Sundhed

Elektronisk sang får myg til at stikke mindre

Aedes-myggen er skyld i mange tusinde dødsfald på grund af sygdomme som zika og denguefeber. Til gengæld er de ikke glade for Skrillex, viser et nyt studie.

Den nye viden kan muligvis bruges til at bekæmpe myggebårne sygdomme.

Hvis man gerne vil slippe for myggestik, kan det måske svare sig at lade anlægget spille dubstep.

Forskere har nemlig fundet frem til, at myg, der lytter til den elektroniske musiker Skrillex, stikker langt mindre end myg, der ikke gør.

Samtidig holder de sig også længere væk fra deres potentielle bytte, viser studiet, der er udgivet i det videnskabelige tidsskrift Acta Tropica.

Mindre parringslyst

Myggene i forsøget blev udsat for Skrillex’ ’Scary Monsters and Nice Sprites’, som forskerne blandt andet havde valgt på grund af dens elektroniske lyd og konstant stigende tonehøjde.

De høje frekvenser i den elektroniske musik er nemlig præcis modsat af de lavfrekvente vibrationer, som fremmer blandt andet seksualdriften hos myg.

Som forventet havde den øredøvende musik den præcis modsatte effekt.

De myg, der blev udsat for Skrillex på repeat, parrede sig fem gange mindre end dem, der fik ro. Forskerne mener, det kan skyldes, at myg synkroniserer deres vingeslag, når de parrer sig, og at musikkens vibrationer besværliggør det.

Ledte ikke efter mad

Det er dog ikke kun sexlysten, Skrillex' musik tog fra myggene.

Inden forsøget havde de ikke fået lov at suge blod i 12 timer. Selvom der var en hamster i det forsøgsbur, de blev lukket ind i, gik de musikudsatte ikke i gang med at stikke med det samme.

De myg, som fik lov at flyve rundt i ro og mag, begyndte at lede efter mad efter et halvt minut.

Det tog til gengæld musikmyggene mellem to og tre minutter at gøre det samme. Formentlig fordi de ikke kunne bruge deres veludviklede høresans til at lokalisere byttet.

Myggene, der hørte Skrillex, holdt sig samtidig på afstand af hamsteren i længere tid – og det er noget, vi mennesker måske kan nyde godt af.

Farlige smittebærere

De myg, der blev brugt i forsøgene, er de såkaldte Aedes-myg, som også går under navnet gulfebermyg.

Lige netop denne type myg er smittebærer af flere alvorlige sygdomme. De kan blandt andet smitte mennesker med gul feber, zikavirus og denguefeber, og derfor kan det nye studies resultater være afgørende.

Aedes myg er udbredt i et bredt bælte omkring hele kloden. Den røde farve angiver de steder, hvor myggebestanden er størst.

Myggene viderebringer sygdommene, når de parrer sig, og når de stikker og suger blod. Så når Skrillex’ musik får dem til at være tilbageholdende med begge dele, kan den måske bruges aktivt i kampen mod smitsomme sygdomme.

Samtidig kan musikken, der for myggene opfattes som støjforurening, bruges som en mere miljøvenlig myggeforebyggelse end myggespray.

Om det kun er lige netop Skrillex’ musik, myggene mister både appetit og sexlyst af, viser studiet ikke.

Kontrolgruppen hørte slet ikke musik, så indtil videre er det uvist, om det er den pågældende Skrillex-sang, dupstep og elektronisk musik generelt eller musik i al almindelighed, der påvirker myggene.