Sundhed

Mor lader 1-årig søn leve som veganer - tror ikke på eksperternes advarsler

Charlotte Milo og sønnen Vilfred. Privatfoto

Det kræver omtanke og vitaminer, men børn skal vænnes til sund livsstil, mener vegansk mor og kommende læge.

At leve vegansk er en livsstil og ofte en dybfølt overbevisning om, at det er et lille bidrag til at gavne miljø, sundhed og dyrevelfærd.

Veganere holder sig udelukkende til plantebaseret kost - altså uden mælk, æg og kød. Derfor har unge veganere lyst til at give den livsstil videre til deres nyfødte børn.

Men det kolliderer med Sundhedsstyrelsens - og dermed den nære sundhedsplejerskes - anbefalinger om ernæringsrigtig kost til spædbørn. Det skriver DR Østjylland.

15 måneder og veganer

En af dem, der trodser Sundhedsstyrelsen, er Charlotte Milo. Hun er mor til Vilfred, der er et år og tre måneder gammel. Han skal være storebror i juli.

- Når man først oplever på sin krop, hvilken forskel det gør, så er man slet ikke i tvivl om, at det er det bedste. Og selvfølgelig skal han også have det bedste, siger hun til DR Østjylland.

- Jeg tænker mere over, hvad han og familien får at spise, end hvis man blot følger en vane. Fordi man har et indtag af kød, betyder det ikke nødvendigvis, at det er en sund kost.

Sundhedskonsulent frygter, at barnet ikke får næring nok

Men den går ikke, siger Susanne Hede, der er sundhedskonsulent i Aarhus Kommune.

- Når man har fået et barn, så har man også ansvaret for, at barnet får en tilstrækkelig og lødig kost helt fra starten. De kan ikke tygge sig igennem 400 gram grønkål eller noget i den stil, forklarer hun til DR Østjylland.

Hun frygter, at barnet ikke får nok proteiner og vitaminer, hvilket kan betyde, at det ikke vokser, som det skal. For bønner, ærter og den slags bælgfrugter giver ikke nok næring til et lille barn.

- Det fylder i maven, uden at barnet får de nødvendige byggesten til at vokse. Men barnet kan godt være mæt, for maven er fuld, siger Susanne Hede.

Jeg har ikke behov for at omvende andre

Charlotte Milo, medicinstuderende og veganer

Væksten kan blive hæmmet

Det er alvorligt, understreger Annette Poulsen, der er sundhedsplejerske i Sundhedsstyrelsen, overfor DR Østjylland.

Hun fortæller, at børnenes vækst kan blive hæmmet i de to første leveår, og deres hjerner kan udvikle sig unormalt, hvis de får veganerkost, hvor de kan mangle protein og nogle vitaminer.

- Det findes der undersøgelser af, og der findes også tilfælde, hvor små børn er døde, fordi de er ernæret udelukkende vegansk.

Er det sket i Danmark?

- Der er indberetninger om fejlernæring i Danmark, men der er ikke eksempler på dødsfald, siger Annette Poulsen.

Hun fortæller, at Sundhedsstyrelsen ikke oplever en stigning af forældre, som giver deres småbørn vegansk kost.

Er selv medicinstuderende

Charlotte Milo er medicinstuderende og har til sin bacheloropgave undersøgt, om der er en sammenhæng mellem vegansk kost og dårlig vækst.

- Jeg har søgt alle tilgængelige medicinske databaser og har kunnet finde tre studier. Og ingen af dem viser en nedsat vækst, siger hun.

Charlotte Milo ærgrer sig over, at Sundhedsstyrelsen ikke støtter og hjælper veganerne med deres ønske om at give deres børn den mad, de selv spiser.

- Man står med hele ansvaret selv, og jeg forstår godt, at det kan skræmme rigtigt mange. Det kan være svært at finde ud af, hvad der rent faktisk passer, hvis man ikke har en viden om det.

