Syg 55-årig fik det markant bedre - men forening vil ikke anbefale behandling

I dag kan Parkinsonpatienten Henrik Nielsen igen fungere i sin hverdag efter at have været i alternativ behandling.

Alternativ behandling er ikke noget, Parkinsonforeningen råder deres medlemmer til at opsøge. Heller ikke selvom en 55-årig patient har mærket markante bedringer, efter han er startet i såkaldt bevidsthedsterapi.

I TV 2-programmet 'Helbrederne' møder vi 55-årige Henrik Nielsen, der for 15 år siden fik konstateret sygdommen Parkinson. Gennem årene er sygdommen kun blevet værre og trods medicin, oplever han smertelige krampeanfald, problemer med finmotorikken og en svækkelse i den venstre side af kroppen.

Derfor forsøger han som en sidste udvej at forsøge sig med alternativ behandling. Og det har en positiv effekt på ham. Han kan igen gøre ting, som han ikke har kunnet i mange år.

Parkinsonforening vil se dokumenteret effekt

Alligevel anbefaler Parkinsonforeningen ikke deres medlemmer at opsøge alternativ behandling.

- Vi kan godt forstå patienternes ønske om at finde nye, virksomme behandlingsmetoder. Det er en belastende sygdom – især i de sene faser. Når vi bliver spurgt i vores rådgivning, anbefaler vi dog de behandlingsformer, hvor effekten er dokumenteret af forskning. Så vi anbefaler ikke alternativ behandling, hvis det ikke er dokumenteret, siger Astrid Blom, der er direktør i Parkinsonforeningen.

Henrik Nielsen kommer i programmet i behandling hos Michael Ærø, der arbejder med neuroimmun bevidsthedsterapi og kvantefysisk afbalancering af kropsfeltet.

FAKTA: PARKINSON

  • Parkinson er en neurologisk sygdom. Den opstår, fordi de nerveceller, der skal producere signalstoffet dopamin, forsvinder.
  • Symptomerne på Parkinson kan variere, men ofte har patienterne rysten, muskelstivhed og langsomme bevægelser. Skjulte symptomer som søvnforstyrrelser og depressioner kan også forekomme.
  • Ifølge Parkinsonforeningen har 7300 danskere sygdommen. Den gennemsnitlige alder for at få stillet diagnosen er 61 år.
  • Sygdommen kan ikke helbredes, men symptomerne kan lindres med medicin. Og i nogle tilfælde med en DBS-operation i kombination med medicin.

Princippet i behandlingsmetoden er, at man går ind og arbejder med nogle traumer fra den syges liv. Michael Ærø mener nemlig, at det er traumer, der har forplantet sig i kroppen, som bliver til sygdom. Det er så disse traumer, han forsøger at forløse ved at holde sine hænder op foran patientens hoved og krop, hvor der ifølge ham findes nogle neurozoner, der har forbindelse til hjernen.

Parkinsonpatient: Metoden er underordnet

I programmet oplever Henrik Nielsen store forbedringer efter bevidsthedsterapien. Han kan pludselig gøre ting, som han ikke har kunnet i mange år. Han kan igen skrive sit eget navn, løbe og udføre hverdagspligterne på sin gård.

Derfor har Henrik Nielsens behandler også svært ved at forstå, at Parkinsonforeningen ikke anbefaler alternativ behandling.

- En forening har vel til formål at varetage medlemmernes interesse - her i forhold til deres helbred. Hvis flere udviser bedringer i tiden frem, vil jeg have svært ved at forstå, at man i det mindste ikke udviser interesse for at høre nærmere og eventuelt følger enkelte medlemmer, der har valgt denne behandling, fortæller Michael Ærø, bevidsthedsterapeut.

HELBREDERNE

I programserien følger vi otte danskere, der alle forgæves har kæmpet for at slippe af med deres lidelser – hvad enten de er psykiske eller fysiske. De har prøvet alt, og nu er den sidste udvej at forsøge at blive helbredt med tankens kraft.

Om helbredernes metoder er fup eller fakta, kan du se tirsdag klokken 20.50 på TV 2 og TV 2 PLAY.

Selvom Henrik har mærket store bedringer, får det alligevel ikke Parkinsonforeningen til at ville anbefale det til andre af deres medlemmer, der opsøger deres rådgivning i forbindelse med deres sygdom.

- Vores medlemmer skal kunne regne med den rådgivning, vi giver, så vi følger det videnskabelige felt. Desuden har foreningen et forskningsråd, som vi rådfører os fagligt med, fortæller Astrid Blom.

Parkinsonpatient: Metoden er underordnet

For Henrik Nielsen har det været underordnet, om behandlingen har været videnskabeligt dokumenteret, så længe den virker.

- Bare jeg har fået det bedre, så er jeg faktisk ligeglad med, hvad han gør. Jeg kan mærke en effekt, og det er det vigtigste, fortæller Henrik Nielsen.

Michael Ærø har også haft andre Parkinsonpatienter i behandling, og hos flere af dem er der - ifølge Henrik Nielsen - også markante bedringer.

- På nuværende tidspunkt er én helt fri af sin syntetisk fremstillede medicin, én har et-års jubilæum som medicinfri og endnu én er på vej til også at være helt fri af sin medicin, fortæller Michael Ærø.