GO'

38-årig overrasker sin kone på direkte tv: - Du skal på bryllupsrejse igen

Rasmus Nielsen fra TV 2-programmet 'Korpset' havde en overraskelse gemt i ærmet, da han besøgte 'Go' morgen Danmark' for at fortælle om sin sygdom.

Da 38-årige Rasmus Nielsen for fire år siden fik at vide, at han var syg, var det, som om livet gik i stå.

I månedsvis havde han og konen, Michele Evers Poulsen, gået rundt og troet, at han led af en meget slem lungebetændelse, men de tog fejl.

Juleaften 2013 fik parret beskeden om, at Rasmus Nielsen har hiv.

Oplevelsen har været en øjenåbner for både ham og konen, fortæller parret i 'Go' morgen Danmark'. Og nu vil de have andre til at forstå, hvad hiv er.

- Jeg vil bryde det tabu, der er om sygdommen. Lad os nu få talt om den, lød det fra Rasmus Nielsen.

Det var dog ikke det eneste, Rasmus Nielsen havde på hjerte, da han blev interviewet i 'Go' morgen Danmark's røde sofa.

Overrasket på tv med ny bryllupsrejse

I dag har parret lagt sygdommen bag sig, og det havde den 38-årige et ønske om at markere.

Derfor havde han allieret sig med 'Go' morgen Danmark's vært, Steen Langebjerg, for at overraske sin hustru.

Midt under interviewet overrakte værten en bog om Maldiverne og bad Rasmus Nielsen forklare Michele Evers Poulsen, hvad det gik ud på.

Mens hans intetanende hustru lyttede med, forklarede Rasmus Nielsen, hvad der skulle ske.

- Vores rigtige bryllupsrejse gik jo lidt i vasken, kan man sige. Det endte med, at vi lå på stranden hele ugen, og Michele fik læst tre romaner, så jeg tænkte, at det var tid til en ny bryllupsrejse, lød det fra Rasmus Nielsen.

- Og så havde vi snakket om, at Maldiverne kunne være et meget lækkert sted, fortsatte han henvendt til sin hustru, mens Michele Evers Poulsen mundlam så til.

Hun var tydeligvis meget overrasket, men også meget glad. Hun havde nemlig længe drømt om en ny bryllupsrejse.

Lægen konstaterede, at Rasmus var ved at dø

For det var nemlig på parrets bryllupsrejse, det hele begyndte, og Rasmus Nielsen pludseligt blev ekstremt dårlig.

- Jeg blev tilset af læger på rejsen. De troede, det var en lungebetændelse, som ville gå over, siger Rasmus Nielsen.

Få måneder efter bryllupsrejsen kunne han dog mærke, at det ikke passede.

- Det var om aftenen, og jeg kunne mærke, at hvis jeg lagde mig til at sove, så ville jeg ikke vågne igen. Jeg blev rigtig bange, og vi tog på hospitalet. Jeg kunne ikke gå, og jeg kunne ikke få luft, og lægen bekræftede, at jeg var ved at dø. Min iltoptagelse fungerede ikke, genfortæller Rasmus Nielsen.

Efter en række prøver fik han stillet diagnosen. Det var hårdt for både ham og Michele Evers Poulsen.

- Min første tanke, da jeg kom ind på stuen, var, at han var ved at dø for øjnene af mig. Det var sådan, han så ud. Det er det, der stadig gør ondt, fortæller hun.

- At se den person, man elsker, være ved at dø for øjnene af en, det er rigtig svært.

Først bagefter trængte de andre spørgsmål sig på - om de kunne få børn, og om Michele selv havde fået hiv.

Vil fortælle andre om sygdommen

Det har taget tid at ryste den voldsomme oplevelse af sig, men i dag lever Michele Evers Poulsen og Rasmus Nielsen et normalt liv sammen.

Prøverne viste, at Michele Evers Poulsen ikke var blevet smittet, og parret har i dag to børn sammen.

Pillerne, Rasmus Nielsen spiser, holder virussen i skak, og de kan have ubeskyttet sex uden risiko for smitte.

- Det er ligesom en almindelig hverdag, og det er ikke noget, vi snakker om. Rasmus er jo sund og rask. Det har været det psykiske, som har været hårdt for os begge to, siger hun.

- Ja, livet som hiv-smittet er lige så kedeligt som alle andres, men det mentale har taget fire år at bearbejde, tilføjer Rasmus Nielsen med et smil.

Det er derfor, han er stået frem med sin historie i forbindelse med sin deltagelse i TV 2-programmet 'Korpset' - for at fortælle andre om sygdommen.

Danskerne ved generelt for lidt om hiv, mener Rasmus Nielsen.

Har fået mange positive reaktioner

En ny undersøgelse fra AIDS-Fondet viser, at 70 procent af danskerne tror, at de vil dø af hiv, hvis de får det, men det passer ikke, lyder det fra Rasmus Nielsen.

De skræmmekampagner, der kørte i 80'erne, mener Rasmus Nielsen, har givet folk et helt forkert billede af, hvad der sker, når man får hiv.

Faktisk sker der stort set ingenting, hvis man kommer i behandling, ligesom Rasmus Nielsen.

- Der er mange tabuer derude. Folk har unødigt fået medlidenhed med mig. De har troet, at jeg har fået en dødsdom, når jeg har fortalt om det, siger han.

Og Rasmus Nielsens fortælling har fået mange til at skrive til ham.

Den 38-årige familiefar har fået rosende ord med på vejen for at stå frem, lyder det.

- Jeg har kun fået positive reaktioner og opbakning. Folk udtrykker deres respekt for, at jeg bryder tavsheden, og siger tak, og jeg har siddet med tårer i øjnene flere gange, siden jeg først stod frem, slutter Rasmus Nielsen.