Når den endelig varmer igennem, er det svært ikke bare at kaste sig ud i den. Men lige nu bør man være forsigtig.
- Ozonlaget de kommende dage vil være tyndere, end det var hele sidste forår. Det betyder, at vi skal være endnu mere opmærksomme på at beskytte os mod solen, især i middagssolen mellem klokken 12 og 15, siger Danny Høgsholt, meteorolog ved TV 2 VEJRET.
Det tynde ozonlag betyder nemlig, at UV-indekset kommer helt op på 4,5 de kommende dage mod blot 3 som normalen for april.
Ozonlaget ventes onsdag og torsdag at være mellem 20 og 30 procent tyndere end årstidens norm. Det betyder, at flere af solen skadelige stråler når jorden, og UV-indekset stiger. Se hvor højt det forventes at bliver på din egn her. Foto: TV 2 VEJRET / Grafik
HVAD ER UV-INDEKSET
Uv-indekset er et tal, der beskriver intensiteten af solens skadelige uv-stråler.
Under 3: Lav
3 til 6: Moderat
6 til 8: Høj
8 til 10: Meget høj
Over 10: Ekstrem
I middagssolen kan uv-indekset ved ækvator højst blive cirka 15, mens det i Danmark topper på cirka 7.
Du kan tjekke uv-indekset der, hvor du er, i TV 2s vejr-app. Få hjælp til at hente den her.
Brug en god håndfuld
Allerede ved et UV-indeks på tre anbefaler Kræftens Bekæmpelse, at man beskytter sig mod solens stråler.
Det kan være med skygge, solhat, soltøj eller solcreme.
Men der skal smøres tykt på, hvis det sidste skal virke.
- Solcreme giver en god beskyttelse, men kun hvis man bruger det rigtigt. Mange danskere bruger for lidt solcreme, og så beskytter det ikke optimalt, forklarer Peter Dalum, der er projektchef for solkampagner i Kræftens Bekæmpelse.
Sundhedsstyrelsen anbefaling lyder på 40 milliliter, svarende til en god håndfuld, per voksen.
Børn skal som hovedregel bruge halvt så meget.
Sparer man på det, så falder faktoren, så man for eksempel kun er beskyttet med faktor 10, selvom der står 30 på flasken.
Du skal bruge en god håndfuld solcreme til en voksen - halvdelen til et barn. Smør solcremen på cirka 20 min., før du går ud i solen, så holder virkningen nogle timer. Foto: Torben Hansen / Scanpix
Sådan beskytter du dig mod solen
Søg skygge mellem klokken 12 og 15, hvis UV-indekset er tre eller derover.
Brug en håndfuld solcreme: 40 milliliter per indsmørring til en voksen - det halve til et barn.
Brug faktor 15 i Danmark og faktor 30 i udlandet.
Kig på din hudtype: Jo lysere, jo større er behovet for solbeskyttelse.
Vær opmærksom på dit barn: Solskader tidligt i livet øger risikoen for hudskader og kræft senere.
Undgå stoffer, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende, ved at købe solcreme mærket med Svanen og Den Blå Krans.
Solhat, tøj og skygge beskytter bedst mod solens UV-stråler.
Kilde: Kræftens Bekæmpelse.
Indret dig efter din hudtype
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man bruger mindst faktor 15 i Danmark, men selvom man er beskyttet, er det individuelt, hvor længe man kan tåle solen.
Derfor har Kræftens Bekæmpelse udarbejdet en test bygget på forskning, så man hurtigt kan fastslå sin hudtype. Her kan man samtidig se, hvad en given hudtype som hovedregel kan holde til ved forskellige UV-indeks.
Kræftens Bekæmpelse håber, at testen vil få flere til at beskytte sig.
- Vi ved, at solskoldning øger risikoen for modermærkekræft. Så hvis vi bliver bedre til at beskytte os i solen, vil det på lang sigt kunne reducere andelen af danskere, der rammes af den kræftform, siger Peter Dalum.
Hvilken hudtype har du?
Hvilken af disse farver passer bedst med din hudnuance? Tjek på undersiden af din arm.
Bliver du skoldet i den første sommersol, hvis du ikke beskytter dig?
Bliver du brun i den første sommersol, hvis du ikke beskytter dig?
Hvad er din øjenfarve?
Hvad er (var) din naturlige hårfarve, da du var 18 år?
Har du fregner?
Når skaden er sket
6 ud af 10 danskere har hudtype 1 eller hudtype 2, vurderer Kræftens Bekæmpelsen.
Det er de lyseste typer, som tåler mindst.
- Jo lysere hudtype, jo mindre UV-stråling kan man tåle. Har man en mørk hudtype, har man mere af den naturlige beskyttelse i huden. Man kan altså tåle solens stråler bedre, men man får stadig UV-stråling, siger Peter Dalum.
Med andre ord har en stor andel af os risiko for at blive røde i mødet med forårssolen, hvis ikke vi passer på.
Er man en af de uheldige, der pådrager sig en solskoldning, er der gode råd at hente her.
Sådan lindrer du en solskoldning
Køl ned
En solskoldning svarer til en førstegradsforbrænding - i sjældne tilfælde en andengradsforbrænding. Derfor skal en solskoldning køles ned, og det kan for eksempel gøres med et koldt bad eller med våde omslag. Hvis du tager et bad, så vær opmærksom på ikke at skrubbe huden, da den skal bevare sin beskyttende hinde.
Tilfør fugt med aftersun
Aftersun køler huden, og samtidig tilfører den også masser af fugt, som huden har brug for efter solen. Sol udtørrer nemlig huden. Aftersun kan ikke reparere dine solskader, men fugten, som den tilfører, kan være med til at minimere din afskalning. Hvis du ikke er blevet skoldet, men bare solbrændt, kan aftersun også være med til at forlænge farven.
Vær opmærksom på at købe en aftersun uden for mange tilsætningsstoffer og parfume, da det bare irriterer huden endnu mere.
Aloe Vera heler
Aloe Vera fås i cremeform, men stammer oprindeligt fra planten af samme navn. Ligesom aftersun-lotion har det en kølende virkning, og samtidig er det også helende
Hold dig væk fra solen
Efter en solskoldning kan det tage huden helt op til fem dage, før den er helet. Herefter vil huden begynde at skalle af i flager. Derfor anbefales det, at huden ikke har kontakt med solen i en uge efter, du er blevet skoldet.
Smør dig ind i mælk eller yoghurt
Mælkesyrebakterier virker helende på huden, og disse findes i både mælk og yoghurt. Foruden mækesyrebakterierne indeholder produkterne også fedt, som lindrer smerten efter solskoldningen.
Drik rigeligt vand
Solen udtørrer huden, og derfor er det vigtigt at tilføre kroppen fugt både udefra og indefra. Du kan tilføre fugt indefra ved at drikke en masse vand. Sørg for at drikke mere, end du plejer.
Tag smertestillende
Hvis smerten er uudholdelig, kan du dæmpe den med smertestillende piller som Panodil eller - hvis det er meget slemt - Ibuprofen.