Holder Danmark i live

Væksthormon har hjulpet 6-årige Hjalte: Er skudt i vejret på kort tid

Seksårige Hjalte Kjær var ked af at være mindre end alle sine kammerater. Men allerede efter et halvt år på væksthormoner er han vokset betydeligt.

Lige siden fødslen har Hjalte Kjær, der bor i Sæby i Nordjylland, været mindre end gennemsnittet. Og jo ældre han bliver, des tydeligere fremstår forskellen på ham selv og hans kammerater.

- Nogle gange er der nogen, der driller mig med, at jeg er lille, siger seksårige Hjalte Kirkeby Kjær, der med en højde på 104 centimeter er et helt hoved lavere end sine klassekammerater.

Højdeforskellen har gjort, at Hjalte indimellem har følt sig anderledes og har foretrukket at sidde alene med sin iPad.

Men siden Hjalte begyndte i behandling med væksthormon i november 2016, er der sket en stor udvikling. På under et halvt år er han vokset 5,5 centimeter og måler nu 109,5 centimeter. Til sammenligning voksede han kun fire centimeter i hele 2016.

Se nyt video-interview med Hjalte, hans mor og storesøster Ronja øverst.

Nu er hvalpekinderne snart væk

Hjaltes forældre, Betinna og Anders Kjær, har tydeligt kunnet både se og mærke den udvikling, der er sket med deres søn efter, at han er skudt i vejret.

- Hjalte har pludselig fået en hals, og han er blevet meget mere markeret i ansigtet. De der små hvalpekinder er jo faktisk væk, siger Betinna Kirkeby Kjær til TV 2 og fortsætter.

Vi kan mærke, at han trives, og hold da op, hvor han tager for sig af aftensmaden!

Betinna Kjær, mor til seksårige Hjalte med vækstproblemer

- Nu, hvor han næsten er 110 centimeter høj, begynder han lige så stille at hale ind på de jævnaldrende drenge. Vi kan mærke, at han trives, og hold da op, hvor han tager for sig af aftensmaden og madpakkerne!, konstaterer hun med et grin.

Hjalte ses her på første skoledag sammen med sine kammerater i 0'te klasse. Hjalte står i midten med grå jakke.

Får væksthormon hver aften

Hver aften, før han skal i seng, får Hjalte sprøjtet en lille dosis væksthormon ind i låret. Grunden til, at det skal foregå om aftenen, er, at selve vækstprocessen foregår om natten.

- Heldigvis har Hjalte ret hurtigt vænnet sig til at få indsprøjtningerne. En kort periode havde han lidt nåleskræk, fordi det strammede under huden, når dosis gradvist blev sat op. Men så gav vi ham lidt bedøvende salve før stikket, og så gik det fint igen, fortæller Betinna Kjær.

Børn med vækstproblemer

Lidt over 5 procent af alle raske børn har en mindre fødselslængde eller –vægt end normalt.

Årsagen er ofte, at barnet har haft en nedsat tilvækst i fosterstadiet.

Over 80 procent af disse børn vil dog indhente væksten (en såkaldt ”catch-up”) inden for det første til halvandet leveår.

Væksthormon dannes i hypofysen, en vigtig kirtel i hjernen, men hos nogle børn dannes der ikke nok hormon, og så kan det blive nødvendigt at tilføre det ved behandling.

Omkring 1200 danske børn behandles årligt med væksthormon.

Selv om behandlingen med væksthormon kan give bivirkninger såsom blandt andet hovedpine, adfærdsændringer og type 2 diabetes, har Hjalte stort set ikke haft gener.

- Hjalte er glad, har masser af energi og er blevet mere åben. Det eneste, vi mærker på ham, er, at hans ben er ret aktive, når vi sidder og spiser aftensmad. Han siger, at det "murrer lidt" i benene. Så det er nok en slags vokseværk, mener Hjaltes mor.

Efter et halvt års behandling med væksthormon er seksårige Hjalte Kjær skudt betragteligt i højden. Han er vokset fra 104 til 109,50 centimeter. Her bliver han målt af sin far, Anders.

Har skiftet fodbold ud med spejder

Efter at Hjalte er begyndt at skyde i højden, har han også fået mere mod på at kaste sig ud i sportslige aktiviteter sammen med sine jævnaldrende kammerater.

