Legetøj anmeldt for at indeholde skadelige stoffer
Fire stykker legetøj er nu anmeldt til Miljøstyrelsen, efter af Forbrugerrådet Tænk fandt høje mængder hormonforstyrrende stoffer i dem.
En test, som Forbrugerrådet Tænk Kemi har lavet af 58 plastprodukter, viser, at fire stykker legetøj indeholder for høje værdier af hormonforstyrrende stoffer.
Legetøjet er nu anmeldt til Miljøstyrelsen.
Det skriver Forbrugerrådet Tænk i en pressemeddelelse.
Det drejer sig om to plastikfodbolde, et 'rytmesæt' og nogle Hello Kitty-klistermærker, der er købt i danske byggemarkeder.
Legetøjet indeholdte enten de mistænkt hormonforstyrrende ftalater DEHP og DIBP, som er på EU’s såkaldte kandidatliste over særligt problematiske stoffer, eller DINP og DIDP, som er forbudt i legetøj til børn 0-3 år.
Især én af plastikfodboldene indeholdt meget højt niveau af de mistænkte hormonforstyrrende stoffer, fortæller Claus Jørgensen, der er projektchef i Forbrugerrådet Tænk Kemi.
- Producenten henviser til, at fodbolden ikke kan betegnes som legetøj og derfor er fritaget for legetøjsreglerne. Området er fyldt med gråzoner, men hvis en rød plastikfodbold ikke skal leve op til de samme kemikalieregler som andre stykker legetøj, så er der et hul i lovgivningen i forhold til at beskytte børn, siger Claus Jørgensen.
Et hul i lovgivningen?
Om et produkt er legetøj eller ej, er i første omgang op til producenterne selv at definere ud fra myndighedernes vejledning.
Reglerne for ftalater dækker ikke alle produkter, som børn ellers er i lige så tæt kontakt med som deres legetøj.
Lovgivningen dækker for eksempel ikke skoletasker, viskelædere markedsført til børn og controllere til spillekonsoller. Disse produkter må derfor gerne indeholde ftalater.
Det er disse produkter, som Forbrugerrådet Tænk har anmeldt til Miljøstyrelsen:
- Plastikfodbold (rød) fra Sam Partner A/S – indeholdt 47,6 procent af ftalaten DIBP (ikke tilladt i legetøj til børn 0-3 år).
- Gummifodbold (guld) fra Harald Nyborg – indeholdt 3,8 procent af ftalaten DIBP (ikke tilladt i legetøj til børn 0-3 år).
- Rytmesæt fra Toyhouse – indeholdt 28,8 procent af ftalaten DEHP (ikke tilladt i legetøj til børn 0-14 år).
- Hello Kitty vinduesklistermærker – indeholdt 0,2 procent af ftalaten DEHP (ikke tilladt i legetøj til børn 0-14 år).