VIDEO: Så stor er for tidligt-fødte Ronja blevet i dag

Efter fire måneders indlæggelse på neonatal-afdelingen er Ronja kommet hjem, og hun klarer sig særdeles godt. Hun er nu oppe på normal fødselsvægt.

For tidligt-fødte Ronja er en ægte solstrålehistorie.

På trods af at hun blev født allerede i den 24. graviditetsuge, det vil sige tidligere end tre en halv måned før den fastsatte fødselstermin, har hun klaret alle strabadserne uden mén. 

- Vi får hele tiden at vide, at det er helt vildt, at Ronja har klaret sig så godt igennem det. Hun har lige været til en masse undersøgelser, blandt andet hos øjenlægen, og der er ikke noget at komme efter, siger Ronjas mor, Tina Aabech Søborg, til TV 2 og tilføjer.

- Vi føler os rigtig, rigtig heldige.

Se private videooptagelser af Ronja, som hun ser ud i dag, øverst i artiklen.

Har taget et kilo på siden hjemkomst

Da Ronja blev udskrevet fra neonatal-afdelingen på Aalborg Universitetshospital den 11. januar 2017, vejede hun lidt under 3,5 kilo. Og siden hun er kommet hjem, har hun taget yderligere et kilo på, så hun nu er oppe på over 4,4 kilo.

- Vi havde besøg af sundhedsplejersken i går, og hun sagde, at Ronja fulgte fint med, og at hun nu var nået op på en vægt, som svarede til, at hun var født til termin, lyder det fra Ronjas mor.

Der er sket en kæmpe udvikling med Ronja, siden optagelserne til 'Holder Danmark i live' den 6. oktober 2016, hvor hun var en måned gammel, og til nu, fire måneder senere, hvor hun vejer 4,4 kilo.
Der er sket en kæmpe udvikling med Ronja, siden optagelserne til 'Holder Danmark i live' den 6. oktober 2016, hvor hun var en måned gammel, og til nu, fire måneder senere, hvor hun vejer 4,4 kilo. Foto: Privatfoto/TV 2-screendump

Ronja blev født den 10. september 2016 og er derfor lidt over fem måneder gammel, hvis man regner ud fra den dag, hun kom til verden. Men da hendes "rigtige" fødselstermin først var 28. december, er hun i virkeligheden kun halvanden måned gammel nu.

- Ved for tidligt-fødte børn beregner man deres udvikling ud fra den normale termin, så i princippet er vores datter kun halvanden måned inde i sin udvikling, forklarer Tina Aabech Søborg, der sammen med sin mand, Thomas, er flyttet ind i sit gamle barndomshjem, en nedlagt landejendom i Aabybro.

En glad og nysgerrig pige

Det er imidlertid ikke bare fysisk, at udviklingen går den rigtige vej for Ronja, også mentalt er hun en lille solstråle.

- Hun er en meget glad og nysgerrig pige. Hun vil gerne være med i ting, og der må godt ske lidt. Så hun er ikke et barn, der bare sover hele tiden, fortæller Tina, der forsøger at motivere sin datter som meget som muligt.

Tina Aabech Søborg og hendes mand, Thomas, har hele vejen igennem gjort meget for at have fysisk kontakt med deres datter. En indsats, som nu har givet pote ved, at Ronja er blevet meget nærværende.
Tina Aabech Søborg og hendes mand, Thomas, har hele vejen igennem gjort meget for at have fysisk kontakt med deres datter. En indsats, som nu har givet pote ved, at Ronja er blevet meget nærværende. Foto: TV 2-screendump/privatfoto

- Jeg tager hende med ud og gå ture, jeg prøver at lege lidt med hende og snakke med hende. Jeg kan også mærke, at hun er blevet meget mere nærværende nu. Hun griner tilbage og følger mig med øjnene, siger den stolte mor.

Prøver at mærke efter, hvor meget hun kan holde til

På et enkelt punkt skiller for tidligt fødte-børn som Ronja sig dog ofte ud i forhold til børn, der er født til normal termin: De er ofte mere sensitive.

- Vi prøver at mærke efter, hvor meget Ronja kan holde til. For eksempel, hvordan hun reagerer på høje lyde og mange mennesker. 

Det har været rigtig hårdt for os begge to. Og jeg tror, at det stadig sidder i én et sted. Man kommer nok aldrig helt over det

Tina Aabech Søborg, mor til for tidligt-fødte Ronja

- Her forleden var jeg både på hospitalet og hos fysioterapeuten med hende, før hun kom hjem. Det var for meget på én gang. Så kunne jeg mærke, at hun blev urolig og pylret, siger Tina Aabech Søborg, der er uddannet bygningsmaler.

Kommer nok aldrig helt over den svære tid

Selv om de seneste måneders udvikling hos Ronja har været bedre, end forældrene havde turdet håbe på, er det stadig ikke nok til at udligne alt det svære, de har været igennem.

- Det har været rigtig hårdt for os begge to. Og jeg tror, at det stadig sidder i én et sted. Man kommer nok aldrig helt over det, siger Tina Aabech Søborg og uddyber.

- Især den første måned af hendes levetid var vi rigtig bange hele tiden. For der kunne jo ske noget lige så hurtigt, som man kan vende en hånd. Vi blev jo også påvirket af alt det, der skete på afdelingen, og som indimellem var barsk, forklarer hun.

Har fået god støtte hele vejen igennem

Men uanset hvor svært det til tider har været, vil Tina Aabech Søborg gerne sætte fokus på al den gode støtte, hun og hendes mand, Thomas, har fået gennem hele forløbet.

Tina og hendes mand, Thomas, ses her på neonatal-afdelingen på Aalborg Universitetshospital, hvor deres lille datter, Ronja, ligger i kuvøse.
Tina og hendes mand, Thomas, ses her på neonatal-afdelingen på Aalborg Universitetshospital, hvor deres lille datter, Ronja, ligger i kuvøse. Foto: TV 2-screendump

- Personalet har simpelthen været så professionelle, og vi har fået en rigtig god behandling. De har været gode til at informere os løbende, selv om de har haft drønende travlt derude. Vi kom jo midt i baby-boomet, men alligevel har de altid haft tid til lige at snakke, støtte og forklare, siger hun.

Indtil Ronja er seks år gammel, vil hendes udvikling blive fulgt af hospitalet med faste undersøgelser to-tre gange om året. 

Gik du glip af andet afsnit af 'Holder Danmark i live', kan du se det lige nu på TV 2 Play, hvor du også finder snigpremieren på tredje afsnit