Før Jytte mødte May, kunne hun ikke gå: Hun havde set syge blive svigtet i 12 år
På trods af sine kun 35 år har May Bjerre Eiby skabt noget unikt for demensramte i form af et alternativ plejehjem. Jytte er én af hendes patienter.
Efter en lang karriere i det danske sundhedsvæsen, og efter selv at have mistet sin far til demens, besluttede 35-årige May Bjerre Eiby sig for seks år siden at sige stop.
I februar måned sidste år startede hun et alternativt plejehjem for demente – hvor omsorg og næstekærlighed er den vigtigste medicin.
I dag, snart halvandet år senere, er plejehjemmet Dagmarsminde kommet på Danmarkskortet, og torsdag udkommer en ny bog om May Bjerre Eiby og hendes filosofi og metoder.
For det, hun gør, virker. Dét kan Steen Jørgensen skrive under på, fortæller han i Go' morgen Danmark.
Hans mor, Jytte, flyttede ind, da Danmarksminde åbnede, og alle omkring hende har set, hvordan opholdet har haft en effekt, siger han.
Inden hun kom til Dagmarsminde var Steen Jørgensens mor på et visitationsophold på et andet plejehjem i Halsnæs Kommune, og inden da havde hun været på hospitalet i en længere periode.
Og det var en tungsindig og indelukket Jytte, som flyttede ind på May Bjerre Eibys plejehjem.
- Min mor kom fra et forløb, hvor hun i en stigende grad havde været frustreret over at leve i en utilstrækkelighed ovenpå et langt liv, hvor hun haft skeen i hånden hele tiden.
Jytte rejste sig fra kørestolen
På det tidspunkt var Jytte kørestolsbruger, og hun kunne stort set ikke bevæge sine ben – for hendes fysik var elendig. Hun var modløs, husker Steen Jørgensen.
Men dét har opholdet på Dagmarsminde i den grad ændret, lyder det.
Efter et stykke tid med genoptræning og omsorgsbehandling, insisterede Steen Jørgensens mor endda på, at hun ville ud af kørestolen.
Og det kom hun. Jytte rejste sig og gik.
- Den tur, vi har været igennem, siden min mor kom til Dagmarsminde, har jo været ren optur, siger Steen Jørgensen.
Jytte lider stadig af demens, og hun bor sammen med ni andre beboere på plejehjemmet, som drives af May Bjerre Eiby, men hun har det væsentligt bedre i dag, end da hun var på det andet plejehjem, på hospitalet og derhjemme.
Lang venteliste
May Bjerre Eibys behandling på Dagmarsminde har gjort noget godt for hende og de andre beboere. Det er et privat plejehjem for ganske almindelige folkepensionister, og hvor kommunen betaler for opholdet.
Stedet er tænkt som en oase for mennesker i livets efterår, og hvor man får kram og omsorg i stedet for medicin - og ventelisten er lang, lyder det fra May Bjerre Eiby, der købte bygningen i 2009, og hun har kæmpet for at finansiere sin drøm, som hun har brugt fem millioner kroner på.
I dag ser det ud til at lykkes.
Ingen sidder i kørestol
Ifølge May Bjerre Eiby sidder ingen af de ti beboere i kørestol, deres korttidshukommelse er vendt tilbage, og de er blevet mere opmærksomme på deres omgivelser og mere empatiske overfor hinanden, fortæller hun.
May Bjerre Eibys ønske er, at stedet kan være med til at vise vej for andre, og hvordan vi som samfund skal behandle vores ældre, syge og demente.
For det, som hun har oplevet i løbet af sine 12 år som almindelig sygeplejerske på landets hospitaler og plejehjem har ikke været godt nok, mener hun.
- Og så følte jeg, at de bare blev opbevaret på de her plejehjem og sad og hang lidt. Man troede ikke rigtig på, at de kunne udvikle sig, fortæller May Bjerre Eiby.
Hendes opfordring er, at man giver plads til mere omsorg i plejen – og mindre plads til medicinen.
- Vi skal have tilbage til det her med næstekærligheden, som jeg følte, var kasseret i det sundhedsvæsen, jeg arbejdede i, siger May Bjerre Eiby i Go’ morgen Danmark.
Kan man ændre det i hele landet?
May Bjerre Eiby tror, det kan lykkes at forandre den måde, man hjælper demente på. For de mennesker, som passer på de demente og ældre i dag, er uddannet til at give den omsorg, der er brug for, lyder det.
- Så det burde være forholdsvis simpelt at indføre, hvis vi bare skaber en eller anden form for forandring, siger May Bjerre Eiby.
Problemet er kulturen, mener hun.
- Lige netop med demens har fokus meget være på det medicinske. Man leder ligesom efter en kur, og det er også rigtig fint, at der er nogen, som forsker i dét - det skal der være - men det fokus har taget så meget over, at man har stillet det andet i baggrunden, det her med omsorgen, slutter May Bjerre Eiby.