GO'

19-årig gjorde sig blind for en dag og fik gjort egne fordomme til skamme

Kristine Sloth og Maria Louise Lundqvists eksperiment vækker begejstring hos Dansk Blindesamfund.

- Jeg er fucking bange.

Da 19-årige Kristine Sloth for et par uger siden stod foran badeværelsespejlet med et kamera i ryggen, var det med rystende hænder.

På hendes ene finger lå en perlehvid kontaktlinse.

Den skulle i øjet, men det var bestemt ikke nemt, kan man se på de billeder, som kameraet fangede.

- Jeg er mega bange, lød det på optagelserne af Kristine Sloth, inden hun igen vendte sig mod spejlet på toilettet for at gøre et nyt forsøg på at stikke to hvide linser i øjet.

Da begge var sat i, var hun blind. Alt var hvidt.

Ville udfordre sine egne fordomme

For Kristine Sloth var det et eksperiment.

Hun er professionel youtuber med over 216.000 følgere på video-tjenesten, og hun havde sat sig for at undersøge, hvordan det er at være blind, fortæller hun i 'Go' morgen Danmark'.

I ni timer gik hun med hvide kontaktlinser og kunne intet se, imens et kamera dokumenterede hendes gøren og laden.

Undervejs havde hun følgeskab af 21-årige Maria Louise Lundqvis, der har været blind hele sit liv.

De gjorde det sammen for at give et indblik i, hvordan det er at leve uden at have sit syn, fortæller de.

- Jeg så Maria Louise et sted på nettet og tænkte: "Hun er sej, det skal der mere fokus på". Jeg havde en idé om, at der var rigtig mange ting, man ikke kan, når man er blind. Men det blev gjort til skamme, da jeg mødte hende, lyder det fra Kristine Sloth.

Optagelserne med Kristine Sloths timer som blind har de nu lagt ud på Youtube.

Tilsammen er de set over 540.000 gange.

Forhåbentlig kan det være med til at nedbryde de fordomme, der er om det at være blind, lyder det fra Maria Louise Lundqvist.

- Folk har tit en forestilling om, at jeg ikke kan have et arbejde eller en kæreste. Men jeg har begge dele. Og så bliver jeg ofte spurgt: "Er din mor blind? Er din søster blind?", siger den 21-årige. 

Det er de ikke. Maria Louise Lundqvist har et ganske almindeligt liv og arbejder som lærervikar, fortæller hun.

Kristine Sloth genkender de forestillinger.

Hun havde nemlig selv fordomme om det at være blind, inden hun tog linserne på.

- Jeg var blæst bagover af, hvordan hun kunne navigere så godt. Bare det at hun for eksempel selv laver sin egen kaffe. Med kogende vand. Det turde jeg simpelthen ikke. Hun kan jo brænde sig mega meget, siger hun i 'Go' morgen Danmark'.

Herunder kan ses et uddrag af den video, som Kristine Sloth har udgivet på Youtube:

Kristine Sloth forsøgte som et eksperiment at være blind i ni timer. Hun ville udfordre sine egne fordomme over for blinde. Her ses et uddrag af den video, hun optog. Video: Thomas Jørgen Seerup

Blinde føler sig diskrimeret

Kristine Sloth og Maria Louise Lundqvist er ikke alene om at mene, at mange danskere har forkerte fordomme om det at være blind.

Ifølge en undersøgelse fra 2017 fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd oplever 47,8 procent af de blinde, at de bliver diskrimineret.

Oftest er det fra fremmede, der forsøger at hjælpe de blinde, fordi de tror, de ikke ved, hvor de er, eller som behandler dem, som var de mindre begavede.

Sådan lyder det fra Ask Løvbjerg Abildgaard, der medlem af forretningsudvalget i Dansk Blindesamfund, hvor han er ansvarlig for kontakten med mange af landets ungeforeninger.

Derfor er man hos Dansk Blindesamfund begejstret for den 19-åriges eksperiment med at være blind for en dag, lyder det.

- Der er mange blinde, som føler sig ramt af, at omverdenen tror, at man ikke kan noget, for så tror man, at man hele tiden skal retfærdiggøre, at man kan noget, siger Ask Løvbjerg Abildgaard.

Diskrimination mod blinde

  • Blinde og stærkt svagsynede uden større fysisk handicap oplever næsten den samme tilfredshed med livet (85,5 procent), som mennesker uden handicap (87,7 procent) gør.
  • Dog oplever 47,8 procent af blinde og stærkt svagsynede at være blevet diskrimineret. Det tilsvarende gælder kun cirka hver femte person uden handicap.
  • Blinde og stærkt svagsynede oplever især, at diskriminationen kommer fra ”fremmede personer” (40,6 procent). Til sammenligning gælder det tilsvarende 14 procent blandt personer med andet større fysisk handicap.

Kilde: VIVE, Det Nationale forsknings- og analysecenter for velfærd

Han er selv blind, og han har selv oplevet, hvordan fremmede tror, at han ikke kan klare sig selv.

- Eksempelvis gik jeg her forleden på en togperron og talte i telefon, da en kvinde hev fat i mig og spurgte, om jeg vidste, hvor jeg var på vej hen, og om hun kunne hjælpe. Jeg måtte så forklare hende, at jeg bare gik og passede mig selv, fortæller Ask Løvbjerg Abildgaard.

Og mens det i og for sig kan være fint med en hjælpende hånd, så ligger der en problematik i, hvorfor man tilbyder den.

- Det er ikke et problem, at nogen forsøger at udvise et særligt hensyn, men det er et problem, hvis folk gør det ud fra en forkert forestilling om, hvordan det er at være blind. For det sætter folk i bås, siger han.

En god tommelfingerregel er, at man skal vente med at tilbyde sin hjælp, til den blinde selv beder om den, lyder det.

Løbere skabte panik

For Kristine Sloths vedkommende har det været en øjenåbner at være blind i de ni timer, forsøget varede.

- Da jeg tog linserne i, var det en angstprovokerende fornemmelse af, at alt blev lukket ude, og jeg kom ind i en kapsel, husker youtuberen.

I selskab med Maria Louise Lundqvist var hun blandt andet ude i trafikken, og det var en meget grænseoverskridende oplevelse for den 19-årige.

- Jeg var ret nervøs ved tanken om, at vi skulle gå over vejen, to blinde piger. Men det var overhovedet ikke noget problem for Maria Louise. Hun kunne også på en eller anden måde høre, at der kom en lygtepæl foran os. Det, synes jeg, er helt vildt, siger hun.

Og da linserne efter ni timer skulle ud, var Kristine Sloth både lettet, men også nedtrykt. 

- Jeg tager dem ud og kan se lidt skyer på himlen og solskin. Men det kan Maria Louise bare ikke. At jeg kan se, det vil jeg fra i dag og resten af mit liv sætte pris på, siger hun i sin Youtube-video

Maria Louise Lundqvist forklarer dog, at den stressende del af oplevelsen, som Kristine Sloth oplevede ikke helt kan sammenlignes med hendes hverdag.

- Det, hun har oplevet, er jo ikke som at være blind. Det er som de første timer efter at være blevet blind. Så man kan ikke helt sammenligne den frygt, hun oplever, med, hvordan jeg har det. Det siger sig selv, at man kan jo ikke klare hele verden, når man har været blind i ni timer. Men til trods for det klarede Kristine sig faktisk rigtig godt.

Forhåbentligt vil det åbne andres øjne for, hvad det vil sige at være blind, slutter hun.

Afstemning

Hvordan tilbyder du din hjælp, hvis du møder en blind?