GO'

Spiste 100 procent økologisk i en uge - resultatet var en øjenåbner

Fem familier gennemgik forløbet, hvor de skiftede over til en fuldkommen økologisk mad - og resultaterne taler deres eget sprog.

Helle, Jonas og datteren Alberte fra Slagelse har netop fået svaret efter at have omlagt deres kost til 100 procent økologisk i to uger. Og resultatet var i den grad en øjenåbner for familien.

Philippe Grandjean, der er professor i miljømedicin, var dog på ingen måde overrasket over resultatet.

Familien på tre medlemmer havde ikke rigtig tænkt over forskellen på konventionel og økologisk kost.

- Vi tænkte ikke over det før forsøget. Det var kun, hvis vi stod nede i supermarkedet, og den billigste agurk tilfældigvis var økologisk, jamen så tog vi den, siger Helle Vedel i 'Go' morgen Danmark' tirsdag.

Men da Jonas Vedel snakkede med en ven om det, satte det nogle tanker i gang hos familiefaren. Da muligheden for at deltage i et eksperiment bød sig hos Danmarks Naturfredningsforening, sprang familien på.

Danmarks Naturfredningsforeningen inviterede familien Vedel og fire andre familier til at leve 14 dage på udelukkende økologisk kost i forbindelse med kampagnen "Et sprøjtefrit Danmark". For selvom det er fuldt ud lovligt at sprøjte afgrøderne, vil Danmarks Naturfredningsforening gerne sætte fokus på, hvad pesticideresterne, som findes på en del konventionelt frugt og grønt, gør ved os - og især vores børn.

Børn er ekstra udsatte

Efter to uger, hvor alt fra mel til æbler var skiftet ud med et økologisk alternativ, kom resultaterne. Forskerne fandt pesticidrester i lidt over halvdelen af urinprøverne fra de fem familier før kostændringen. 

Efter to uger med økologi var der halvt så mange pesticidrester i prøverne.

- Vi havde regnet med, at det ville blive bedre, men at det var så markant bedre, det vidste vi ikke. Vi fandt faktisk ud af, at Alberte havde ret mange sprøjtegifte i sig fra starten af, selvom vi syntes, at vi spiser ret sundt med frugt og grønt og så videre. Det var ret skræmmende, siger Helle Vedel.

Det er svært at sige præcist, hvad sprøjtegifte gør ved vores krop, men professor Philippe Grandjean, mener ikke at vi har råd til at tage chancer.

Jonas og datteren Alberte havde den største effekt af forsøget i familien Vedel.

Før forsøget havde de begge to et højt niveau af sprøjtegiften chlorpyrifos i urinen, der af professor Philippe Grandjean også kaldes 'hjernegift'. Stoffet er en såkaldt neurotoxin, der kan skade hjernen og føre til hukommelsesbesvær, lavere intelligens og dårligere indlæringsevne, mener Philippe Grandjean.

Efter forsøget er mængden af chlorpyrifos faldet så meget hos dem begge, at det ikke kan måles, fortæller Danmarks Naturfredningsforening.

- Myndighederne siger jo, at der ikke er noget som helst problem, men så skråsikker ville jeg ikke være. Vi har hele tiden oplevet at der er uventet sammenhæng af forskellig art - især for børn - i hvordan de udvikler sig, især i hjernen, siger Philippe Grandjean.

I 2016 fandt forskere en ny sammenhæng mellem sprøjtegifte og biers massedød, og i 2015 blev det påvist at insekter ved danske vandløb led under pesticiderne.

Fungerer på trods af kontanthjælp

Familien Vedel ændrede ikke synderligt på deres madvaner under eksperimentet, men altså kun på, at alt nu var økologisk. Og selvom det kunne mærkes på pengepungen, var det dog primært i starten, at de økologiske tilvalg kostede knaster.

- Det var især basisvarerne, som man lige skulle købe i starten, men efter en tid, kunne vi faktisk få det til at gå næsten op i forhold til vores gamle madbudget, siger Jonas Vedel.

Og deres nye økologiske livsstil fungerer trods økonomien på, hvor både Jonas og Helle er på kontanthjælp.

- Det er især kødet der er dyrere, men hvis vi ikke lever ekstravagant, så går det, fortæller Jonas Vedel.

Faktisk har omlægningen haft så mange positive konsekvenser for familien, at de nu vælger at holde sig til en primært økologisk diæt.