GO'

Elitesvømmer har mødt undrende blikke hele sit liv

Især i starten af Cecilies karriere var det grænseoverskridende at vise sig frem i badedragt.

Når Cecilie Møller Kristiansen siger, at hun har vundet svømmemedaljer til EM, får hun lige elevatorblikket. Folks øjne starter ved ansigtet og bevæger sig ned over Cecilies krop.

- Folk tænker: "Kan du det?", siger hun.

Kigger man på Cecilie Møller Kristiansen, ligner hun nemlig ikke den typiske svømmer. Hun er født med forkortede lårben og uden højre arm. Alligevel har hun svømmet, siden hun var en baby - i lang tid på et hold for svømmere uden handicap.

Cecilie Møller Kristiansen startede med at svømme som baby, og hun har elsket vandet lige siden.

Men Cecilie er et sjældent syn.

I Danmark er der 100.000 børn og unge under 24 år med et handicap, men kun 10 procent af dem kommer jævnligt i en sportsklub. I samme aldersgruppe uden handicap er tallet over 50 procent.

Det har Parasport Danmark tænkt sig at gøre noget ved med kampagnen 'Hvor svært kan det være'. De har blandt andet oprettet en portal, hvor unge med et handicap nemt kan søge sig frem til en sportsklub, der passer til dem.

Modstander udnyttede hendes handicap

Cecilie Møller Kristiansen kender til det der med, at det kan være grænseoverskridende at dyrke sport, når man har et handicap.

- Jeg kommer fra en håndboldfamilie, så det lå lidt i kortene, at jeg skulle prøve det af, fortæller hun.

Men særligt én oplevelse tog modet fra hende, da hun prøvede kræfter med håndbold. Hun spillede i en klub med ikke-handicappede unge, og det udnyttede modstanderens hold i en kamp.

Det er bare at tage kampen op

Cecilie Møller Kristiansen, elitesvømmer

- De stillede deres højeste spiller overfor mig, og hun kunne bare stå og kaste boldene over hovedet på mig. Jeg ved godt, at det handler om at vinde, og at man udnytter modstanderens svagheder, men det var ikke sjovt, fortæller Cecilie Møller Kristiansen og fortsætter:

- Det var hårdt at være årsagen til, at det ikke lykkedes for holdet.

Hun droppede håndbolden – men fandt i stedet et andet sted, hvor hun skulle vise sig at blive en succes.

Cecilie Møller Kristiansen

At stå i badedragt

Igennem hele livet havde Cecilie Møller Kristiansen svømmet, og hun besluttede sig for, at lægge mere energi her.

Da hun blev tolv år gammel, begyndte hun at deltage i svømmestævner. Ofte mod folk uden handicap.

- Jeg kunne godt mærke, at når jeg stod på startskamlen, kiggede folk rigtig meget på mig, og i starten brød jeg mig virkelig ikke om det. Det var så meget, at jeg begyndte at overveje, om det var det, jeg ville, fortæller hun.

Cecilie Møller Kristiansen i kampagnevideoen.

Det hjalp dog, at der ofte var nogen, der kom hen til hende ved stævnerne og sagde: "Det er fedt, det du gør".

- Det var dét skulderklap, jeg havde brug for på det tidspunkt, siger Cecilie Møller Kristiansen.

Cecilie Møller Kristiansen (i midten) til stævne med ikke-handicappede svømmere.

Medaljeregn

I 2004 kom Cecilie Møller Kristiansen på landsholdet for parasvømmere, og allerede to år efter vandt hun de første sølv- og bronzemedaljer ved EM.

Senest har hun vundet en bronzemedalje ved EM i 2016.

Til andre, der har et handicap og måske er nervøse for at dyrke sport, har Cecilie Møller Kristiansen en klar besked:

- Kom til parasportens dag på lørdag, og derudover så er det bare at kaste sig ud i det. Jeg kastede mig ud i gymnastik og håndbold og fandt ud af, at her havde jeg nogle begrænsninger, og så fandt jeg svømningen, hvor jeg passede ind. Så det er bare at tage kampen op.

Cecilie Møller Kristiansen med bronzemedalje ved EM i 2016.