Fakta om 'Holder Danmark i live'

Torsdag den 6. oktober 2016 blev 100 kameraer sendt ud i det danske sundhedsvæsen for at følge 100 skæbner.

’Holder Danmark i live’ giver et ”øjebliksbillede” af det danske sundhedsvæsen, som 95 procent af danskerne er i kontakt med hvert år.

Programserien sendes nu for tredje gang og er tidligere blevet vist i foråret 2015 og 2016. Denne sæson fokuserer primært på patienterne og de ansatte, fremfor systemet.

Tv-konceptet bygger på 'Keeping Britain Alive', der er blevet sendt på BBC.

’Holder Danmark i live' har ti afsnit og sendes hver mandag klokken 21.25 på TV 2 – med snigpremiere på TV 2 Play.

- Vi oplever, at Hjalte er blevet rigtig glad for at gå ud og spille stikbold med de andre børn. Han er heller ikke bange for at gå over til sin storesøsters kammerater og spille stikbold med dem, fortæller 37-årige Betinna Kjær og tilføjer.

- Til gengæld spiller han ikke fodbold længere. Vi ville ikke melde ham til nogen form for idræt, før vi vidste, om han kom til at døje meget med vokseværk. I stedet er han begyndt til spejder, hvor flere af hans venner går, og det er han simpelthen så glad for.

Her sidder en glad Hjalte i sofaen sammen med sin mor, Betinna, og storesøster Ronja på snart 10 år. Hun er i øvrigt 1,34 meter høj og inden for normalen af sin aldersgruppe.

Skal købe nyt tøj hele tiden

En af konsekvenserne af Hjaltes eksplosivt øgede vækstkurve kan ses i hans klædeskab, hvor der på det seneste er sket en stor udskiftning.

- Vi skal købe nyt tøj hele tiden. Foreløbig er en tredjedel af hans garderobe blevet for småt, fordi han på kort tid er gået fra størrelse 104 til 116, siger Betinna Kjær.

Tidligere kaldte vi ham et "økonomi-barn", fordi han kunne bruge det samme tøj i to og en halv sæson

Betinna Kjær, mor til seksårige Hjalte med vækstproblemer

Selv en vinterjakke, som Hjaltes mor købte før jul i en størrelse 122, har Hjalte allerede taget i brug, selv om meningen var, at den skulle gemmes til efteråret.

- Tidligere kaldte vi ham et "økonomi-barn", fordi han kunne bruge det samme tøj i to og en halv sæson. Men nu er han blevet en hel del dyrere at ekvipere, lyder det med et grin fra Betinna Kjær.

Allerede som nyfødt var Hjalte meget lille. Han var 48 centimeter lang og vejede 2780 gram. Siden er det - blandt andet på grund af sygdom - ikke lykkedes ham at indhente den tabte vækst.

Forventes at få syv-ti centimeter ekstra i højden

Da Hjaltes mor og far er ret lave af vækst, henholdsvis 1,65 og 1,68 meter, betyder det, at Hjalte som voksen også vil komme til at høre blandt den lavere del af den mandlige befolkning.

Væksthormonbehandlingen vil dog hjælpe Hjalte med at indhente det forsømte fra de første år af hans liv, hvor væksten gik i stå, og det forventes, at han vil få syv-ti centimeter ekstra i højden i forhold til hans genetiske potentiale.

Det er meget vigtigt, at væksten foregår stille og roligt, for ellers risikerer den at gå helt i stå

Pawel Marcinski, børnelæge på Hjørring Sygehus

Behandlingen skal fortsætte, indtil Hjalte er fuldt udvokset som 16-17-årig, og han vil løbende blive indkaldt til kontrol for at sikre, at han får den korrekte dosis af væksthormon.

- Det er meget vigtigt, at væksten foregår stille og roligt, for ellers risikerer den at gå helt i stå. Så vi holder løbende øje med patienterne ved blandt andet at røntgenfotografere deres knogler, siger Pawel Marcinski fra børneafdelingen på Hjørring Sygehus.

Den seneste røntgenundersøgelse af Hjalte viste, at han foreløbig har indhentet et halvt år af de halvandet år, han er bagud i sin vækst, i forhold til sin biologiske alder.

Gik du glip af sæsonfinalen på 'Holder Danmark i live', kan du se den  lige nu på TV 2 Play