Men det er ikke Sundhedsstyrelsens opgave. Tværtimod, lyder det fra Annette Poulsen.

- Sundhedsstyrelsen kan ikke understøtte en trend, der ikke sikrer barnets optimale vækst og udvikling, siger hun til DR Østjylland.

Der er en årsag til anbefalingerne

Susanne Hede fra Aarhus Kommune mener også, at der er klare grunde til de officielle anbefalinger.

- Ja, det kan godt blive lidt firkantet, og selvfølgelig kan man godt spise på lidt andre måder. Men Sundhedsstyrelsen har en grund til deres anbefalinger: Det er for, at flest mulige mennesker får den bedst mulige kost, siger hun.

Charlotte Milo sørger for, at Vilfred får en daglig grøn vitaminbombe i form af en smoothie, og så giver hun ham et tilskud af B12-vitamin. Og hun har et godt råd til sundhedsmyndighederne.

Afstemning

Er det i orden at give sine børn vegansk diæt?

- Jeg synes, de skal lade være med at være så bange. Når de ikke vil anbefale en vegansk kost til småbørn, så er det helt klart, fordi de forudser, at kommer der én eneste baby, der ikke har fået sit B12-tilskud og er blevet syg af det, så får de en verdensklasse skideballe, siger hun.

- Men i stedet anbefaler de så en kost, der giver forhøjet blodtryk og forhøjet kolesterol og forøger dødeligheden i befolkningen helt ekstremt. Med diabetes, kræft og forstoppelse og hvad man ikke får af traditionel dansk kost, siger Charlotte Milo til DR Østjylland.

Retorikken er for skarp

Den veganske mor oplever, at der er modvilje mod hendes måde at leve på, og det er en skam, mener hun.

- Der er kommet en meget uheldig skarp linje mellem folk, der spiser traditionelt, og veganere. Jeg tror, modviljen opstår, fordi det er aktivisterne, som folk ser, og som de bliver enormt provokerede af.

Charlotte Milo oplever, at mange føler sig ramt af den retorik, som dyrerettighedsaktivister bruger, og det er også derfor, hun vælger at stå frem og fortælle om livet som veganermor, fortæller hun til TV 2.

- Jeg tror ikke så meget på den der grove aktivisme med at gå ud og fortælle folk, hvordan de skal leve deres liv.

- Det her er en fantastisk mulighed for at inspirere folk og fortælle, at det ikke er så svært at leve vegansk. Vi har det jo supergodt, og jeg tror mere, det er det, folk bliver inspireret af, end at nogen fortæller dem, at dyr i bur har det dårligt – det ved man jo godt, siger Charlotte Milo til TV 2.

Tager ikke kritik personligt

Det er også grunden til, at Charlotte Milo har valgt at stå frem i medierne. For hun vil vise den positive side ved at være veganer i stedet for at prædike.

- Min aktivisme er bare at være mig selv og spise på den måde, der gør mig glad og tilfreds. Jeg har ikke behov for at omvende andre. Både min mor og nogle af mine veninder er begyndt at spise plantebaseret, men det er ikke, fordi jeg har sagt noget – de er selv kommet og har spurgt, hvordan jeg gør, siger hun til TV 2.

Når nu Charlotte Milo alligevel står frem og plæderer for sin og sønnens livsstil, er hun godt klar over, at hun risikerer at blive ramt af negative reaktioner.

Men hun vælger ikke at tage det personligt.

- Jeg tror ikke, at de negative reaktioner har noget med mig at gøre. Det har noget at gøre med, at de ser noget, der er anderledes, som de synes er lidt uhyggeligt, eller de ikke selv har sat sig ind i, hvad det vil sige at spise plantebaseret.

OPDATERET: Tidligere stod der i denne artikel, at børn ikke kan optage bønner, ærter og bælgfrugter. Den korrekte formulering er, at bønner, ærter og den slags bælgfrugter ikke giver nok næring til et lille barn.