Mistede job og hjem efter fedmeoperation: I dag får hun sit største ønske opfyldt
35-årige Kitaya Andersen har i årevis været så hårdt ramt af komplikationer efter sin gastrisk bypass-operation, at hun nu endelig får en reoperation.
Kitaya Andersen fra Hillerød er en af de omkring 17.000 danskere, der indtil videre har gennemgået fedmeoperationen "gastrisk bypass" for at komme af med sin overvægt.
Men i modsætning til langt størstedelen af de opererede, som har haft glæde af det kirurgiske indgreb, hører hun til blandt det ubestemmelige mindretal, der har betalt en høj pris for flertallets succes.
- Cirka tre år efter min gastrisk bypass-operation, som jeg fik i juni 2011, blev jeg for alvor klar over, at der var noget helt galt. Jeg fik smerter, hjertebanken, svedeture, kvalme og blev virkelig syg, nærmest uanset hvad jeg spiste. Jeg måtte sove flere gange om dagen og kunne ikke planlægge noget som helst, fordi jeg aldrig vidste, hvordan jeg havde det fra det ene øjeblik til det andet, siger Kitaya Andersen til TV 2.
Komplikationerne efter operationen har været så voldsomme for Kitaya Andersen, at hun onsdag igen skal under kniven – denne gang for at få sin mave tilbage.
Det er en operation, som danske patienter nu får tilbudt, hvis deres gastric bypass har ført til alvorlige komplikationer. Ifølge foreninger for overvægtige, som TV 2 har været i kontakt med, ønsker stadig flere af deres medlemmer at få deres "gamle mave" tilbage.
Graviditet forværrede tilstand
Et af formålene med en gastrisk bypass-operation, hvor størstedelen af mavesækken og tolvfingertarmen bliver "forbikørt", er, at man optager mindre næring og derved taber sig.
Samtidig opstår et fænomen, der kaldes ”dumping”, det vil sige et kraftigt blodsukkerfald, som giver influenzalignende symptomer, hvis man spiser noget usundt, der enten er for sukkerholdigt eller fedt. Men hos nogle af de opererede ender denne tilstand med at blive kronisk, så de intet kan spise uden at blive syge.
Kitaya Andersen oplevede, at problemerne med stærkt svingende blodsukker blev forværret under hendes graviditet for tre-fire år siden.
- Det var en ret hård graviditet, og jeg fik graviditetssukkersyge. Det troede jeg i hvert fald, at det var. Men senere har jeg fået at vide, at det er ret almindeligt blandt gravide med gastrisk bypass. At det er svært at måle vores blodsukker, fordi det hele tiden ryger op og ned, fortæller hun og fortsætter.
- Da jeg så havde fået min søn, begyndte min krop at opføre sig underligt. Jeg fik flere og flere smerter, især efter at jeg havde spist. Jeg begyndte at blive meget forstoppet og at få uregelmæssig hjerterytme og svedeture, så jeg tænkte, at det nok var graviditeten og alt det, der følger efter. Det fik jeg også at vide af lægen, da jeg kom hen for at blive tjekket.
En forespørgsel hos Hvidovre Hospital bekræfter, at man på Gynækologisk Obstetrisk afdeling alene har mellem 20 og 30 gastrisk bypass-opererede om året med samme problematik som Kitaya Andersen.
"Det er nok psykisk"
Efter fødslen fik Kitaya Andersen det værre og værre, og hun rendte fra den ene undersøgelse til den anden for at få svar på, hvad der var galt.
- Ingen læger kunne fortælle, hvad jeg fejlede. Så jeg begyndte selv at få mistanke om, at der måske var en sammenhæng med min gastrisk bypass-operation. Men både hjertelægerne, forstoppelsesklinikken, diætisterne og endokrinologerne sagde blankt nej.
Da alle blodprøver viste, at Kitaya Andersens tal så fine ud, mente lægerne ikke, at der var noget fysisk i vejen med hende.
- Jeg fik at vide, at det muligvis kunne være psykisk. Det var der faktisk rigtig mange, der sagde til mig. Og efter et år i systemet begyndte jeg at tvivle på mig selv, og efterhånden udviklede jeg en angst. For jeg kunne ikke længere finde ud af, hvad der var rigtigt og forkert.
Sygemelding og fyring
I vinteren 2015 var Kitaya Andersen så fysisk og psykisk nedbrudt, at hun ikke længere var i stand til at passe sit arbejde som lagerchef og blev nødt til at sygemelde sig.
- Jeg troede i starten, at jeg havde fået stress, fordi alle fortalte mig, at det var psykisk. Men efter kort tid fandt jeg ud af, at det her var langvarigt. For det var ikke bare stress, kunne jeg mærke. Det fortalte jeg min arbejdsgiver, og det betød så, at jeg mistede mit job, fortæller Kitaya Andersen, der efter noget tid på sygedagpenge sættes på "ressourceforløbsydelse", der svarer til kontanthjælp, fordi der ikke er en konkret årsag til hendes sygemelding.
- Vores indkomst blev meget lille, da min mand også var sygemeldt. Og det kostede os vores hjem. Vi stod faktisk på gaden med vores søn under armen, som på det tidspunkt var halvandet år gammel, konstaterer hun med gråd i stemmen og tilføjer.
- Heldigvis fik vi hjælp af noget familie, der trådte til og tilbød os et sted at bo. Men det kostede bare rigtig dyrt for familien og vores lille dreng, som selvfølgelig godt kunne se, at mor havde det skidt.
Opgivet af alle læger - men så sker miraklet
I januar 2017 var Kitaya Andersen blevet opgivet af alle læger, og alle steder fik hun beskeden: Vi kan ikke gøre mere for dig.
- Jeg sad ved min sidste livline, min diætist, og sagde, at jeg ikke kunne mere. Hun er et fantastisk menneske, og hun lovede, at hun vil prøve at tage min sag op ved en kommende konference. Og tre måneder efter fik jeg en indkaldelse til en speciallæge.
- Som den første læge satte hun sig sammen med mig i en hel time og snakkede med mig om mine symptomer. Hun sagde: "Søde ven, du har hypoglykæmi (tilstand med meget lavt blodsukker, red.) og kronisk dumping, og det skyldes din gastrisk bypass-operation". Og jeg var bare så lettet. Jeg turde ikke tro på, at der sad en overfor mig og gav mig ret i alt det, jeg havde været så bange for og ked i så mange år, siger hun.
Ifølge speciallægen var den eneste løsning på Kitaya Andersens problemer, at hun blev indstillet til en reoperation for at få tilbageført sit fordøjelsessystem. Og i dag, onsdag den 21. juni 2017, får Kitaya Andersen sit største ønske opfyldt: At få sin "gamle mave" tilbage.
I '22 Nyhederne' onsdag aften kan du møde flere gastrisk bypass-opererede, der har fået komplikationer