To søstre blev fedmeopereret: En fik alvorlig blodmangel - og den anden døde
Tina Gøllnitz og hendes søster fik lavet en gastrisk bypass med et års mellemrum. Sidste sommer mistede søsteren livet ved en senkomplikation.
- Min søster var 43 år, da hun døde. Det var bare alt, alt for tidligt. Hun nåede at have sin nye mave i ti år. Og snart er det også ti år siden, jeg fik operationen. Så hvordan kommer det til at gå mig?
Sådan lyder det fra 40-årige Tina Gøllnitz fra Ringe på Fyn, der for alvor har erfaret, at en gastrisk bypass-operation ikke bare er et ufarligt rutineindgreb.
Som TV 2 kunne fortælle lørdag, viser nye tal fra Patienterstatningen, at der er blevet udbetalt over 40 millioner kroner i erstatninger til gastrisk bypass-opererede, og en stor del af disse erstatninger omhandler komplikationer, som først er indtrådt måneder eller år efter selve operationen.
Tina Gøllnitz' søster, Rie, var en af dem, der blev ramt af senfølger. Hun døde sidste sommer af en uopdaget komplikation til sin gastrisk bypass.
Se grafik af en gastrisk bypass nederst i artiklen.
Blev opereret med et års mellemrum
Gennem deres opvækst var Tina Gøllnitz og hendes fire år ældre søster, Rie, meget tætte og delte alt.
Også kampen mod overvægten havde de til fælles. Så da storesøsteren i 2006 besluttede sig for at få en fedmeoperation, en såkaldt gastrisk bypass, var lillesøster med på sidelinjen.
Året efter, i 2007, tog den dengang 30-årige Tina Gøllnitz også mod til sig og lagde sig under kniven, og i de efterfølgende år gik det hele rigtig godt.
Begge søstre tabte næsten halvdelen af deres kropsvægt, og der var energi til flere ting end før.
Men i begyndelsen af 2012 begyndte det at gå ned ad bakke for Tina, og energien sivede gradvist ud af hendes krop.
- Jeg var konstant træt og udmattet. Og efterhånden fik jeg det sådan, at jeg ikke kunne tage min telefon, jeg kunne ikke åbne min dør, jeg kunne ikke komme ud af mit hus. Men i lang tid ignorerede jeg det, siger hun.
Gik ned med flaget
I sensommeren 2012 begyndte udmattelsen at påvirke Tina Gøllnitz psykisk, for umiddelbart var der ingen forklaring på, hvorfor hun var blevet så energiforladt. Hendes læge troede i lang tid, at der var noget galt med hendes mave. Men der kunne ikke påvises noget fysisk.
- Jeg gik ned med flaget og fik depression, stress og angst. Jeg var bare i sort. Så til sidst måtte jeg sygemelde mig fra mit arbejde som pædagog, fortæller hun.
I det følgende års tid gik det fortsat den forkerte vej, lige indtil Tina Gøllnitz i sommeren 2013 blev rigtig dårlig og havde diarré i et par uger i træk. Hun kontaktede sin læge og blev straks sendt videre til Svendborg Sygehus.
- Da jeg kom ned på afdelingen, havde jeg det så skidt, at jeg nærmest sejlede rundt. De målte min blodprocent, som viste sig at være helt nede på 3,4, og mit jerndepot var ikke-eksisterende. Så jeg fik straks en pose blod og blev bedt om at komme tilbage dagen efter for at få en jern-injektion, konstaterer hun.
Diagnosen var jernmangelanæmi, som skyldtes, at Tina Gøllnitz ikke kunne optage tilstrækkeligt med jern på grund af sin "bypass'ede" tyndtarm. Så fremover skulle hun jævnligt have jern-injektioner for at holde en normal blodprocent.
Besvimede på badeværelset
Et par år senere var det så Tina Gøllnitz' søster, Rie, der pludselig fik problemer med at holde sin blodprocent oppe.
Ligesom så mange andre gastrisk bypass-opererede fik hun ordineret blodinfusioner. Men de hjalp ikke, og lægerne kunne ikke forstå, hvorfor de, efter gentagne infusioner, ikke kunne øge blodprocenten, som blev ved med at ligge for lavt.
Fredag den 15. juli 2016 var Rie inde til en undersøgelse på hospitalet, hvor personalet igen ikke kunne finde noget. Så hun blev henvist til en gastroskopi (kikkertundersøgelse af maven, red) om mandagen, så de kunne undersøge, om der måske var en blødning et sted.
Natten til mandag den 18. juli besvimede Rie på badeværelset derhjemme, og hendes mand ringede straks 112, da Rie i forvejen var hjertepatient.
Da lægeambulancen ankom, var der dog ikke noget, der tydede på hjerteproblemer, og Rie kom da også hurtigt til bevidsthed igen. Stille og roligt blev hun kørt på hospitalet, og det blev aftalt, at hendes mand ville komme derud kort tid efter.
Livsfarlig komplikation gemt i den "gamle mavesæk"
Ved ankomsten til hospitalet blev Tinas svoger straks kaldt ind i pårørendeværelset, hvor han fik besked om, at hans kone havde fået hjertestop, og at de gjorde alt, hvad de kunne, for at redde hende.
Trods gentagne genoplivningsforsøg stod Ries liv imidlertid ikke til at redde, og lægerne meddelte, at der ikke var mere, de kunne gøre.
- Min svoger bad instinktivt om at få foretaget en obduktion, så dødsårsagen kunne påvises. Og det viste sig, at min søster var død af et blødende mavesår i den del af mavesækken, der var lukket af ved bypass'en, fortæller Tina Gøllnitz og fortsætter.
- Man havde slet ikke været opmærksom på, at sådan noget kunne ske. Den "gamle mavesæk" ligger jo bare som et lukket system, der ikke bliver rørt ved, Så formentlig var mavesåret heller ikke blevet opdaget ved en gastroskopi, gisner hun.
Der er efterfølgende udbetalt erstatning til Ries mand, fordi lægerne ikke opdagede det blødende mavesår i tide.
Efterlyser oplysning
I dag sidder Tina Gøllnitz tilbage med en følelse af, at hun som gastrisk bypass-patient er overladt til selv at finde svarene på mange af de problematikker, der kan opstå i kølvandet på indgrebet.
- Jeg kunne godt ønske, at læger og hospitaler blev klædt bedre på til at håndtere de følger, der kommer af en gastrisk bypass. Som det er nu, føles det som om, at hele systemet svigter, senfølger negligeres, og der er en tendens til, at det gøres til patientens egen skyld. Efter min mening må man gerne operere løs, hvis blot patienten er oplyst om risici, og hvis systemet er parat til at gribe dem, der falder.
Hvad angår hendes egen operation, er hun ikke blind for de fordele, hun har opnået.
- Jeg er godt klar over, at jeg nok aldrig havde tabt mig så meget, som jeg har gjort, uden en gastrisk bypass. I dag vejer jeg 90 kilo, hvor jeg før operationen var oppe på 150. Jeg har det overordnet godt og kan gå på arbejde hver dag. Men jeg er heller ikke så hårdt ramt af komplikationer som mange andre, jeg kender. Jeg mener, det er meget vigtigt, at dem, der overvejer en operation, skal vide, at man ikke slipper ustraffet fra at fifle med sit fordøjelsessystem.
