Tvangstanker gjorde OCD-ramt bange for at blive pædofil - det ødelagde hans liv

Da Carsten Stoemann Rasmussen var 6-7 år gammel, begyndte han at åbne toiletdøre med albuen og dække toiletbrættet til med papir, før han satte sig ned.

Det var i 1980'erne, hvor aids-epidemien trak overskrifter i medierne, og hvor mange troede, at det at blive smittet med hiv var lig med en dødsdom. Det samme gjorde Casten Stoemann Rasmussen – og han blev bange for at blive smittet med sygdommen.

- Jeg var et ængsteligt barn. Jeg har en eller anden medfødt sårbarhed, hvor jeg måske havde en tendens til at bekymre mig meget. Og da der så kom noget, der kunne tricke min nervøsitet, var det ligesom det, der udløste det, forklarer den i dag 41-årige Carsten Stoemann Rasmussen i ’Go’ morgen Danmark’.

Det, der blev tricket, var sindslidelsen OCD, og det skulle blive meget værre end det.

Tvivlesygen 

Carsten Stoemann Rasmussen er blandt de 100.000 danskere, som lider af OCD i større eller mindre grad. En lidelse, der også kaldes ”tvivlesyge”, og som mange forbinder med overdreven tjekkeadfærd, vilde hygiejneritualer eller et ekstremt behov for at have orden i sagerne.

Men OCD er meget mere end det. For de tvangstanker, og i mange tilfælde også tvangshandlinger, der følger med lidelsen, kan for eksempel også have aggressiv eller seksuel karakter.

- Jeg har arbejdet med OCD i 15 år, og jeg har endnu ikke mødt nogen, der har nøjagtigt de samme symptomer. Det er en sygdom, der viser sig på mange forskellige måder, siger psykolog og forfatter Malene Klindt Bohni i 'Go' morgen Danmark'.

Læs mere om de mindre velkendte OCD-symptomer nederst i artiklen.

En dyb mistillid til sig selv

Carsten Stoemann Rasmussens sygdom tog til, efterhånden som han kom op i ungdomsårene. Han isolerede sig selv mere og mere og måtte bo hos sine forældre, indtil han var langt oppe i 20'erne. 

Han gjorde ingenting for fornøjelsens skyld. Alle hans handlinger var styret af tvang, og tvangstankerne fik et gevaldigt nøk opad.

Når han hjalp sin mor med opvasken, blev han bange for, at han fik lyst til at stikke en kniv i ryggen på hende. Og når han kørte på arbejde, mærkede han en frygt for, at han fik lyst til at dreje hårdt i rattet, så han kørte ind i børnehavepædagogen og de små børn på fortovet.

- Jeg havde en dyb mistillid til mig selv og frygtede virkelig, at jeg var det her forfærdelige menneske, beskriver Carsten Stoemann Rasmussen.

Kunne ikke læse en Kvickly-reklame

Da han var 19 år, skrev han et brev til sin mor, hvor han beskrev sine angstfyldte tanker, og herefter begyndte han at gå hos en psykolog en gang om måneden.

Men som 26-årig knækkede han fuldstændig. Pædofili begyndte at fylde i medierne, og det gjorde, trods samtalerne med psykologen, Carsten Stoemann Rasmussens tvangstanker endnu voldsommere.   

- Jeg blev rigtig bange for at være ligesom dem, selvom jeg aldrig havde gjort noget forkert, forklarer han.

- Ubevidst begyndte jeg at monitorere mig selv for, om jeg kunne mærke noget i min krop. Og det er jo det. Det kan jeg. Jeg kan mærke en svag sitren i mit underliv, og der drager jeg så den konklusion, at det må være, fordi jeg så er pædofil, forklarer han.  

Hans mor var dagplejemor, og den unge Carsten Stoemann Rasmussen fik efterhånden svært ved at være i huset, når børnene blev afleveret. Han forsøgte at flygte fra tankerne ved undgå al kontakt med børn og al omtale af pædofili i medierne.

- Til sidst kunne jeg ikke læse en Kvickly-reklame, fordi der er jo også børn med, når de reklamerer for undertøj for eksempel, forklarer han.

Drager sammenhænge, der ikke findes

Selvom Carsten Stoemann Rasmussen var tilknyttet psykiatrien, da han begyndte at få pædofile tvangstanker, var der på det tidspunkt ingen, der kunne fortælle ham, at disse tanker også skyldtes OCD. Til sidst kom han så langt ud, at han forsøgte at tage sit eget liv og måtte indlægges med en depression.

Men det viser sig, at over halvdelen af de OCD-ramte, som kommer i behandling, har seksuelle tvangstanker – de mest almindelige udspringer af frygten for at være pædofil eller begå en voldtægt. Det skriver Politiken.

Til avisen siger overlæge Clas Winding Christensen fra Psykoterapeutisk Klinik ved Psykiatrisk Center København, at mange OCD-ramte fejlfortolker den reaktion, de fornemmer i deres krop.

- Alle mænd får rejsning mange gange om dagen. Har man OCD, bliver man hyperopmærksom på sin krop og efterrationaliserer. Man drager sammenhænge, som ikke findes. Der er godt fut i kroppen, når man er angst, og så kan man ikke se andre forklaringer på sin rejsning end den, man er så fokuseret på, lyder det fra overlægen, ifølge Politiken.

Psykolog Malene Klindt Bohni er enig. Hun forklarer, at en OCD-ramt aldrig kommer til at reagere på tvangstankerne, men er "hunderæd for at miste kontrollen og gøre det". Derudover påpeger hun, at mange går rundt med den form for OCD, som viser sig ved aggressive og seksuelle tvangstanker uden at vide, at det er OCD.

- Det bliver meget den skjulte lidelse og et tabu, at man har det, siger hun.

Så frygten i øjnene

Carsten Stoemann Rasmussen fortæller da netop også sin historie for at aftabuisere og råbe op om, at de tvangstanker, som har ødelagt størstedelen af hans liv, faktisk kan behandles. 

For fem år siden begyndte Carsten Stoemann Rasmussen i kognitiv adfærdsterapi, som tvang ham at opsøge de situationer, hvor angsten meldte sig. For eksempel skulle han som en del af behandlingen en tur i Lalandia for at se sin frygt i øjnene og opdage, at angsten ville aftage, hvis han blev i situationen.

De næste gange han gentog øvelsen, var angsten reduceret. Og det samme var den sitrende fornemmelse i underlivet. Og sådan blev det langsomt bedre.   

I dag har Carsten Stoemann Rasmussen en kæreste, er spinninginstruktør og har skrevet en bog om sit liv med OCD. Derudover har han også lært at leve med sin sygdom og skelne sine kropslige reaktioner fra sine tanker.

- Det er mig, der har kontrollen, men det er klart, at jeg skal passe på mig selv. Hvis jeg stresser mig selv rigtig meget, bliver tankerne invaderende, og så har jeg sværere ved at lukke dem ned igen. Og så er det, jeg skal huske endnu mere på de værktøjer, jeg har lært, siger han.