, ahornsirup, havre, hirse, couscous og smør

Syreholdige fødevarer: Animalsk protein, koffein, ost, dåsemad, sukker, hvidt brød, kaffe, alkohol, bælgfrugter, mælk, cashewnødder, jordnødder og pistacienødder

Drikke: Drik minimum to liter vand om dagen, og hvis du vejer mere end 68 kilo skal du drikke endnu mere. Det er også godt at drikke grøntsags- eller urtete. Til måltiderne må der ikke drikkes. I fase 1 må du ikke drikke alkohol, mens du i fase 2 må drikke et enkelt glas vin eller sherry.

Træning: 30 minutter moderat aktivitet hver dag - for eksempel gang.

Forventeligt vægttab: Det er ikke en egentlig slankekur, men hvis man er overvægtig, kan man alligevel godt regne med et vægttab. Samtidig lover forfatterne pænere hud, bedre humør, mere velfungerende hjerne, bedre fordøjelse, mere energi og færre led- og muskelsmerter.

Bivirkninger: Hovedpine, træthed, humørsvingninger og voldsom trang til noget mad.

Foto: Shutterstock

Low carb

Low carb

Principper: Proteiner og sunde fedtstoffer er kurens vigtigste bestanddele. Der tælles ingen kalorier, men kulhydratindtaget skæres ned på under 50 gram dagligt i fire uger. Derefter sættes det op til 70 gram dagligt.

I praksis betyder det, at du i begyndelsen kun må spise de fødevarer, som er listet nedenfor. Efter de to første uger, må du også begynde at spise frugt i begrænset mængde (højst to stykker dagligt), nødder, mandler og bælgfrugter.

Gode fødevarer: Kød, æg, fisk, vildt, fjerkræ, grøntsager (undtagen rodfrugter og majs), mælkeprodukter, smør, olie, kokos, avocado og bær

Dårlige fødevarer: Kornprodukter, kartofler, rodfrugter, sukker, alkohol, lightprodukter, juice og frugt

Drikke: Vand, te, kaffe og grøntsagsjuice

Træning: Minimum 30 minutter dagligt

Forventeligt vægttab: De fleste taber sig meget - især i begyndelsen.

Foto: Shutterstock / Shutterstock

8-timers

8-timers

Bog: 'The 8 hour Diet'

Principper: Kuren går ud på at udvide det tidsrum, som vi har til at fordøje og forbrænde fedt. Derfor må du kun spise otte timer om dagen - de resterende 16 timer er fastning. Derudover skal du dyrke otte minutters morgenmotion og spise otte superfoods per dag.

Superfoods er delt ind i to kategorier, og du skal have mindst en af superfoodsene fra hver kategori i hvert måltid. Den ene kategori er fedt busters, der opbygger muskelmasse og giver mæthed. Den anden kategori er sundhedsboostere, der er rige på vitaminer og mineraler.

Fedt busters: 1) Kylling, kalkun, æg, fisk eller andet maget kød. 2) valnødder eller andre nødder, som ikke er saltede, coatede eller ristede. 3) Yoghurt eller andet mejeriprodukt uden sukker. 4) Bælgfrugter.

Sundhedsboostere: 1) Friske eller frosne hindbær eller andre bær (marmelade tæller ikke med). 2) Æble, appelsin eller anden frugt (ikke juice). 3) Spinat eller anden grøn grøntsag. 4) Fuldkornsbrød, grød eller gryn.

Drikke: Kaloriefrie drikke som vand, te, kaffe, danskvand og light sodavand og -saft. Alkohol skal begrænses til to-tre genstande om ugen, og der må ikke drikkes koffeinholde drikke efter klokken 16.

Kosttilskud: I bogen nævnes det, at man kan overveje et tilskud af omega-3.

Træning: Det er frivilligt, men det anbfales, at man dyrker otte minutters morgengymnastik, otte minutters løb eller en otte minutters gåtur - på tom mave.

Forventeligt vægttab: De fleste taber 5-10 kilo på seks uger. Forfatterne nævner også, at man bliver kognitivt skarpere, får bedre humør og sænker risikoen for diverse sygdomme.

Foto: Shutterstock

Sense

Sense

Bog: 'Sense - slank med fornuft'

Principper: Sense er bygget op omkring tre daglige måltider og handler om at have den optimale fordeling mellem kulhydrat, fedt og protein. Fordelingen har forfatteren lavet ud fra, hvordan fødevarerne påvirker kroppen.

Måltiderne er sammensat af 3-4 håndfulde samt 1-3 spsk.

Håndfuld 1 (evt. 2): Grøntsager

Håndfuld 3: Protein (bælgfrugter, fjerkræ, fisk, kød)

Håndfuld 4: Stivelse/frugt (müsli, brød, pasta, ris, kartofler, majs, gryn osv.)

1-3 spsk.: Fedt (olie, smør, chokolade, remoulade, sovs, pesto, avocado, nødder osv.)

Frivilligt: 2 spsk. mælkedressing med maks ni procent fedt i og 3 dl mælkeprodukt dagligt med maks 3,5 procent fedt og uden tilsat sukker. Til mellemmåltid kan man tage en lille håndfuld mandler, en skive ost/pålæg eller et hårdkogt æg. Herudover er der plads til 1-2 lækkerier per dag.

Drikke: Vand, 1-2 glas vin eller ren spiritus om ugen (frivilligt), te, kaffe og kaloriefrit sodavand og -saft

Træning: Man behøver ikke at træne, men man må gerne.

Forventeligt vægttab: Forfatteren stiller i udsigt, at man som kvinde kan tabe sig, til man lander på en vægt, der hedder 60-70 kilo, mens man som mand lander på 75-80 kilo.

Bivirkninger: Sult i begyndelsen samt dårlig ånde, hovedpine og træthed

Foto: Shutterstock / Shutterstock