Efter afsløring af skimmelsvamp – forældre opfordres til at lægge badedyr på hylden

Sikkerhedsstyrelsen vil nu undersøge omfanget af det beskidte børnelegetøj.

Med hjælp fra Teknologisk Institut har TV 2 torsdag påvist, hvordan små badedyr til børn hurtigt danner grobund for skimmelsvamp.

Det skyldes, at det fugtige miljø på indersiden af de farverige plastikfigurer danner optimale betingelser for prompte svampevækst.

Og da legetøjet ofte ender i børnemunde eller sprøjter vand ud i badekarret, betyder det, at forældre ofte bader deres børn i skimmelsvamp.

Klassiske badedyr udført i plastik med et lille hul kan suge vand ind og spytte det ud, når man trykker på dem. De kan også udvikle skimmel- og gærsvamp på indersiden, som er de sorte flager på billedet.
Klassiske badedyr udført i plastik med et lille hul kan suge vand ind og spytte det ud, når man trykker på dem. De kan også udvikle skimmel- og gærsvamp på indersiden, som er de sorte flager på billedet. Foto: TV 2

Sikkerhedsstyrelsen vil nu se nærmere på problemet ved at tage kontakt til Teknologisk Institut samt undersøge, om der kun er problemer med de tre testede badedyr - eller om der også er problemer med andre badedyr.

- Vi tager det alvorligt, men før vi kan komme videre, er vi nødt til at have fingrene i testene og se, hvad der er op og ned, siger kommunikationschef Mette Cramon.

Indtil da opfordrer hun på vegne af Sikkerhedsstyrelsen forældre til at bruge deres snusfornuft og stoppe med at bruge de forurenede badedyr.

- Hvis noget er konstrueret, så det kan blive vådt indeni og skabe svampevækst, er det simpelthen ikke egnet til at have med i badekar og bruser. Det kan bruges som pynt på hylden, men ikke til at bade med, siger hun.

Afstemning

Mette Cramon oplyser, at lovgivningen på området indeholder samme grad af snusfornuft.

Ifølge paragrafferne er det nemlig ikke lovligt at sælge legetøj, der er farligt ved såkaldt forudsigeligt brug. Og da badedyrene selvsagt er beregnet til bad, er det netop den del, Sikkerhedsstyrelsen vil se nærmere på.

- Hvis branchen køber noget, som ikke er i orden, kommer vi på banen, siger Mette Cramon.

Opmærksomhed frem for lovgivning

Også formanden for Folketingets sundheds- og ældreudvalg, Liselott Blixt (DF), mener, at den nuværende lovgivning er tilstrækkelig.

Hun antager, at mange forældre allerede er opmærksomme på farer for deres børns ve og vel, ligesom hun heller ikke ser nogen grund til et forbud mod badedyrene.

Det kan bruges som pynt på hylden, men ikke til at bade med

Mette Cramon, kommunikationschef i Sikkerhedsstyrelsen

- Vi ved jo, at det meste af legetøjet kommer fra Kina, Taiwan og andre steder. Så det ville være at slå ud i luften og tro, at så har vi gjort noget ved det, siger Liselott Blixt.

Omvendt bifalder hun opmærksomheden på problemet og opfordrer sundhedsplejersker til at sikre sig, at de fremover informerer børnefamilier om faren for skimmelsvamp i legetøjet til de små.

Badelegetøj kan udvikle svamp på indersiden. Det kan give udvikle allergi eller give allergiske reaktioner hos de små, når legetøjet kommer i munden eller indholdet sprøjtes ud i badevandet.
Badelegetøj kan udvikle svamp på indersiden. Det kan give udvikle allergi eller give allergiske reaktioner hos de små, når legetøjet kommer i munden eller indholdet sprøjtes ud i badevandet. Foto: TV 2

Tøm og tør efter brug

Faren ved svamp i legetøjet består først og fremmest i en risiko for at udvikle astma og allergi, forklarer Lars Gunnarsen, som er professor i sundhed i indeklima ved Aalborg Universitet.

Vand er ondets rod i den her sammenhæng

Lars Gunnarsen, professor i indeklima ved Aalborg Universitet

For børn og voksne, som allerede har allergi, kan skimmelsvampen dog også udløse voldsomme reaktioner, såsom udslæt, åndenød og i værste fald kvælning.

Det samme gør sig gældende på andre redskaber og legesager i hjemmet, hvor skimmelsvampen har gode betingelser – særligt på grund af fugt.

- Vand er ondets rod i den her sammenhæng, forklarer professoren og nævner blandt andet vandpistoler, svømmevinger og badebolde som andre mulige syndere.

Han understreger, at skimmelsvamp i små mængder ikke behøver være farligt for almindelige, raske mennesker, som ofte højest oplever hovedpine og sløvhed.

Ikke desto mindre anbefaler han at sørge for, at badedyr og andet legetøj så vidt muligt tømmes for vand efter brug. Samt at sørge for at opbevare tingene varmt og tørt for at begrænse fugtdannelse mest muligt.

Sådan forebygger du skimmelsvamp i børnenes legetøj

Tøm tingene for vand efter brug

Det gælder både badedyr, vandpistoler, badevinger, -bolde og andre legesager med fugt på indersiden.

Opbevar legetøjet tørt og varmt

På den måde mindskes risikoen for fugt, som nærer til svamp og råd.

Stil tingene på hylden - eller smid dem ud

Hvis ovenstående råd ikke hjælper, bør legesagerne skiftes ud eller slet ikke bruges.