18-årig kan hverken tale eller gå: - Man bliver set ned på og gjort til et offer
Hun kan hverken tale eller gå og har ufrivillige kropsbevægelser, men nu har en 18-årig gymnasieelev fået nok af folks behandling.
Dum. Psykisk svag. Et uværdigt liv.
18-årige Astrid Lorenzen har gennem hele sit liv måttet lægge øre til lidt af hvert. Sådan har det været lige siden hun blev født spastisk lammet.
Når hun bevæger sig uden for sin dør, oplever Astrid Lorenzen, at hun bliver mødt med fordømmende blikke fra fremmede.
De ser på hende med ynk og medlidenhed, fordi hun har et handicap, men nu har hun fået nok.
Den 18-årige gymnasieelev fra Sønderborg har nu valgt at stå frem for at sige fra over for de mennesker i Danmark, der ynker dem, der ikke er ’normale’, fortæller hun i ’Go’ morgen Danmark’.
- Der er en tendens i samfundet til at antage, at alle handicappede har kognitive vanskeligheder, og at handicappede per automatik har et dårligt liv med mindre livskvalitet. Det er to fordomme, som ærgrer mig, da de er et udtryk for mangel på oplysning. Det er nedværdigende, når man hele tiden skal bevise, at man har et godt liv og er god nok, siger Astrid Lorenzen.
Hun er træt af de blikke eller kommentarer, hun får fra fremmede. De gør hende utilpas.
- Eksempelvis har jeg overhørt en familie sige: ”Hvor må det være forfærdeligt at have et handicappet barn. Godt det ikke er os”. Sådan nogle ting er træls at høre, for det er et udtryk for, at disse folk ikke ser mig som en person, men som noget, der er til besvær. Og det er jeg bestemt ikke enig i, at jeg er, lyder det fra den 18-årige.
Engang nægtede en tigger sågar at tage imod hendes penge, fordi han mente, at Astrid Lorenzen havde mere brug for dem, end han havde - fordi hendes liv var dårligt.
Men han og alle andre tager fejl, mener hun.
Føler sig degraderet som menneske
I modsætning til det, som mange tror, så er Astrid Lorenzens liv i den grad værd at leve, lyder det fra den 18-årige i ’Go’ morgen Danmark’.
Hun vil have, at folk holder op med se på hende, og alle andre der har et handicap, med medlidenhed.
For når folk gør det, føles det som en degradering af hende som menneske.
- Man bliver set ned på og gjort til et offer. Idet andre føler medlidenhed med mig, bliver mit liv og værd betvivlet. At nogle mennesker betvivler disse så grundlæggende og yderst personlige emner kan føles særdeles krænkende, forklarer Astrid Lorenzen.
Og hun er ikke alene. Den 18-åriges opråb mødes med stor begejstring.
Forening: Hun er en rambuk
Ifølge Spastikerforeningen fødes hvert år 150-180 børn med spastisk lammelse i en eller anden grad, og omkring 10.000 danskere lever med cerebral parese, som tilstanden hedder.
Her kalder man Astrid Lorenzen ”en rambuk for de forudindtagede” og roser hende for at turde at stå frem.
- Der er ingen tvivl om, at den massive uvidenhed, der er blandt mange mennesker om celebral parese og andre handicap, gør, at der hersker en forestilling om det liv, som handicappede lever, som ikke har bund i virkeligheden, siger foreningens direktør, Mogens Wiederholt.
Og uvidenheden kan få negative konsekvenser for de mennesker, der bliver set skævt til i vores samfund, mener han.
- Når vi i vores store uvidenhed og med vores misforståede venlighed kommer til at sætte labels på folk og signalere, at de har et lorteliv, så vil det jo virke stigmatiserende, lyder det fra Mogens Wiederholt.
Derfor er det på tide, at fisken kommer på disken, og at der tales mere åbent om og med de danskere, der har et handicap, mener han.
Måtte genoplives ved fødslen
Astrid Lorenzen erkender, at hun er udfordret med mange ting. For hun er hjerneskadet.
Hun blev født ved akut kejsersnit, men da indgrebet kom for sent, var Astrid Lorenzen død og måtte genoplives.
Det var iltmanglen der gjorde, at hendes hjerne tog skade.
Men selvom Astrid Lorenzens spastiske lammelse gør, at hun ikke kan tale og ikke kan bevæge sine lemmer frivilligt, er hun ligeså skarp i hovedet, som hendes andre søskende er, og da hendes øjne er gået fri af den spasticitet, der styrer resten af kroppen, kan hun også kommunikere via en computer.
Astrid bruger øjnene til at ’taste’ på computeren, og den formulerer så hendes skrevne sætninger.
På den måde har den 18-årige klaret sig gennem størstedelen af gymnasiet, hvor hun læser på bioteklinjen og vil slutte med matematik, fysik og bioteknologi på a-niveau.
Håber på at kunne inspirere andre
Drømmen er at læse fysik eller et andet naturvidenskabeligt fag på universitetet og dernæst komme i arbejde, fortæller Astrid Lorenzen.
Det kan sagtens lade sig gøre, når man sætter de rette rammer op.
Det håber den 18-årige, at hun kan få andre til at indse med sit eksempel.
- Det er så trist, at nogen handicappede ikke har lyst til at leve. Jo flere, der står frem og ikke giver op, desto stærkere står vi imod de fordomme, der er, slutter Astrid Lorenzen.